23 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 20 °C

Kuppet i Venezuela er ikke en undtagelse!

Blogs

Jacques Hersh
Dr.scient.pol, professor emeritus
Dr.scient.pol, professor emeritus i udviklingsstudier og internationale forhold. Har skrevet bøger om kulturrevolutionen i Kina, imperialismen og kapitalismens udviklingssystem
Blogindlæg af Jacques Hersh
ons. 29. maj - 2019
ons. 27. mar - 2019

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 12. februar, 2019, 10:31:30

Kuppet i Venezuela er ikke en undtagelse!

Præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har udtalt, at det ville være til gavn for USA’s olieindustri at få fat i Venezuelas olie. En udvikling som kunne bruges til at ”disciplinere” Kina!

Kuppet, som er under udvikling i Venezuela, fremkalder forskellige politiske reaktioner. Den dominerende fortælling, som medierne promoverer, er, at den venezuelanske opposition selvstændigt organiserede kupforsøget imod et ”diktatoriske regime”, der har bragt dette ressourcerige land i et selvskabt økonomisk og socialt kaos.

Koblingen af nej til Maduro og nej til USA's interventionisme er repræsentativt for ”fake” antiimperialisme.

Som konsekvens af denne tilgang forsvinder USA's historiske tendens, der siden Monroedoktrinen (1823) har betragtet Latinamerika som sin baggård. Den ideologiske overbygning for denne amerikanske interventionisme var opfattelsen af ”Manifest Destiny”. Ifølge denne var det USA’s karma at udbrede sig over hele den vestlige hemisfære. Som resultat af denne strategi fik landet en stor udvidelse af sit territorium.

USA bag 41 regimeskifte

I mere moderne tid har Washington fokuseret på destabiliseringen af venstreorienterede regeringer i Sydamerika. Som den canadiske kommentator Stephen Gowans skriver: ”Fra 1898 til 2004 har USA's regering været medvirkende til 41 succesfulde regimeskifte i Latinamerika, et gennemsnit på et for hvert to et halvt år.”

Uanset denne baggrund prøver medierne at give det indtryk, at USA er en passiv tilskuer i venezuelansk politik. Et godt eksempel på bagatelliseringen af landets rolle kunne læses i Information (2. februar), under overskriften ”USA kendte til Guaidós planer, men det betyder ikke, at de skabte ham”.

Artiklen fremmaner forestillingen om, at det kun er Maduro-regeringen, der har ansvar for miseren. Som man kunne læse i Arbejderen (5. februar) har den amerikanske journalist Max Blumenthal afdækket kupmagerens politiske profil. I mere end ti år har Guaidó haft tæt kontakt til Washington.

Desuden ved vi, at USA har ført økonomisk krig imod Venezuela, og at olieprisen blev manipuleret nedad i samarbejde med Saudi-Arabien. Formålet var at sabotere både Ruslands og Venezuelas økonomier.

Samtidig med sin proklamation som præsident har kuppets frontfigur erklæret, at han agter at privatisere olieindustrien og at søge lån fra den Internationale Valutafond. Præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har udtalt, at det ville være til gavn for USA’s olieindustri at få fat i Venezuelas olie. En udvikling som kunne bruges til at ”disciplinere” Kina!

Et andet standpunkt til kuppet i Caracas er kommet til udtryk hos vestlige moderate venstreorienterede kræfter, der bygger på en speciel ”politisk korrekt” vurdering.

Bernie Sanders dæmoniserer Maduro

Tilgangen er blevet promoveret i USA af Bernie Sanders. Den går ud på at dæmonisere Maduro og give hans regering skylden for landets tilstand for først bagefter at advare mod en intervention. Denne tilgang overser den økonomiske krigsførelse, som USA har implementeret ikke alene i Venezuela, men imod store dele af verden.

Koblingen af nej til Maduro og nej til USA's interventionisme er repræsentativt for ”fake” antiimperialisme. De to problemstillinger kan nemlig ikke sidestilles. Antiimperialismens primære princip er at differentiere mellem imperialisme og dets ofre. Uanset ens mening om Maduro eller hans politik, er det ikke Venezuela, der intervenerer i USA’s interne forhold, men omvendt!

Ydermere, har John Bolton udråbt Venezuela, Cuba og Nicaragua som ”Tyranniets Trojka” og antydet, at når problemet med Venezuela er løst, ville det blive de to andre landes tur til at få ”regimeskifte”. I denne forbindelse skal det huskes, at USA’s aktivistiske politik er global. Var det ikke Præsident George Bush, der i FN i 2002 udnævnte Nordkorea, Irak og Iran til at være ”Ondskabens Akse”!

Samtidig betragter USA nu Rusland og Kina som  hovedfjende!