20 Apr 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 17 °C

Gode råd til bæredygtigt tøjkøb

Blogs

Kaj Pihl
Indsamlingsleder for UFF-Humana
Uddannet lærer med mere end 10 års undervisningserfaring i Danmark samt fire måneder i Angola. Omfattende praktisk og ledelsesmæssig erfaring med indsamling og genbrug af brugt tøj gennem mere end 30 år i Finland, USA, Litauen og Danmark.
Blogindlæg af Kaj Pihl

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 11. februar, 2019, 09:41:06

Gode råd til bæredygtigt tøjkøb

Den netop overståede modeuge i København havde fokus på bæredygtighed. Tænk hvis det var lovpligtigt, at varefakta på tøj inkluderede et tal for den samlede CO2 udledning fra hele tøjets fremstillingsproces.

Dette års uge fem bød endnu engang på Copenhagen Fashion Week (CFW). Ugens fokus var i sagens natur på ny mode, men også på den miljøpåvirkning, som er modeindustriens uundgåelige konsekvens og velkendte varemærke.

Det er ikke vores fælles ansvar, at modeindustrien på trods af dokumenteret miljøskadelige virkninger fortsætter med fast fashion. 

DR bragte i anledning af CFW den 3. februar artiklen ”Skal du ud og shoppe? Sådan gør du din garderobe miljøvenlig”. Artiklen satte med velvalgte tal, eksempler og sammenligninger modeindustrien i miljømæssigt perspektiv. Det er et urovækkende perspektiv.

Men som artiklens overskrift lovede, indeholdt den råd til, hvordan du og jeg kan modvirke modeindustriens ødelæggelse af naturen gennem en bevidst og fornuftig forbrugspraksis:

”Køb god kvalitet, undgå kemikalier i produktionen og køb genbrug. Det er blot tre af de råd, som eksperten kommer med til at undgå overforbrug af tøj” (billedtekst i DR's artikel).

Det er gode råd, men der mangler noget.

Køb god kvalitet. Argumentet er, at tøj af god kvalitet holder længere og derfor kan udsætte købet af det næste stykke tøj. Argumentet er godt. Men kun hvis tøjstykket af den gode kvalitet ikke har medført større miljøpåvirkning end tøj af dårlig kvalitet.

Kravet til betegnelsen ”god kvalitet” må derfor være, at det ikke alene fortæller om produktets holdbarhed, men også afspejler, at fremstillingen af produktet gjorde mindst mulig skade på naturen.

Køb genbrug. Argumentet er, at ved at købe og give til genbrug forlænger du levetiden af tøjet og nedsætter miljøbelastningen. Det er også et godt argument. Men kun hvis genbrugskøbet erstatter køb af et nyt stykke tøj.

Der er intet vundet, hvis købet af T-shirten i genbrugsbutikken bare var en ekstra T-shirt; der gik også 1400 liter vand til fremstilling af den T-shirt (tallet er fra DR's artikel).

De gode shoppingråd er i DR’s artikel placeret i sammenhængen ”Vi har alle ansvaret”.

Har vi det?

Det er vores fælles ansvar at passe godt på vores vidunderlige planet med alle dens mangfoldige livsformer og ressourcer. Det kan vi blandt andet gøre ved at følge de gode råd i DR's artikel.

Men det er ikke vores fælles ansvar, at modeindustrien på trods af dokumenteret miljøskadelige virkninger fortsætter med fast fashion. Det er udelukkende producenternes (læs: ejernes) ansvar.

Et eller andet sted i T-shirten sidder der et mærke med varefakta: Størrelse, materialesammensætning, vaskeanvisning med flere. Disse fakta er nyttige, og nogle af dem er lovpligtige.

Tænk hvis det var lovpligtigt, at varefakta inkluderede et tal for den samlede CO2 udledning fra hele T-shirtens fremstillingsproces.

Tænk hvis det var ulovligt at producere tøj, uden at tøjets fulde pris var betalt, det vil sige kompensation for alle ressourcer taget fra naturen, løn som arbejdskraften kan leve af og oprydning efter forureningen.

Tænk hvis det var ulovligt at fremstille tøj, der ikke var brug for.

Nyeste blogindlæg
af Karina Rohr Sørensen
af Kristian Gaardsøe
af Line Barfod
af Karen Helveg Petersen
af Jacques Hersh

Nyeste: Idekamp

16. apr. 2019 - 08:14
12. apr. 2019 - 08:51
12. apr. 2019 - 08:14
12. apr. 2019 - 08:11

Nyeste: Kultur