21 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 11 °C

Den eurocentriske verdensorden udfordres!

Blogs

Jacques Hersh
Dr.scient.pol, professor emeritus
Dr.scient.pol, professor emeritus i udviklingsstudier og internationale forhold. Har skrevet bøger om kulturrevolutionen i Kina, imperialismen og kapitalismens udviklingssystem
Blogindlæg af Jacques Hersh
ons. 29. maj - 2019
ons. 27. mar - 2019

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 14. august, 2019, 08:16:51

Den eurocentriske verdensorden udfordres!

Misforståelsen af USA's unipolaritet på den ene side og Ruslands og Kinas multipolaritet på den anden har været med til at skabe russofobi i vesten og en begyndende ideologisk offensiv imod “den gule fare”.

Verdens befinder sig i disse år i en rivende geopolitisk og geo-økonomisk udvikling. Til trods for det har de fleste iagttagere endnu ikke inddraget denne historiske proces i deres forståelsesramme. Denne kritik gælder ikke kun for den system-tro intelligentsia, men gælder også for politiske aktører.

Den politiske tvedeling af verden er blevet til et dilemma for venstre-fløjen, som prioriterer demokrati og identitetspolitik over princippet om nationernes suverænitet. 

Denne vurdering kan desuden anvendes om de fleste moderne proto-socialistiske bevægelser. Selv en del marxister har problemer i fortolkningen af de globale tendenser – især siden Sovjetunionens sammenbrud og Kinas implementering af kapitalistiske markedsmekanismer.

Imidlertid indebærer forståelsen af den globale udvikling ikke alene kendskab til den udfordring, som forvandlede det postkommunistiske Rusland fra en “sammenbrudsstat” under Boris Jeltsin til landets genopståen som stormagt eller Kinas overgang fra en revolutionær fase under Mao til en postrevolutionær stat og økonomisk supermagt.

Samtidig med disse to landes tiltagende rolle på den internationale scene begyndte USA's globale hegemoni at vakle. Mens de to tidligere kommunistiske lande var i færd med at finde en balance mellem deres svaghed og deres overlevelsesstrategier, var den amerikanske neokonservatismes diskurs og politiske praksis kommet til magten i Washington med en tiltro på absolut overhøjhed.

Som ideologisk strømning fremstod neokonservatismen i kølvandet på afslutningen af Den Kolde Krig mellem USSR og USA, men fik sin strategiske storhedstid efter terrorangrebet på World Trade Center i september 2001.

USA’s hegemoni

Ifølge neokonservatismen skulle den amerikanske hovedstrategi skabe en global geopolitisk struktur og kultur, der kunne forhindre enhver potentiel trussel imod USA's hegemoni. 

Med andre ord, ifølge denne tankegang burde verden underordne sig Amerikas “full spectrum dominance”. Modstandere af denne verdensorden skulle bekæmpes militært eller gennem “farverevolutioner” med henblik på regimeskifte.

Som om dette ikke var nok, begyndte neokonservative og liberale interventionistiske tænketanke at promovere den geopolitiske opfattelse, at både Rusland og Kina – hver for sig – kunne udgøre en potentiel forhindring til USA's overherredømme. Opsplitningen af begge statsformationer begyndte at blive diskuteret for åbent tæppe. (Se Zbiegniew Brzezinski: “The Grand Chessboard—American Primacy and its Geostrategic Imperative”).

Wakeupcall for Moskva og Beijing

Overfor den globale aktivistiske amerikanske strategi begyndte en geopolitisk modstand at tage form. Opsplitningen af Jugoslavien og NATO’s krig imod Serbien var et wakeupcall for både Moskva og Beijing. 

De talrige amerikanske militære/politiske interventioner i hele verden blev siden indkapslet i en ideologisk overbygning, som fremhævede demokratisk “governance” på bekostning af national suverænitet. 

Objektivt betragtet var USA’s forsøg på at skabe en unipolær verdensorden i dette århundrede en krænkelse af de principper/idealer, som havde været grundlag for dannelsen og samkvem af det europæiske interstatslige system.

Med det Westfalskes-suverænitetsprincip (1648), som blev fundamentet for folkeretten, fik enhver stat eneret til administrationen af sit territorium. Selv om traktaten viste sig ude af stand til at forhindre inter-imperialistiske konflikter (koloniale erobringer og to verdenskrige), blev spørgsmålet om suverænitet en inspirationskilde til FN’s charter.

Under disse forhold er det paradoksalt, at det er Rusland og Kina samt andre autoritære magter, som nu forsvarer principperne om suverænitet, mens det amerikanske demokratis interventionisme skaber krig og kaos på verdensplan.

Venstrefløjens dilemma

Denne politiske tvedeling af verden er blevet til et dilemma for venstrefløjen, som prioriterer demokrati og identitetspolitik over princippet om nationernes suverænitet. 

Resultatet er, at dette ideologiske valg medfører en objektiv støtte til USA’s geopolitiske projekt.

Misforståelsen af USA's unipolaritet på den ene side og Ruslands og Kinas multipolaritet på den anden har været med til at skabe russofobi i vesten og en begyndende ideologisk offensiv imod “den gule fare”. 

I denne forbindelse er det ikke uinteressant at gøre opmærksom på et standpunkt, som Marx og Engels, hver for sig, gav udtryk for. De mente, at de store kapitalistiske magters bestræbelser på at få indført kapitalismen i Kina ville underminere selveste kapitalismen. 

Den nuværende handelskrig mellem USA og Kina, som risikerer at true verdensøkonomien, ville sandsynligvis ikke have overrasket kommunismens fædre!

En sidste bemærkning, som fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng, er, at for første gang risikerer “eurocentrismen” at blive udfordret af nye tendenser og kræfter. 

Allerede under Algeriets frihedskamp advarede Frantz Fanon den tredje verden imod at blive en kopi af Europa/USA. Nu kommer klimaforandring desuden til og gør krav på skabelsen af en alternativ samfundsmodel.