05 Aug 2020  

KBH: Spredte skyer, 19 °C

Voldsomt og usædvanligt efterårsvejr mange steder

Blogs

Jesper Petersen
Talsmand for Holmegaard Mose Komiteen
Miljøjournalist, ornitolog og foredragsholder. Talsmand for Holmegaard Mose Komiteen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 22. november, 2019, 09:12:31

Voldsomt og usædvanligt efterårsvejr mange steder

Tre års tørke har gjort meget af Australien til en krudttønde. For at gøre ondt værre så kommer de aktuelle naturbrande i den sidste forårsmåned. Først i næste måned begynder sommeren og tørken for alvor.

1. september smadrede orkanen Dorian med rekordstor kraft Bahamas. Cirka 3000 skønnedes døde flere dage efter naturkatastrofen, som selv James Bond måtte flygte fra, i form af Sean Connery, der i sidste øjeblik slap væk fra sin, indtil da, paradisiske feriebolig.

Mens tørken betød tørst og sult i Indien, forårsagede den voldsomme brande og tab af boliger i Californien.

Stillehavet har denne sæson leveret flere monsterorkaner end Atlanterhavet, der bortset fra enkelte undtagelser har været relativt roligt. 

I modsætning til Middelhavet, hvor der i september og oktober dannedes flere såkaldte medicanes – middelhavsorkaner; et vejrfænomen af nyere dato her. 

Én ramte sidst i oktober usædvanligt langt mod øst. To ramte henholdvis midt i september og en måned senere det østlige af Spanien og afleverede enorme regnmængder inde over land.

17. november anrettede en F2-tornado store skader i Italien nær Toscana, også skabt af Middelhavets varme vand; tre grader over gennemsnittet flere steder lige nu. 

Vi har med sikkerhed ikke set det sidste herfra i år.

Når fugtmættet luft stiger op fra de varme dele af verdenshavene og støder sammen med koldere luft højere oppe, fortættes luftens indhold af vand, samtidig med at der udvikles stor mængder varme og en forstærket opdrift.

Ensbetydende med kraftig, indsugning – blæst – i bunden af skysystemet, som på grund af Jordens rotation danner den karakteristiske spiralform set fra rummets satellitter.

Forsinket monsun truer millioner

Monsunen kommer med voksende forsinkelse, og når den så kommer, er den ofte meget voldsom. Som så meget andet går også vejret i disse år til yderligheder. 

Den forsinkede monsun havde alvorlige følger for blandt andet det overbefolkede Indien. Millionbyen Chennai løb stort set tør for vand i sommer.

Mens tørken betød tørst og sult i Indien, forårsagede den voldsomme brande og tab af boliger i Californien.

Som noget helt nyt valgte “The Sunshine State”, der burde skifte navn til “The Sunburn State”, at lukke for strømmen for hundredtusindvis af husejere, fordi man har fundet ud af, at det er gnister fra strømførende elledninger, der ofte starter de stadig flere brande i knastørre Vest-USA. Uden strøm vil de fleste være tvunget til at flytte.

Mere forfærdelige bushfires end nogensinde før i Australien var en global topnyhed midt i denne måned. Vejrmæssigt forbundet med den forsinkede monsun, ifølge meteorologer.

Foreløbigt er over en million hektar skove og landbrugsarealer brændt – godt og vel en fjerdedel af Danmarks areal.

Tre års tørke har gjort meget af Australien til en krudttønde. For at gøre ondt værre så kommer de aktuelle naturbrande i den sidste forårsmåned. Først i næste måned begynder sommeren og tørken for alvor. 

Kun en tåbe frygter ikke, hvad der kan ske.

Forbyttet europæisk efterår

Efteråret i Europa har været usædvanligt på flere felter. 

Danmark og resten af Skandinavien har undgået efterårslavtrykkene. Østeuropa mærkværdigvis varmere end Vesteuropa. Jeg erindrer ikke at have oplevet så mange dage med øst- eller sydøstenvind i november som i år.

Det danske efterår har været usædvanligt stille, nærmest sløvt – og mildt. Som om træerne til sidst bare opgav at få bladede blæst af og selv valgte at smide dem. På denne tid af året er det usædvanligt med vedvarende østen- og sydøstenvind og stillestående vejr som i de senere uger.

Sydøstenvind og masser af regn forårsagede tidligere på måneden næsten to meter forhøjet vandstand i Venedig. Og skader på den gamle pæleby for over to milliarder. Også Pisa og Firenze blev ramt af oversvømmelse, her fra svulmende floder. 

Vinteren er kommet tidligt mange steder – for eksempel til Nordskandinavien, der sidst i oktober var tæt ved kulderekorder omkring minus 35 grader.

Oktober i Norge var den koldeste i et årti. De her normalt varmende, regnfulde lavtryk i Golfstrømmens spor udeblev. Faktisk byttede Europa rundt på øst og vest. Vesteuropa var kold, Østeuropa varm.

Allerede i september slog en isnende koldfront dybt ned over USA’s Midtvest, mens knastørre Californien samtidig våndede sig i heden og de stadigt større skovbrande.

Sneen ligger nu usædvanligt tykt mange steder. Alperne for eksempel hvor skisportsstederne jubler over flere meter sne her ved starten af skisæsonen. Også for eksempel Tromsø i Norge har fået enorme snemængder.