12 Nov 2019  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Isolation som straf

Blogs

Jeppe Sjørup Bertelsen
cand. jur. - Landsforeningen KRIM
Landsforeningen KRIM ser det som sin opgave – via sin gratis retshjælp og deltagelse i den offentlige debat – at bidrage til, at politi, fængselsmyndigheder og domstole overholder samfundets spilleregler. En stor del af de sager, der behandles i retshjælpen, er klager over fængselsforhold. KRIM arbejder med at påvirke den offentlige debat i retning af en mere humanistisk straffepolitik.
Blogindlæg af Jeppe Sjørup Bertelsen
tir. 23. apr - 2019

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 23. april, 2019, 09:30:45

Isolation som straf

Begrundelsen for den øgede brug af isolation har været det hårde miljø i fængslerne, men intet tyder på, at det virker. I andre lande har man haft succes med en mere dialog og kontaktbaseret fremgangsmåde.

Forestil dig, at du er alene. Helt alene. Bare dig og dine tanker. Ingen at snakke med, ingen at grine med, ingen at fortælle om hvordan du har det, eller hvad du vil. Time efter time, dag efter dag, uge efter uge.

Isolation bliver af forskere betegnet som det mest indgribende magtmiddel, de fleste demokratier har til rådighed.

Det er ikke noget, du har valgt. Det er ikke frivilligt. Det er en straf. Hvorfor? Fordi du i en presset situation kaldte en anden for "snotabe". Fordi du gav ham fingeren. Fordi du blev ophidset og slog i bordet på det forkerte tidspunkt. Fordi du rullede med øjnene af den forkerte.

Det er virkeligheden for tusinder af indsatte i danske fængsler og arresthuse. Fra 1. september 2017 gjaldt nye retningslinjer fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. Konsekvenserne for grimt sprog og dårlig opførsel var nu isolering. Eksemplerne ovenfor er Kriminalforsorgens egne. Allerede inden da blev isolation dog brugt i vidt omfang i danske fængsler, og i stigende grad. I 2016 blev isolationstypen strafcelle anvendt 2.995 gange. I 2017 var tallet 4.085, mens det i 2018 var steget til 4.752.

Ofte har man hørt, at danske fængsler er i verdensklasse og at det næsten er som at komme på ferie for mange kriminelle. En skam at det ikke passer, i hvert fald ikke når det kommer til brugen af isolation.

I 2015 var Danmark med til at vedtage Mandela-reglerne i FN, der blandt andet skulle begrænse brugen af isolation. Ifølge disse regler må isolationsfængsling kun anvendes i exceptionelle tilfælde som en sidste udvej, og må under ingen omstændigheder vare mere end 15 dage. I Danmark er isolationsmaksimummet 40 dage, og i 2018 anvendte man strafcelle på mere end 15 dage 674 gange. For varetægtsfængslede er der en række begrænsninger, men principielt er der ingen øvre grænse, og man har set tilfælde, hvor individer var varetægtsfængslede i isolation i månedsvis. Vurder selv om de i starten nævnte eksempler tæller som exceptionelle omstændigheder.

Danmark er også blevet kritiseret af den Europæiske Torturkomité, både for vores udbredte brug af isolation, men i særdeleshed også at vi bruger det overfor mindreårige.

Effekterne af tortur er ofte værre end man tror. Mennesker er sociale dyr, og vi tager psykisk skade, når vi i længere tid helt afskæres fra andre. Angst, depression, selvmordstanker, problemer med at relatere til andre og til at indgå i samfundet efterfølgende er blot nogen af de kendte virkninger, og man behøver ikke være isoleret i specielt lang tid, før de kan begynde at indtræde. Ofte bliver isolation af forskere betegnet som det mest indgribende magtmiddel, de fleste demokratier har til rådighed.

Men er det så nødvendigt med isolation? Nej, i hvert fald ikke i den grad vi bruger det i Danmark. Begrundelsen for den øgede brug af isolation har været det i stigende grad hårde miljø i fængslerne, men intet tyder på at det virker, og i andre lande har man ved samme problem haft succes med en mere dialog og kontaktbaseret fremgangsmåde.

Isolation har måske en rolle i danske fængsler, men som tingene er nu, bliver den mere brugt som første end sidste udvej.