25 Sep 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 8 °C

Amerikansk storhedsvanvid og krigstrussel

Blogs

Jacques Hersh
Dr.scient.pol, professor emeritus
Dr.scient.pol, professor emeritus i udviklingsstudier og internationale forhold. Har skrevet bøger om kulturrevolutionen i Kina, imperialismen og kapitalismens udviklingssystem
Blogindlæg af Jacques Hersh

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 07. marts, 2018, 12:20:17

Amerikansk storhedsvanvid og krigstrussel

De konflikter, som har fundet sted i det nye århundrede, er vidnesbyrd om nykonservatismens hybris, der byggede på et amerikansk storhedsvanvid. Resultatet har været talrige krige – især i den muslimske verden.

Fremtidige historikere vil sandsynligvis være uenige i deres fortolkning af den periode, som verden i øjeblikket gennemlever.

Selvom bekymringerne om en ny kold krig eller en 3. Verdenskrig ikke synes at optage venstrefløjen, er spørgsmålet politisk afgørende.

Modsat forudsigelserne om historiens afslutning, promoveret af nykonservatisme i kølvandet på det sovjetiske eksperiments nedsmeltning, er historien gået af lave! Forestillingen om en verdensorden under det amerikanske hegemoni er en udfordring for mange, især for ikke-vestlige stater.

Modstand mod en unipolær verden

De konflikter, som har fundet sted i det nye århundrede, er vidnesbyrd om nykonservatismens hybris, der byggede på et amerikansk storhedsvanvid. Resultatet har været talrige krige – især i den muslimske verden. Men, mens Europa accepterede USA's strategiske målsætning, opstod der en geopolitisk modstand i Østen imod projektet om en unipolær verden.

Det er hovedsageligt de mest dogmatiske tilhængere af et amerikansk overherredømme, som ikke kan forholde sig til forestillingen af en alternativ multipolær struktur. En arkitektur, som nødvendigvis vil mindske Vestens historiske dominans over ”resten”.

Modstanden til unipolaritet udspiller sig først og fremmest i det eurasiatiske rum. Under Den kolde Krig kunne USA drage geopolitiske fordele af den sino-sovjetiske strid ved at spille ”det kinesiske kort” og bidrage til Ruslands svækkelse. Nu er det USA’s internationale politik omkring i verden samt dets tiltagende fjendskab over for både Rusland og Kina, der bidrager til en stiltiende strategisk alliance mellem disse to nationer.

Splittelsen i USA

Den amerikanske nykonservatismes arrogance udfolder sig i strid med den traditionelle vestlige forståelse af ”realpolitik”. Dens grundlæggende antagelse er, at lande, der bestræber sig på at opretholde deres selvstændighed (især Rusland og Kina), ikke må have nationale interesser.

Internt gennemgår USA en politisk udvikling, som reducerer dette systems ideologiske appel. Splittelsen mellem det Demokratiske Parti og den republikanske præsident Donald Trump har tydeliggjort, hvor den reelle magt er at finde. Som den amerikanske politiker Ron Paul udtrykker det, er de virkelige magthavere i USA ikke præsidenterne, men de mennesker i ”dyb-statens” institutioner, der kontrollerer pengesystemet og udenrigspolitikken med forbindelser til medierne og det militærindustrielle kompleks.

Hvad angår USA's hegemoni i verden, mener Ron Paul, at Pentagon anvender milliarder af dollars i opretholdelsen af 1000 militærbaser i hvert hjørne af planeten, mens Rusland opretholder en håndfuld militære baser udenfor dets nationale grænser.

Rusland og Kina er hovedfjenden

I et Pentagon-dokument for nylig udpegedes Kina og Rusland som USA's hovedkonkurrenter. Men også mindre nationer som Iran og Nordkorea betragtes som trusler. Til gengæld anses nu terrorisme og jihadisme som mindre truende. Samtidig er det blevet annonceret, at en del af USA's strategiske kernevåben-arsenal vil blive moderniseret som taktisk våben.

Hysteriet omkring 13 russeres aktiviteter på de sociale medier omkring Trumps valgsejr har domineret medierne og den politiske debat i USA. De beskyldninger, der ikke blev tilskrevet Kreml, giver alligevel anledning til mere russofobi.

I denne sammenhæng glemmes bekvemt, at siden Anden Verdenskrigs afslutning har USA blandet sig, direkte og indirekte, ikke mindre end 81 gange i andre landes indre forhold. I Rusland spillede USA en stor rolle i den politiske proces, som bragte Boris Jeltsin til magten. Nu er turen kommet til Venezuela!

Selvom bekymringerne om en ny kold krig eller en 3. Verdenskrig ikke synes at optage venstrefløjen, er spørgsmålet politisk afgørende.

Nyeste blogindlæg

Nyeste: Idekamp

Nyeste: Kultur

14. sep. 2018 - 19:05
13. sep. 2018 - 14:20
10. sep. 2018 - 15:30
30. aug. 2018 - 07:00
29. aug. 2018 - 07:08