16 Dec 2018  

KBH: Overskyet, 0 °C

Grådigheden har frit spil

Blogs

Jens Joel
MF for Socialdemokraterne
Født 1978 og kandidat i Statskundskab (cand.scient.pol.). Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, hvor han er energiordfører og klimaordfører. Medlem af Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget, Europaudvalget og Skatteudvalget.
Blogindlæg af Jens Joel
ons. 14. nov - 2018
ons. 05. sep - 2018
ons. 09. maj - 2018
ons. 28. feb - 2018
ons. 13. dec - 2017

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 14. november, 2018, 08:07:02

Grådigheden har frit spil

Det undergraver fundamentet under velfærden og det ødelægger tilliden, når de store fisk går fri, mens almindelige lønmodtagere betaler.

Der må være grænser for grådigheden. Sådan tror jeg de fleste tænker, når de hører om hvidvask, udbyttesvindel eller skattely i Panama. Når de hører hvordan store banker og dyre advokater hjælper samfundets rigeste til at undgå at betale til fællesskabet.

Det er nu, der skal handles og sættes grænser for grådigheden, hvis tilliden skal genoprettes.

Det undergraver fundamentet under velfærden og det ødelægger tilliden, når de store fisk går fri, mens almindelige lønmodtagere betaler.

Skandalerne er et af vor tids mest alvorlige angreb på vores samfundsmodel og fællesskab. Det burde nok kunne få alarmklokkerne til at ringe i Statsministeriet.

Løkke må tage ansvar

Jeg kan jo ikke udelukke, at de rent faktisk har ringet, men jeg kan konstatere, at manden for bordenden, Lars Løkke Rasmussen, ikke har løftet sit ansvar. Han har kritiseret, men hans opgave som regeringsleder er jo at få samlet et bredt politisk flertal bag forslag, regulering og indgreb, der sikrer, at skandalerne stoppes. 

Socialdemokratiet har fremlagt en række forslag og er klar til at forhandle, så snart Løkke vågner fra sin finansielle tornerosesøvn.

Villigheden til at betale en høj skat handler om, at vi tror samfundet er bedre, hvis fællesskabet er stærkt. Men det afhænger selvfølgelig også af, at vi har tillid til, at naboen betaler, hvad han skal.

De alvorlige skandaler er et tydeligt tegn på, at moralen er flosset nogle steder i samfundets top. For slet ikke at snakke om der, hvor det er direkte kriminelle aktiviteter.

Bankerne og den finansielle sektor har dermed også brudt den samfundskontrakt, der blev lavet, da fællesskabet hjalp bankerne gennem finanskrisen.

Det kan få meget alvorlige konsekvenser, hvis vi som samfund ikke kan stole på skattevæsen, finanstilsyn og for den sags skyld det politiske system.

Derfor er det også nu, der skal handles og sættes grænser for grådigheden, hvis tilliden skal genoprettes.

Konkrete forslag

Socialdemokratiet foreslår at splitte Finanstilsynet op, så tilsynet får til opgave at koncentrere sig om at bekæmpe økonomisk kriminalitet i finanssektoren, mens opgaven med at sikre tilstrækkelig pengemængde i bankerne varetages af Nationalbanken.

Derudover foreslår vi, at der igen kommer offentlige repræsentanter i bankbestyrelserne. Det er vigtigt, at bestyrelserne ikke kun tænker snævert på aktionærernes interesser, og med offentlige repræsentanter får samfundet en plads ved bordet og en bedre chance for at holde skik på bankerne.

Derudover er der – som udbytteskat-skandalen viste – brug for en koordineret europæisk indsats. Derfor skal vi lave en ny fælles efterforskningsenhed i EU, som skal efterforske hvidvask og økonomisk kriminalitet.

Det er klart og tydeligt, at der er behov for mere regulering af finanssektoren. Selv formanden for bankernes organisation, Michael Rasmussen, er enig i det.

Alligevel har man endnu ikke hørt noget fra regeringen. Samfundet, bankerne og borgerne kan alle se problemet, alligevel sidder regeringen på sine hænder og lader det stå til. Det er ganske enkelt uacceptabelt.

Nyeste: Udland