08 Aug 2020  

KBH: Let skyet, 26 °C

Betaling af coronakrisens milliarder

Blogs

Jan Guldmann
Næstformand 3F Randers
Næstformand for 3F Randers og gruppeformand for 3F Grafisk i Randers.
Blogindlæg af Jan Guldmann

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 06. juli, 2020, 09:37:35

Betaling af coronakrisens milliarder

Det bliver spændende at høre Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv fortælle, hvordan de mener, erhvervslivet skal bidrage til betaling af den samlede regning.

Siden landets nedlukning i marts har regering og Folketing påpeget, at landets virksomheder også i fremtiden skal kunne sikre arbejde til sine ansatte.

Desværre kan man frygte, at det i sidste ende bliver arbejderne, som kommer til at betale regningen.

Hjælpepakke efter hjælpepakke til erhvervslivet er blevet vedtaget, uden nogen plan for hvem der senere skal betale regningen.

Jeg er reelt tilfreds med, at vi som land – i lighed med andre lande – har ydet hjælp til de virksomheder og ansatte, som man fratog muligheden for at kunne tjene sine egne penge.

Specielt er jeg tilfreds med hjælpepakken, som gav tilskud til arbejdsgivere, som undlod at fyre sine ansatte, men hjemsendte dem på normal løn og dermed sikrede dem en fortsat beskæftigelse, og hvor arbejdsgiveren også selv bidrog til lønudgiften.

Jeg er samtidig enig i, at hjælpepakkerne har en udløbsdato den 29. august. Alternativet ville jo være et privatkapitalistisk erhvervsliv på statsstøtte.

Få konkurser

Dagligdagen har også vist, at mange virksomheder har været i stand til at få deres forretning til at køre, hvorimod andre selv har valgt at forblive lukket og modtage den nævnte statsstøtte.

Det er jo paradoksalt, at antallet er konkurser under coronakrisen har været lavere end normalt. Det viser, at nogle virksomheder i dag kun fortsat eksisterer, fordi staten (os alle) støtter dem økonomisk. Og uden gavn for samfundet, men alene for ejeren, som med statsstøtten sikrer sig selv økonomi på lånt tid.

Derfor er det godt, at hjælpepakkerne nu udfases.

Fra starten skulle de hjælpe dem, som uden skyld blev ramt af krisen. Fik et økonomisk tab, som kunne være ødelæggende for den enkelte families hverdag med at kunne betale husleje, købe mad og tøj til børnene.

Hjælpepakkerne har dog haft en samfundsmæssig skævvridning, hvor kapitalen, som ejer virksomheden, har fået tilskud, uanset man kunne betale enhver sit ved brug af den oparbejdede formue fra de årlige overskud.

Dagpengesatsen ikke ændret

Ansatte, som mistede jobbet og blev arbejdsløs uden udsigt til nyt arbejde, har ikke fået så meget som en bukket fem-øre i økonomisk hjælp. Dagpengesatsen er forblevet uændret.

Dette er en politisk fejldisposition – specielt under en socialdemokratisk regering.

Beslutningen om tildeling af 1000 kroner til alle på overførselsindkomst er reelt o.k. – men som det ofte sker, er fundamentet for udbetalingen efterhånden væk.

Udgangspunktet var, at pengene skulle sætte gang i de brancher, som grundet krisen mangler omsætning. Betalingen skulle dermed bevare og skabe job.

Men pludselig endte debatten med et krav fra DF og andre om, at pensionister skulle have en udbetaling for det savn, de havde lidt, og selvfølgelig skulle have mere end flygtninge og andre, som ikke havde bidraget med mange års skattebetaling.

Nu har det aldrig været et spørgsmål om honorering i forhold til tid på arbejdsmarkedet eller kompensation for, at man i lighed med alle øvrige, ikke har kunnet samles til familiefest, men et spørgsmål om at sætte gang i forbruget og sikre job.

Feriepenge og topskat

De ansattes feriepenge er endt på samme måde. Fra start skulle de udbetales for at sætte gang i forbruget – men er nu endt i diskussioner, om det er bedre at lade dem stå for at slippe billigere i skat. Alternativt beskatte dem lavere end normalt.

Væk er den grundlæggende tanke om, at udbetalingen skal sætte gang i forbruget og fastholde arbejdspladser.

Sjovt nok er det de borgerlige partier – og underligt nok også dele af fagbevægelsen med FH og Dansk Metal i spidsen – som kæmper for, at skatten kun skal være på 38 procent i stedet for almindelig beskatning, som vil medføre topskat for flere.

Og selvom det her og nu for også den enkelte ufaglærte vil være bedre med 38 procent – så vil det være til ugunst, når den samlede regning skal gøres op. Al skattebetaling går trods alt tilbage til fællesskabets kasse, og her er det ikke kassedamen eller rengøringsassistenten, som tjener på det regnestykke.

Sådan er verden nogle gange forunderlig, og argumenterne ændres i forhold til, hvad man selv (eller sine vælgere) kan drage fordel af.

Erhvervslivets bidrag

Spændende bliver det at høre Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv fortælle, hvordan de mener, erhvervslivet skal bidrage til betaling af den samlede regning.

Desværre kan man frygte, at det i sidste ende bliver arbejderne, som kommer til at betale regningen. Specielt hvis regeringen ikke vil tage kampen op og sikre, at den del af erhvervslivet, banker og kapitalfonde, som de næste år opnår store overskud, skal betale deres væsentlige andel af regningen fra hjælpepakkerne.

De hjælpepakker som for mange har sikret netop deres virksomheds overlevelse.

Nyeste: Idekamp