22 Sep 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 17 °C

Fjollede militære tal dækker over virkeligheden: At Rusland ikke er en trussel.

Blogs

Jan Øberg
Fredsforsker, direktør for transnational.live
Dr. i sociologi. Har arbejdet som fredsforsker i 40 år, dels som gæsteprofessor ved forskellige universiteter rundt i verden, dels som konfliktanalytiker, mægler og rådgiver i konfliktområder som alle dele af Jugoslavien, Somalia, Georgien, Burundi, Irak og Iran. Er medstifter af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund
Blogindlæg af Jan Øberg

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 27. februar, 2019, 08:14:39

Fjollede militære tal dækker over virkeligheden: At Rusland ikke er en trussel.

Danskerne fik for nylig at høre, at Danmarks ”forsvars”-budget blev forøget med yderligere 4,5 milliarder kroner – og op på 1,5 procent af BNP. Det har ingen som helst sikkerhedseffekt, det er kun signalgivning: ”Se, vi gør skam noget”. Og glæder USA.

Hvis man skal bruge kun én målestok på et lands militære styrke, så er militærudgifterne (Milex/”forsvarsudgifterne”) den bedste. De viser, hvad regeringer er parate til at afsætte, og hvordan de prioriterer.

Et lands militære formåen skal ikke bindes til dets økonomiske op- eller nedgang. Når USA/NATO vil op på to procent af BNP, er det vrøvl.

Omregnet til faste dollarpriser er det let at sammenligne lande; og få véd, at Danmarks ligger på 662 dollars per indbygger, Ruslands på 450. Det er dog ikke en perfekt målestok, fordi lande putter lidt forskellige poster ind under ”forsvarsbudgettet”. 

For eksempel ligger USA’s officielle Milex på godt 700 milliarder dollars om året. Men det er Pentagon. Dertil kommer militærpensioner, udgifter til kvæstede soldater, der resten af livet skal have støtte, hjemlandssikkerhed, renteomkostninger. Det bliver snarere 1100 milliarder dollars.

Men målestokken bliver nu misbrugt i politik, presse og forskning.

Det sker, når man binder militærudgifterne til bruttonationalproduktet (BNP). Men det eneste kriterium burde være: Hvad er det for trusler, vi skal kunne gøre noget imod? Et lands militære formåen skal ikke bindes til dets økonomiske op- eller nedgang.

Når USA/NATO vil op på to procent af BNP, er det derfor noget vrøvl.

Men når grundkundskab og sund fornuft er smidt ud, og udenrigs- og sikkerhedspolitikkens intellektuelle niveau stort set er afrustet –  ja, så står markedsøkonomiens mekaniske ideologi til tjeneste for militarismens ulidelige banalitet.

Og sådan er det i NATO og Danmark.

Øger Danmarks militærudgifter

Danskerne fik for nylig at høre, at Danmarks ”forsvars”-budget blev forøget med yderligere 4,5 milliarder kroner – og op på 1,5 procent af BNP.

Det har ingen som helst sikkerhedseffekt, det er kun signalgivning: ”Se, vi gør skam noget”. Og glæder USA.

Hjort Frederiksen og co. fortæller hele tiden, at Rusland er en formidabel militærmagt og hele tiden pønser på slemme ting, men truslen er dog ikke så stor, at det er meningsløst at øge militærudgifterne. Og den er heller ikke så lille, så vi kan nedruste.

Det kaldes teorien om den tilpassede trussel; der skrues op uden hensyn til virkeligheden, når MIMAK – det Militær-Industrielle-Media-Akademiske Kompleks – vil have mere. 

Skatteydere betaler gerne disse fjollerier, føler at Rusland er en trussel. De hører jo aldrig andet.

Og hvordan står det så til i den virkelige verden langt væk fra den sikkerheds- og udenrigspolitiske boks, der ikke netop er en tænkeboks?



USA's militærudgifter (og der er 28 andre NATO-lande, hvis man sidder i Moskva) er 700-1100 milliarder dollars og voksende; Ruslands var 69 i 2016 og 55 i 2017 og faldende. 

Mediernes rolle

USA's Milex alene er altså omkring 13-20 gange større end Ruslands. Fortæller medierne dig dét? 

Nej, de labber det i sig, når NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at det da er godt nok, at Danmark giver lidt ekstra, men at ”ingen allierede kan læne sig tilbage, alle er nødt til at være på mærkerne…” (DR 1. februar).

Stoltenberg fortsætter med, at i 2024 vil der være 100 milliarder ekstra dollars i NATO's kasse. Alene forøgelsen i NATO's budget er altså dobbelt så stor som Ruslands hele budget.



Den amerikanske ambassadrice, Carla Sands, er naturligvis utilfreds og kræver skamløst, at Danmark spytter endnu mere og når to procent af BNP. Hvor enfoldigt fra et land, der – husk det nu – aldrig blander sig i andres indre anliggender.

USA/NATO's ekstreme paranoia og deraf flydende propagandamaskine – også om Ruslands langt mindre propagandamaskine – er en sikkerhedsrisiko for os alle.

I deres underbevidste véd de godt, at deres tid rinder ud.