16 Apr 2021  

KBH: Let skyet, 9 °C

NATO spiller russisk roulette

Blogs

Jacques Hersh
Dr.scient.pol, professor emeritus
Dr.scient.pol, professor emeritus i udviklingsstudier og internationale forhold. Har skrevet bøger om kulturrevolutionen i Kina, imperialismen og kapitalismens udviklingssystem
Blogindlæg af Jacques Hersh

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 23. juni, 2016, 07:47:42

NATO spiller russisk roulette

USA's hybris om at skabe en unipolar verden under amerikansk lederskab – med alt hvad dette projekt indebærer-- møder modstand fra især de to tidligere socialistiske fjender Rusland og Kina.

Når blikket falder på verdens generelle tilstand, kan man ikke nå anden konklusion, end at menneskeheden står midt i en truende udvikling. Ikke desto mindre synes både de ledende beslutningstagere og de oppositionelle kræfter immune overfor det barbari, som en atomkrig i Europa kunne udløse.

En krig i Europa er for alvorsfuld en beslutning til at være monopoliseret af politikerne og den ”dybe stat”. 

Lad det være sagt med det samme: Vi befinder os ikke i en ny kold krig, men i forstadierne til en  tredje verdenskrig. Ironien er, at denne trussel opstår 100 år efter Første Verdenskrig. Desuden minder den igangværende NATO-øvelse på Ruslands vestlige grænse om, at det er næsten på årsdagen for 75 år siden, at Tyskland begyndte sin aggressions-krig imod USSR.

Mens Første Verdenskrig var en interimperialistisk krig mellem lande med samme kapitalistiske socioøkonomiske system, var Anden Verdenskrig ikke alene en konfrontation mellem imperialistiske lande, men en krig mellem socialismen og kapitalismen som politiske og ideologiske konstruktioner. 

Set i dette lys var Den kolde Krig en fortsættelse af denne konflikt med USA og Sovjetunionen som hovedprotagonister.  Den nuværende konflikt mellem disse magter indeholder ikke en ideologisk eller systemisk dimension, men ligner mest af alt en geopolitisk konfrontation. 

USA's hybris om at skabe en unipolar verden under amerikansk lederskab – med alt hvad dette projekt indebærer-- møder modstand fra især de to tidligere socialistiske fjender Rusland og Kina. Ifølge amerikansk strategisk tænkning er Rusland, Kina, Nordkorea, Iran og terrorismen de største hindringer for projektet.

Under Den kolde Krig fungerede kommunikationen mellem Moskva og Washington som en forhindring mod misforståelser. Nu er kommunikationslinjen sat på lavt blus. 

Ikke nok med det, men amerikansk neokonservatisme og østeuropæisk russofobi, samt udviklingen af taktiske atomvåben bringer fareniveauet op på et højere plan. Ydermere har Rusland generobret sin status som verdensmagt, og partnerskabet med Beijing udgør en objektiv trussel imod USA's hegemoni. 

Skulle konflikten i Ukraine føre til en krig mellem NATO og Rusland, med eventuel anvendelse af taktiske nukleare våben og true Ruslands eksistens, besidder Moskva strategiske atomvåben, der kan nå selve USA's territorium.

Militære akademier i verden er velbekendte med Israels doktrin, stiltiende formuleret i den såkaldte ”Samson Option”. Det vil sige, hvis Israels eksistens anses for at være truet, vil landet anvende strategiske atomvåben. En militær tænkning som Nordkorea har implementeret.

Skulle NATO-landene nu bringe Ruslands eksistentielle interesser i fare, er det langt fra sikkert at Moskva ikke vil gøre brug af en lignende gengældelses strategi.  

I betragtning af situationens alvor, hvor EU driver økonomisk krigsførelse og NATO optrapper konflikten med Rusland, ville det være passende at kræve gennemførelse af en offentlig debat og en folkeafstemning om Vestens førte konfrontationspolitik. 

Omkring Første Verdenskrig advarede den franske statsmand Georges Clemenceau, at krig var for alvorlig til at blive overladt til generaler. Et hundrede år senere kan vi tilføje at en krig i Europa er for alvorsfuld en beslutning til at være monopoliseret af politikerne og den ”dybe stat”.

I dette lys forekommer fredskræfternes passivitet i Vesten mere end uforståelig. 

Nyeste blogindlæg