01 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Betragtninger omkring en 75-årsdag

Blogs

Jens Jørgen Nielsen
Cand. mag. i historie og idehistorie, lektor på Niels Brock
Har boet i mange år i Rusland og Baltikum og arbejdet som projektansat og bl.a. også været korrespondent for Politiken. Taler flydende i russisk og følger meget med i russiske medier. Har skrevet en række bøger om Rusland og Polen. Er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering.
Blogindlæg af Jens Jørgen Nielsen
tir. 17. nov - 2020
fre. 18. sep - 2020
ons. 18. mar - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 13. maj, 2020, 08:16:04

Betragtninger omkring en 75-årsdag

Glem ikke, at flere østeuropæiske lande deltog på tyskernes side i angrebet på Sovjetunionen. Der var mange profascistiske bevægelser i Letland, Litauen og Ukraine, som stille forsvinder ud af den nye historieskrivning eller endnu værre – bliver hyldet. Det burde bekymre, at sådanne bevægelser den dag i dag har politisk indflydelse i for eksempel Ukraine.

I disse uger og måneder fejrer nogle af os 75-året for nazismens nederlag. Vi i Danmark fejrer befrielsen den 4.-5. maj, mens selve Tysklands kapitulation fandt sted den 8. maj klokken cirka 23. Da var det allerede 9. maj i Moskva på grund af tidsforskellen, derfor fejrer russerne også dagen den 9. maj.

Alle lande, stort set, havde i slutningen af 1930'erne en ikke-angrebspagt med Nazityskland, i hvert fald Danmark og Polen. Storbritannien og Frankrig havde absolut ingen interesse i en alliance mod Hitler.

Dagen markeres i dag i mange af de dengang berørte lande. Men ser vi på, hvordan dagen fejres, er det langt mere end blot tidsforskel og dato, der adskiller. Der er sket mange ændringer i den måde, man fejrer befrielsen, hvad enten vi taler 4., 8. eller 9. maj. Der er med andre ord gået politik i det.

Indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1991 kunne man i den tidligere allierede blok bestående af Storbritannien, USA og Sovjetunionen langt hen ad vejen blive enige om at fejre denne dag. Der var trods alt noget, man var enige om. Nazityskland var ondt. Og det på trods af endda meget skarpe uoverensstemmelser, det som man kaldte Den Kolde Krig. 

Men med Sovjetunionens fald begyndte der at ske noget. Sovjetunionen forsvandt, i Vesten var der mange, der mente, at Sovjetunionen tabte Den Kolde Krig, hvilket i øvrigt er forkert. Det var befolkningen i Sovjetunionen, der afskaffede systemet.

Dæmonisering af Rusland

Rusland og de andre republikker var svage i 1990’erne. Derfor så især USA og også Storbritannien Rusland som en nation, der tabte, og som derfor blev bragt på samme hylde som taberne i Anden Verdenskrig, Tyskland, Japan og Italien. 

Tiden var kommet til, at sejrherrerne skulle skrive den nye historie. Det blev alt sammen hjulpet på vej af russiske liberale regeringer, som i 1990'erne så ned på alt, hvad der havde med Sovjetunionen at gøre, herunder også den meget dyrekøbte sejr i 1945. 

Fra 2000 begyndte Rusland at rejse sig – til især USA's store fortrydelse. Under Putin begyndte Rusland at blive et irritationsmoment for USA. Rusland stillede krav til den nye verdensorden efter Den Kolde Krig. Rusland begyndte at blive en nation, som ønskede at gøre sig gældende også internationalt. Men ikke på marxistisk ideologisk grundlag, snarere på et nationalt grundlag. I de sidste 10 år er den konflikt kun vokset med Georgien, Ukraine og Syrien som de varmeste brændpunkter. 

Billedet af det nye Rusland males i mange medier og (angiveligt) akademiske analyser i et ofte meget mere truende lys end det gamle Sovjetunionen. Det kom også til at påvirke synet på maj 1945. I hvert fald i USA og mange af de tidligere østbloklande.

Officiel omskrivning af historien i USA

På Det Hvide Hus’ hjemmeside var der på dagen i år en erklæring underskrevet af det officielle USA og netop de tidligere østbloklande. I erklæringen henviser en linje til dem, der ofrede livet i kampen mod nazismen, de resterende 22 sider handler om den sovjetiske undertrykkelse af de øst- og centraleuropæiske lande. Man kan indirekte forstå, at den sovjetiske undertrykkelse var 22 gange så slem som den nazistiske.

En stribe yngre amerikanske historikere med Timothy Snyder og Mitchell Orenstein i spidsen fører an. Den egentlige forbryder er knapt nok Nazityskland, hvis forbrydelser ofte bliver relativeret i den sammenhæng. Ydermere, Sovjetunionen var selve årsagen til udbruddet af Anden Verdenskrig, kan man forstå på de unge amerikanske historikere. 

Ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Hitler var angiveligt en alliance mellem to ideologisk ligestillede magter. Det førte til verdenskrigen, ifølge Snyder med flere. Og når Putin i dag lægger vægt på at fejre netop denne dag, så er det ifølge Snyders særegne logik beviset på, at han i virkeligheden er fascist. For nu at citere Ludvig Holberg: En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve, ergo er Morlille en sten.

Som historiker må jeg sige, at det er pølsesnak. Alle lande, stort set, havde i slutningen af 1930'erne en ikke-angrebspagt med Nazityskland, i hvert fald Danmark og Polen. Storbritannien og Frankrig havde absolut ingen interesse i en alliance mod Hitler.

Fejringen i Rusland

Jeg skal ikke forsvare Sovjetunionens angreb på Finland eller besættelse af Polen. Ej heller sovjetiske forbrydelser i for eksempel Polen og Baltikum. Det er ikke mit ærinde. Men virkeligheden er ikke så sort/hvid, som Snyder og Co. beskriver den. 

Man bør heller ikke glemme, at flere østeuropæiske lande deltog på tyskernes side i angrebet på Sovjetunionen. Der var mange profascistiske bevægelser i Letland, Litauen og Ukraine. Disse forsvinder stille ud af den nye historieskrivning. Eller endnu værre – de bliver hyldet. Det burde bekymre, at sådanne bevægelser den dag i dag har indflydelse på politikken i for eksempel Ukraine. 

Men der er en politisk interesse bag den nye historieskrivning. USA ønsker at isolere Rusland fra Europa, derfor er der brug for en historieskrivning, der stiver denne politik af og på den måde styrker båndene til de østeuropæiske eliter, som er dem, der med undtagelser i højeste grad i dag går ind for at isolere Rusland.

Vender vi os til Rusland, viser der sig et helt andet billede. 9. maj fejres næsten mere end nogensinde. En Snyder ville sige, at de stakkels russere er tvunget til at deltage i dette putinske fascistiske massehysteri. Helt på hovedet.

En begivenhed som De Udødeliges Regiment har vokset sig stærk inden for de senere år. Og det er ikke staten, som er initiativtager til det. Det er vitterlig en folkesag. Årsagen ligger da ligefor.

Samtlige russere har en forælder, bedsteforælder eller måske anden nær slægtning, som deltog eller blev dræbt under krigen. Det er blandt meget andet også en familiebegivenhed. 

I De Udødeliges Regiment bærer man et billede af en eller flere af sine slægtninge, som deltog og måske omkom under krigen. For to år siden gik jeg der selv i Moskva den 9. maj med et billede af min far, som deltog i modstandsbevægelsen. Der var cirka to-tre millioner deltagere – bare i Moskva. 

Måske spiller det også ind, at almindelige russerne føler sig truede af NATO. 

Men uanset hvad, så er det mindste, man kan gøre, vel at vise de 27 millioner omkomne på sovjetisk side den minimale respekt.