24 Jul 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 18 °C

Fortolkningen af moderne militarisme

Blogs

Jacques Hersh
Dr.scient.pol, professor emeritus
Dr.scient.pol, professor emeritus i udviklingsstudier og internationale forhold. Har skrevet bøger om kulturrevolutionen i Kina, imperialismen og kapitalismens udviklingssystem
Blogindlæg af Jacques Hersh
ons. 29. maj - 2019
ons. 27. mar - 2019

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 16. oktober, 2018, 07:58:59

Fortolkningen af moderne militarisme

Truslen om en atomkrig er større end under den Kolde Krig. Det må ikke glemmes, at 50-80 millioner mennesker mistede livet under Anden Verdenskrig! Under disse omstændigheder er det en gåde, at antimilitarisme ikke spiller en aktiv rolle i progressiv politik.

En iboende svaghed i venstrefløjens fortolkning af den, krise som global kapitalisme gennemgår, er forbundet med dens manglende historiske/politiske hukommelse. Naturligvis spiller den herskende ideologiske diskurs og institutionelle kontrol over forståelsen af fortiden og nutiden en vigtig rolle.

Med udgangs-punkt i NATO’s aggressive hensigter skulle man tro, at agitation imod militarisme kunne vinde genklang hos en del af befolkning.

Afgørende for den politiske kamp i de ”overudviklede” kapitalistiske samfund er: Hvad kan vi lære af fortiden? Sådanne refleksioner kommer til at trænge sig mere og mere på, hvis vi ønsker en anden fremtid end den, den herskende elite forestiller sig.

I denne sammenhæng, er det lærerigt at sammenligne sidste århundredes Store Depression med den store recession vi gennemlever i dette endnu unge millennium.

Fremtidige historikere vil sandsynligvis blive overrasket over de fælles træk og forskelle mellem de to periodes politiske og økonomiske situationer samt løsningsmodeller. Denne overraskelse vil i så fald skyldes, at læren fra 1930’ernes kapitalistiske krise blev forplumret.

I den forbindelse, tilskrives den såkaldt keynesianske revolution (det socialdemokratiske paradigme) alt for stor betydning i dens restituering af den daværende kriseramte kapitalisme.

Naturligvis fik statens indgriben i den nationale økonomis trivsel betydning for løsningen af arbejdsløsheden. Regeringers iværksættelser af store infrastrukturelle projekter samt velfærdsstatens sociale sektor fik positive resultater i forbedringen af befolkningers vilkår.

Mens de liberale demokratiers kriseløsning forgik på grundlag af civil keynesianisme, anvendte de fascistiske regimer en statslig socioøkonomisk strategi, som byggede på militær keynesiasnisme og aggressiv ultranationalisme.

Det er i denne forbindelse ikke uinteressant at påpege, at Tyskland i sin tid fik større held i løsningen af krisen end de liberale demokratier.

Først efter Anden Verdenskrig kunne det socialdemokratiske projekt vise sin styrke. Genopbygningen af de kapitalistiske landes økonomier krævede statens direkte interventionisme.

Med andre ord blev kapitalismens store krise løst gennem krig og genopbygningen af disse landes økonomier med amerikansk Marshall-hjælp.

Ikke alene skabte USA en international struktur, som skulle tjene landets interesser i verden, men også internt blev militarismen institutionaliseret som økonomisk og politisk magtfaktor.

I 1961 advarede Præsident Dwight Eisenhower den amerikanske befolkning imod ”Det Militære Industrielle Kompleks”.

Ikke alene er USA's militarisme en trussel imod det amerikanske demokrati, men også et vigtigt element i landets hegemoniske ambitioner.

Selv om NATO i sin tid blev oprettet som værn imod Sovjetunionens påståede aggressive planer om at erobre Vesteuropa, blev den vestlige militære organisation ikke opløst efter USSR’s fald.

Tværtimod har alliancen nu fået ”opgaver” i andre dele af verden udover at inddæmme og opsplitte lande som Rusland og Kina.

Truslen om en atomkrig er nu større end under den Kolde Krig. Samtidig må det ikke glemmes, at mellem 50 til 80 millioner mennesker mistede livet under Anden Verdenskrig! Under disse omstændigheder er det en gåde, at antimilitarisme ikke spiller en aktiv rolle i progressiv politik. 

Med udgangspunkt i NATO’s aggressive hensigter og omkostninger skulle man tro, at agitation imod militarisme kunne vinde genklang hos en del af befolkning.

Med al respekt for deres arbejde forekommer kampen imod EU af mindre vigtighed end antikrigs agitation. Forudsætningen for en sådan politisk omlægning er en bedre forståelse af militarismens væsen og karakter.      

Nyeste blogindlæg