14 Aug 2018  

KBH: Let skyet, 20 °C

Slutspil – Vesten og resten

Blogs

Jan Øberg
Fredsforsker, direktør for transnational.org
Dr. i sociologi. Har arbejdet som fredsforsker i 40 år, dels som gæsteprofessor ved forskellige universiteter rundt i verden, dels som konfliktanalytiker, mægler og rådgiver i konfliktområder som alle dele af Jugoslavien, Somalia, Georgien, Burundi, Irak og Iran. Er medstifter af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 23. marts, 2018, 14:52:15

Slutspil – Vesten og resten

Vi er nogle få årtier inde i et slutspil. Et slutspil for Vestverdens lederskab. Vores væsentligste opgave burde være at administrere denne nedgang på en måde, der er fornuftig for både Vesten og resten.

Verdensbanken har netop udsendt en rapport om uddannelsen i Østen længst væk fra os – for dem er det jo et ret så nær Østen. Regionen har syv af de ti bedste uddannelsessystemer i verden, og ”bedste” betyder, at uddannelsessystemet når ud til flest muligt fra grundskolen og opad, satser på lighed, og giver de socialt mindre velstilledes børn en særlig chance.

Vesten under den ulykkelige amerikanske ledelse kører konfrontations-politik med alt og alle – Rusland, Mellemøsten, Kina, Nordkorea, Iran, indvandrere.

99,9 procent af Kinas børn går i skole. Hjemmets status påvirker ikke muligheden for at nå opad i systemet. Faktisk er det sådan, at børn fra lavstatus-hjem i både Vietnam og Kina klarer sig mindst ligeså godt i matematik og naturvidenskab som gennemsnitseleverne i OECD-landene.



Hvad angår Kina, handler det jo grundlæggende om, at Kinas BNP længe er vokset med omkring 10 procent per år, at landet allerede 2015 indfriede Millenniummålene og i dag hjælper andre til at gøre det samme. Og at Kina ikke bruger penge på krig i andre lande.

Og vigtigste af alt og aldrig før swt  i verdenshistorie: Kina har løftet ikke færre end 800 millioner ud af fattigdom siden 1978. 

Vestverden kunne siden 1945 med sin ledende stilling i verdenssamfundet have gjort noget lignende og afskaffet nød og elendighed og sult. I stedet har vi øget ulighederne i grotesk omfang.

 Ifølge Oxfam ejer otte mænd lige så megen rigdom som den fattigste halvdel af verdens befolkning, 3,6 milliarder. (Og naturligvis findes der også store indkomstforskelle i Kina – men at løfte de mindst priviligerede som hovedmål har aldrig været en prioritet i vestlige tænkning).

Ovenstående om uddannelse og indkomstforskelle er bare to af mange eksempler på skriften på væggen – skriften vi i Vest bliver de sidste til at læse og forstå: 

Verden forandres i et hæsblæsende tempo, andre tager lederskabet og – væsentligst – de følger ikke den generelle vestlige model for udvikling, sikkerhed, demokrati og slet ikke de vestlige individualistiske værdier parret med en udbyttende Nord-Syd-dynamik.

Vi er, med andre ord, inde i nogle få årtier af et slutspil. Et slutspil for Vestverdens lederskab. Vores væsentligste opgave burde være at administrere denne nedgang på en måde, der er fornuftig for både Vesten og resten. 

Men hvad gør vi? Jo, Vesten under den ulykkelige amerikanske ledelse kører konfrontationspolitik med alt og alle – Rusland, Mellemøsten, Kina, Nordkorea, Iran, indvandrere. Dybt nede i den kollektive underbevidsthed er man åbenbart klar over, at spillet er slut. 

Diplomati er på retur. Kundskab, uddannelse og dannelse er blevet meget mindre vigtig. Markedsføring og fake dominerer, og der er kun én homogeniseret sandhed. Et stærkt samfund tåler mangfoldighed.

Vestverden er begyndt at se sig selv som en, det er synd for, ikke mindst siden 9/11. Og vi taler derfor ikke om alle dem, der er ofre for vores politik.

Hér er ingen win-win eller samarbejde, ingen visioner om det bedre fremtidssamfund, der kan samle og skabe entusiasme. Populismen trives, fordi vi har ondt i demokratiet.  

Ideologierne er døde, højre er venstre og venstre er højre, og det hele er pragmatisk grød uden holdning eller nytænkning. Vi har sejret os ihjel, især siden den Første Kolde Krig blev afsluttet for snart 30 år siden.

Findes der nogen visioner? Ja, uden for Vesten.

Den vigtigste er de 60-70 lande, der deltager i det gigantiske projekt, som Kina under Xi Jinping har indbudt verden til at deltage i, Silkevejen og Bæltet. Det skal forbinde Kina, Afrika, Mellemøsten og dele af Europa – infrastruktur, handel, uddannelse, forskning og kultur under ét. Stort tænkt, indbydende, åbent. Ikke-militært.

Om Kina og Xi Jinping hører vi naturligvis bare, at det er udemokratisk, en trussel. Vesten magter ikke at forstå det. Se bare på mediedækningen af den netop afsluttede Folkekongres hvor man traf beslutninger af største betydning for Kinas fremtid. Og verdens.  

Nyeste: Idekamp

Nyeste: Kultur