04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Røg fra en tøjbrand

Blogs

Kaj Pihl
Miljø og genbrugsrådgiver
Uddannet lærer med mere end 10 års undervisningserfaring i Danmark samt fire måneder i Angola. Omfattende praktisk og ledelsesmæssig erfaring med indsamling og genbrug af brugt tøj gennem mere end 30 år i Finland, USA, Litauen og Danmark.
Blogindlæg af Kaj Pihl
fre. 23. okt - 2020
fre. 21. aug - 2020
fre. 24. apr - 2020
fre. 06. mar - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 23. oktober, 2020, 06:58:30

Røg fra en tøjbrand

667 tons nyt tøj bliver årligt sendt til forbrænding i Danmark. Produktionen af denne tøjmængde har krævet 667 tons kemikalier og 233 millioner liter vand til stor skade for miljøet.

En ny rapport udarbejdet for Forbrugerrådets medie TÆNK oplyser, at supermarkeder, stormagasiner, storcentre og andre butikker i Danmark årligt kasserer 667 tons nyt tøj til forbrænding.

Hovedproblemet er ikke, at nyt tøj bliver brændt. Hovedproblemet er, at de 667 tons er unødvendig overproduktion. Det skulle aldrig være produceret!

Det lyder som rigtig meget tøj. Det svarer til 37 lastvognlæs af de helt store. Med en anden udregning svarer det til 115 gram per indbygger i Danmark på et år. Så lyder det af lidt mindre.

50 danske virksomheder, der sælger tøj, har tilsluttet sig et løfte om ikke at destruere fejlfrit tøj. I stedet for at smide tøjet ud vil virksomhederne give det til genbrug eller genanvendelse. Dansk Røde Kors har meldt sig som modtager.

Jamen, så er dét problem løst. Problemet er løst for mode- og tekstilproducenterne og detailhandlen, ja. Men ikke for miljøet.

Unødvendig produktion

Hovedproblemet er ikke, at nyt tøj bliver brændt. Hovedproblemet er, at de 667 tons er unødvendig overproduktion. Det skulle aldrig være produceret!

En tidligere artikel i TÆNK, fra november 2015, oplyser, at: “Et kilo færdigt tekstil bruger i gennemsnit et kilo kemikalier og 350 liter vand”, inden det bliver lavet til tøj. Beregnet med disse tal som udgangspunkt har produktion af 667 tons nyt tøj krævet 667 tons kemikalier og 233 millioner liter vand alene til stoffet. Hertil kommer energiforbruget, både til stofproduktionen og til fremstilling af slutprodukterne.

Folk i Danmark forbruger i gennemsnit 15-16 kilo nyt tøj per person om året. Med tanke på Fast Fashion'-lancering af 8-24 nye tøjkollektioner om året og en årlig produktion på 150 milliarder stykker tøj på verdensplan er det nærliggende at spørge: Gad vide om ikke det er mere end 115 gram per person, der er unødvendig overproduktion?

I Danmark er det forbudt at reklamere for tobaksvarer. Det er, fordi det er livsfarligt at ryge. Hvert år dør flere tusinde mennesker i Danmark på grund af rygning.

I Danmark er det også forbudt at sælge og bruge skydevåben, undtagen for personer med særlig tilladelse. Det er, fordi det er livsfarligt at blive skudt. Selv de med særlig tilladelse må ikke engang skyde dyr uden at følge visse regler.

Rovdrift på naturen 

I Danmark er det derimod helt lovligt at reklamere for modetøj, på trods af at tekstil- og modeindustrien ifølge Det Europæiske Miljøagentur er den fjerde mest miljøbelastende industri i verden.

Rovdrift på agerjord og drikkevandsressourcer, forgiftning af floder og massedrab af mikroorganismer og små og store dyr giver i denne forbindelse ikke anledning til restriktioner over for kræfternes frie spil.

Måske hænger det sammen med, at det meste af det tøj, som vi anskaffer i Danmark, er produceret i andre lande.

Naturen tilhører os alle sammen. Den frugtbare jord, skovene, den friske sunde luft, drikkevandet, havene, planterne og dyrene og glæden ved endnu en umådeligt smuk solopgang. Ingen har ret til at beslaglægge, udpine eller destruere naturen.

Tøj bør, i den udstrækning det er muligt at producere det miljømæssigt bæredygtigt, fremstilles udelukkende, når nogen har brug for det. Også når “nogen” bor i for eksempel Burkina Faso.

Om jeg grundigt har vurderet realiteterne? Næh, men jeg forestiller mig, at det kunne få gavnlig indflydelse på oversvømmelser i Vietnam, skovbrande i Amerika og tørke i Afrika. Jeg synes, at det er gode grunde til at gå videre i den retning.