22 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 11 °C

Vestens selvoptagethed

Blogs

Jens Jørgen Nielsen
Cand. mag. i historie og idehistorie, lektor på Niels Brock
Har boet i mange år i Rusland og Baltikum og arbejdet som projektansat og bl.a. også været korrespondent for Politiken. Taler flydende i russisk og følger meget med i russiske medier. Har skrevet en række bøger om Rusland og Polen. Er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering.
Blogindlæg af Jens Jørgen Nielsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 25. september, 2019, 16:38:11

Vestens selvoptagethed

Det virker, som om førende vestlige politikere med deres administrative apparater og statsstøttede tænketanke ikke forstår og endda måske hverken kan eller vil forstå, at der er helt andre verdener på denne planet med andre perspektiver og andre kulturer.

I runde tal udgør den vestlige del cirka 10-15 procent af verdens befolkning. Det vil med andre ord sige, at den ikke-vestlige del af verden udgør 85-90 procent.

Som Narcissus er Vesten forelsket i sit eget spejlbillede. Ham gik det faktisk ikke så godt, kan vi læse i græsk mytologi.

Men det virker faktisk, som om førende vestlige politikere med deres administrative apparater og statsstøttede tænketanke ikke forstår og endda måske hverken kan eller vil forstå, at der er helt andre verdener på denne planet med andre perspektiver og andre kulturer. Lad det foreløbig være min tese, min fornemmelse. 

Hvad, der kan bekræfte det, er de adskillige krige, som især USA har ført, især i Mellemøsten. For det første er det endda meget tvivlsomt, om de har nået deres mål, fordi kriterierne har været ganske uklare. Er der for eksempel tale om militære eller politiske mål? Uanset hvad, blæser svaret i vinden.

USA – konstant i krig

For det andet har det vist sig at være særdeles vanskeligt at afslutte krigene bare nogenlunde. USA har ført krig i Afghanistan i snart 20 år. Og disse krige viser sig at være særdeles vanskelige at afslutte.

USA har brugt svimlende seks millioner millioner (ja, 12 nuller) amerikanske dollars på krige de sidste knapt 20 år. Mon ikke det faktum, at Donald Trump kritiserede den voldsomme brug af USA's militær har bidraget til, at mange krigstrætte amerikanere stemte på ham i 2016?

Det går langsomt med at lære af disse nederlag. Det kunne virke som om, Vesten har bygget spejle op til at spejle sig i. Derfor ser Vesten kun sig selv, sin egne forestillinger, illusioner om verden – og netop ikke den anderledes verden.

Det er også grunden til, at politikere træffer beslutninger, som fører til helt andre resultater end de formentlig tilsigtede. Libyen og Irak er skoleeksempler.

At dræbe disse landes ledere har absolut ikke ført til blomstrende demokratier, men tværtimod til kaotiske lande præget af kriminelle bander, borgerkrig, fattigdom, terrorbevægelser, borgerkrig og dermed også voldsomme flygtningestrømme.

Havde man interesseret sig lidt mere for disse lande, kunne man være kommet til andre analyser og dermed en anden politik.

Jeg ved, at rustningsindustrien spiller en særlig rolle som drivende kraft her. Men jeg antager, at mange politikere, også danske, af ærligt hjerte ønskede at ’redde’ disse lande.

Hvis man kun er bevæbnet med den meget ideologiserede opfattelse, at alle ikke-vestlige lande sidder og venter på, at Vesten skal befri dem og skabe en liberal global verdensorden, så er benene solidt plantet i den blå luft. Det bør efterhånden være klart for alle. En del af den konservative højrefløj i Vesten blandt andre har indset det.

En begyndende ny verdensorden

Det, vi ser i disse år, er begyndelsen på en ny verdensorden, hvor Vesten selvfølgelig ikke vil forsvinde, men kun være en del af flere forskellige samfundssystemer og kulturer.

Epicentret for den nye verdensorden vil efter alt at dømme ligge i Kina i samarbejde med især Rusland og andre asiatiske lande. Det kunne virke, som om Vesten ikke har opdaget, at for eksempel Belt and Road-programmet ser ud til at bliver verdenshistoriens største integrationsprojekt.

Projektet har som mål at bygge moderne infrastruktur (lufthavne, havne, højhastighedstog med mere) fra Kina til Europa og Afrika og på sigt til det amerikanske fastland. Formentlig kommer der en anden verdensbank domineret af Kina.

Alliancen mellem Kina og Rusland er i øvrigt endnu et produkt af Vestens selvoptagethed. Rusland kunne i 1990’erne være blevet en del af for eksempel et Europæisk Hus fra Lissabon til Vladivostok, men Vesten (læs Bill Clinton) var beruset af fortællingen om den nye liberale verdensorden og Ruslands angivelige nederlag i Den Kolde Krig.

Rusland vendte sig mod Kina og fandt her en efter russernes opfattelse mere seriøs samarbejdspartner. USA, men især EU står lidt vingeskudte tilbage og kan se Asien og Rusland udvikle sig og integrere sig med stormskridt.

Jeg mener ikke, at de nye ikke-vestlige integrationsbestræbelser er uproblematiske, men de er virkelige og reelt eksisterende – og de viser imponerende resultater, ligesom de udviser en stor tiltrækningskraft på mellemøstlige, afrikanske, latinamerikanske og ikke mindst østeuropæiske EU-medlemslande.

Rusland har fundet sin plads her. Det vestlige sanktionsregime har bekræftet min påstand om, at Vesten ikke kender de ikke-vestlige lande. Rusland er absolut ikke isoleret, hvilket ellers var målet med sanktionerne. Samme sanktioner var udtryk for vestlige almagtsforestillinger og mangel på dyb indsigt.

Som Narcissus er Vesten forelsket i sit eget spejlbillede. Ham gik det faktisk ikke så godt, kan vi læse i græsk mytologi.

Nyeste blogindlæg

Nyeste: Idekamp