20 Jul 2019  

KBH: Overskyet, stedvis tåge, 13 °C

Russiagate og det demokratiske alternativ?

Blogs

Jens Jørgen Nielsen
Cand. mag. i historie og idehistorie, lektor på Niels Brock
Har boet i mange år i Rusland og Baltikum og arbejdet som projektansat og bl.a. også været korrespondent for Politiken. Taler flydende i russisk og følger meget med i russiske medier. Har skrevet en række bøger om Rusland og Polen. Er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering.
Blogindlæg af Jens Jørgen Nielsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 18. marts, 2019, 16:53:19

Russiagate og det demokratiske alternativ?

Russiagate har hele tiden været et politisk middel for dels af få Trump afsat, men især at binde ham på udenrigspolitikken. Målet har været at tvinge præsidenten til at skærpe tonen og politikken over for især Rusland, men også Kina, Iran og andre lande.

Vi er nu inde i tredje år med undersøgelser af Ruslands angivelige påvirkning af USA's præsidentvalg i 1916. At der er ganske meget snavs i den verden, kan næppe undre.

Demokraterne er imod Trump af de så at sige ’forkerte grunde’.

I det ret uskønne forløb med diverse anklager og flere domfældelser er det stort set ikke lykkedes at dokumentere noget som helst. Beskyldningerne har bestået i, at diverse amerikanske efterretningsvæsener har påstået, at Donald Trump har haft illegitime forbindelser til Rusland. Men alt sammen uden dokumentation.

Man må bare forlade sig på blandt andet CIA. Nu har Repræsentanternes Hus krævet en offentliggørelse af den konkrete rapport, som samler Robert Muellers og andres undersøgelser og høringer. Om vi får det, er i skrivende stund uklart. Men der er noget andet, som er sikkert. Og det er interessant i forhold til det præsidentvalg, som flere er ved at køre sig i stilling.

Russiagate har hele tiden været et politisk middel for dels af få Trump afsat, men især at binde ham på udenrigspolitikken. Målet har været at tvinge præsidenten til at skærpe tonen og politikken over for især Rusland, men også Kina, Iran og andre lande.

Forløbet har været ganske klart. I det omfang Trump talte for at mindske USA's militære engagement i verden og især om at få et normalt forhold til Rusland (som Ronald Reagan fik i 1980’erne) – så har Demokraterne virkelig været efter Trump. 

Og interessant nok, når Trump har skærpet tonen over for Rusland, så er Demokraterne og de medier, de dominerer, påfaldende tavse og dermed accepterende. Trump har vitterligt skærpet tonen over for Rusland.

Det har han eksempelvis med den skærpede linje i spørgsmålet om Nord Stream 2, gasledningen gennem Østersøen, hvor Trump nærmest har ydmyget tyskerne. Trump ønsker, at tyskerne skal købe amerikansk gas og ikke russisk, på trods af at den russiske gas formentlig vil være fem gange så billig som den amerikanske.

I dette spørgsmål står Demokraterne 120 procent bag Trump. Det gælder også i spørgsmålet om opsigelsen af Traktaten om mellemdistanceraketter, den såkaldte INF-traktat, som Reagan og Gorbatjov indgik i de gode gamle dage i slutningen af 1980'erne. Ingen kritik – i hvert fald ikke fra de politisk korrekte Demokrater. Det samme kan siges om den hårdere linje i Venezuela-spørgsmålet.

Konklusionen ligger lige for. Demokraterne er imod Trump af de så at sige ’forkerte grunde’.

Demokraterne ønsker at skærpe forholdet til Rusland, Kina og andre lande, som ikke er USA's direkte allierede. Det er et meget farligt spil. Når vi taler om Rusland, taler vi om en atommagt med over 40 procent af verdens atomvåben.

Vi taler om et ny våbenkapløb og manglende dialog mellem Vesten og Rusland – og dermed en øget spænding og mindre sikkerhed. At de politisk korrekte fra det såkaldte centrumvenstre i Vesten så entydigt lægger deres æg i den kurv må fremstå som en gåde.

Interessen samler sig derfor om, hvem der skal repræsentere Demokraterne i det kommende præsidentvalg.

Som det ser ud nu, kan vi risikere at få en kandidat, der ønsker en markant mere uforsonlig holdning over Rusland, Kina, Iran, Nordkorea med flere.

Eller? Der er visse lyspunkter, blandt andet Bernie Sanders, som overraskede ved de sidste primærvalg. Han ønsker at aftrappe USA's militære engagement, som ifølge en senatshøring for nylig omfatter 133 lande! Flere senatsmedlemmer ønsker eksempelvis at fjerne USA's støtte til Saudi-Arabiens krig i Yemen. Flere af initiativtagerne til det kommer dog fra den republikanske lejr.

Men en anden af de progressive Demokrater, Elizabeth Warren, har samme sprogbrug over for Rusland som mainstreamdemokrater. Men hvad vil de amerikanske politikere løse med det næsten perverst store militære engagement og skærpet sprogbrug over for Rusland og Kina?

Sikkerhed? Nej tværtimod, krigstruslen kommer nærmere med den politik. Stabilitet? Nej en verden, hvor så store og voksende summer er bundet til militære formål, skaber både krig, flygtninge og sociale problemer – og dermed stigende grobund for den terrorisme, som den traditionelle amerikanske politik heller ikke adresserer.  

Her ligger tragedien, at en type som Trump i nogle spørgsmål kan virke mere fornuftig end liberale venstreorienterede, hvis talerør er New York Times, Washington Post, CNN m.m.  

Nyeste blogindlæg
af Jens Jørgen Nielsen
af Karen Helveg Petersen
af Leif Kajberg
af Thorkild Olesen