04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

MeToo, MeOnly og nypuritanismens elendighed

Blogs

Jan Øberg
Fredsforsker, direktør for transnational.live
Dr. i sociologi. Har arbejdet som fredsforsker i 40 år, dels som gæsteprofessor ved forskellige universiteter rundt i verden, dels som konfliktanalytiker, mægler og rådgiver i konfliktområder som alle dele af Jugoslavien, Somalia, Georgien, Burundi, Irak og Iran. Er medstifter af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 21. oktober, 2020, 06:55:36

MeToo, MeOnly og nypuritanismens elendighed

Patriarkatet og dets sexisme forsvinder ikke ved at udstille den enkelte mands uacceptable adfærd – så lidt som terrorismen forsvinder ved at bekæmpe enkeltterrorister. Eller ved at give verdensligegyldig, navleblind identitetspolitik frit løb.

Sex har altid været noget, der kunne pirre lidt og sælge meget. MeToo ved alle, hvad er.

MeOnly vil jeg gerne introducere som betegnelse for den omsiggribende identitetspolitik, der fokuserer på visse individers skelsættende identiteter, selfie-journalistik, krænkethedsfølelser og er udtryk for mangel på solidaritet med den store verden.

Medieverdenen synes gennem-syret af sexisme indadtil og udadtil. Masser af hænder på dobbelt-moralens fede lår.

Begge kan bruges til at give det mediale massageapparat en omdrejning eller to til.

Mærkeligt nok er det public service DR.dk, der er gået forrest i begge henseender og formeligt vælter sig i unges deling af nøgenbilleder, popdronninger i læder og lak eller ingenting, endeløse beskrivelser af hænder på lår for år tilbage, serier som Mig og Min Fisse/Pik, en DR-vært der deler sine nøgenbilleder, film og musik der er ”intime”. Og hvem der kysser i Bagedysten.

DR’s nyhedsafdeling svigter i dén grad proportionssansen, folkeoplysningen og loven, DR skal følge. MeToo og det identitetspolitiske MeOnly sætter alt i skyggen. Og Folketinget sover.

Begge trends lokker husarerne til. Det kræver ingen journalistisk kunnen bare at lade et offer tale. Gerningsmanden ”udskammes” uden research af, hvad der skete før og efter krænkelsen.

Medier bliver den hadefulde folkedomstol. Sort og hvidt om skyld og uskyld, et fortærsket narrativ der som regel har lidt med virkeligheden at skaffe.

(Jeg tvivler ikke på, at bunker af mænd har opført sig som svin, misbrugt sin magt i mandlige magtstrukturer. Men jeg stiller spørgsmålstegn ved måden, de hér problemer behandles på). 

Medieverdenen gennemsyret af sexisme

Og mainstreammedierne selv? Sexisme handler om at (mis)bruge kvinder og deres krop. Er det ikke, hvad stribevis af redaktioner i årtier har gjort i valget af historier og især billeder? Og kvinderne dér selv har ladet sig misbruge til? 

Er det ikke de samme medier, der har svælget i Jørgen Leths lumre udgydelser om sit kolonialismeagtige knepperi med sin koks 17-årige sorte datter? 

Medieverdenen synes gennemsyret af sexisme indadtil og udadtil. Masser af hænder på dobbeltmoralens fede lår.

Eskapistiske flokdyr

Menneskeheden – herunder Danmark – står over for et hidtil uset sammenfald af problemer – miljøet, militarismen, fattigdommen, demokratiets udhuling, populisme og nationalisme, USA’s og NATO’s nedtur og nye kolde krige med Rusland og nu også Kina.

Læg dertil coronaen og dens psykologiske, politiske og økonomiske følgevirkninger.

Som eskapismens flokdyr synes politikken og medierne, at Morten Østergaards og Frank Jensens adfærd (hvor uacceptabel den vitterligt ser ud til at være) er det vigtigste, der sker under himlen.

Fra nypuritanisme til amoral

Forestil dig, at Østergaard, Jensen og alle de andre havde truffet beslutning om, at Danmark skulle i krig og bombe og dræbe uskyldige.

Det ville ikke have forårsaget et eneste journalistspørgsmål eller forsideartikel, bekendelse, grådkvalt pressekonference, partikrise eller afgang fra nogen post.

Nypuritanismen bliver amoral. 

Tænk på Bill Clinton, der begyndte ekspansionen af NATO helt op under Ruslands trusser og bombede Afghanistan, Sudan, Kroatien, Bosnien, Kosovo-Serbien og opretholdt sanktionerne mod Irak, efter at en halv million uskyldige civile var døde.


Men kravet om rigsretssag mod denne serieforbryder rejstes med Monica Lewinskys blowjob. 

Patriarkatet og dets sexisme forsvinder ikke ved at udstille den enkelte mands uacceptable adfærd – så lidt som terrorismen forsvinder ved at bekæmpe enkeltterrorister. Eller ved at give verdensligegyldig, navleblind identitetspolitik frit løb. 

Det er mediernes og politikkens magtstrukturer, hvori kvindeforagten er indlejret, der skal rives ned.

Elendighederne vil derfor desværre fortsætte trods – eller ligefrem med – MeToo og MeOnly.