10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

USA vil øve krig i Europa

Blogs

Jørgen Petersen
Formand for Kommunistisk Parti
Formand for Kommunistisk Parti og medlem af partiets landsledelse.
Blogindlæg af Jørgen Petersen
tir. 19. nov - 2019
tir. 03. sep - 2019
man. 13. maj - 2019
ons. 27. feb - 2019
ons. 21. nov - 2018

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 19. november, 2019, 07:58:44

USA vil øve krig i Europa

Næste år vil USA gennemføre den største militærøvelse i Europa i 25 år. Også Danmark vil være med.

Den 3. december afholdes der NATO-topmøde i London. Op til mødet har USA sat tommelskruer på sine europæiske allierede med krav om, at alle senest i 2024 bruger to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på oprustning og krig.

USA spiller med sine militære muskler i Europa endnu engang.

Præsident Trump har sendt ministre og diplomater på rundtur – ikke mindst til de 13 ud af NATO's 28 medlemslande, som endnu ikke har fremlagt en samlet plan for at leve op til USA's krav, heriblandt Danmark.

Ifølge en helt ny rapport fra Watson Institute for International and Public Affairs ved Brown Universitetet har USA's krige siden 11. september 2001 kostet de amerikanske skatteydere 6400 milliarder dollars og betydet, at mellem 770.000 og 801.000 mennesker er blevet dræbt.

Også Danmark og de øvrige NATO-lande har brugt milliarder på disse røverkrige, der på ingen måde har gjort kloden til et mere sikkert eller demokratisk sted. Tværtimod.

På knæ overfor USA

De danske NATO-partier er på knæ overfor USA, og ingen af dem overvejer et udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk sporskifte. De vil have mere af alt det, der ikke virker efter de erklærede målsætninger. 

Først og fremmest frygter de, at USA opgiver sin rolle som leder af den vestlige verden. Men de er også enige om, at EU skal have egen hær og krigsindustri.

Igennem en årrække har et næsten enigt Folketing velvilligt øget krigsbudgetterne med indkøb af alt fra nye jagerfly til lytteudstyr, der skal bruges i jagten på russiske ubåde.

Det seneste forsvarsforlig betød nye milliardbevillinger til militæret, som er fulgt op af endnu flere våbenkøb og løfte om flere soldater til udstationering i udlandet, senest i Mali.

Trusler fra Trump

Trumps trusler mod NATO-landene spænder vidt. Han har for eksempel antydet, at USA ikke vil efterleve den såkaldte musketered i NATO, og at han vil trække de amerikanske soldater hjem fra deres baser i Tyskland.

Samtidigt har Trump krævet af NATO-landene i Europa, at ikke mindst Tyskland betaler næsten hele prisen for de sanktioner mod Rusland, som er en konsekvens af det globale trusselsbillede, USA står i spidsen for at tegne.

Senest førte det til et langvarigt pres fra USA mod blandt andet Danmark for at sabotere Nord Stream 2, den nye russiske gasledning til Tyskland. USA ønsker at kunne kontrollere energiforsyningen til Europa, og at det er USA og ikke Rusland, der skal levere olie og gas til EU.

Ruslands samlede militærudgifter er kun en brøkdel af USA's. Rusland sænkede sine militærudgifter fra 2016-18 med ikke mindre end 20 procent, og Putin har erklæret, at det vil fortsætte de kommende år.

De amerikanske militærudgifter var i 2018 600 milliarder dollars, Ruslands 69 milliarder dollars.

Men USA vil have mere. De stadigt stigende udgifter til oprustning og krig sikrer milliardordrer til den amerikanske krigsindustri og USA's fortsatte dominans over NATO-landene i Europa.

Det bliver stadig mere vigtigt for USA at udnytte sin position som verdens stærkeste militærmagt, i takt med at landet snart overhales af Kina i økonomisk styrke.

Med de store EU-lande som drivkraften har Europas historiske kolonimagter sat kurs mod både en europahær og udvikling af en europæisk krigsindustri, som kan give den europæiske storkapital militære redskaber uafhængige fra USA, ikke mindst i forhold til det nordlige Afrika, som EU opfatter som sin baggård.

Historisk stor krigsøvelse i Europa

Det er i denne ramme, at man skal se den store militærøvelse, USA vil gennemføre i Europa næste år.

Ikke mindre end 37.000 soldater forventes at deltage i øvelsen, som vil strække sig fra februar til august måned. Den vil involvere 18 lande herunder Danmark. 

Under øvelsen vil man overføre 20.000 soldater fra USA til 10 lande i Europa. Ifølge USA's egne oplysninger vil de amerikanske soldater medbringe 13.000 stykker militært isenkram. USA spiller med sine militære muskler i Europa endnu engang.

Med denne øvelse vil man blandt andet indøve flytning af store troppestyrker og materiel rundt på det europæiske kontinent. Samlet set bliver det den største militærøvelse i Europa siden Den Kolde Krig, og det siger ikke så lidt. 

For kort tid siden kaldte den franske præsident Macron NATO for "hjernedød" på grund af præsident Trumps manglende opbakning til og koordinering med de europæiske NATO-lande.

Macrons løsning er, at EU selv opruster. Men den amerikanske krigsøvelse i Europa understreger, at USA på ingen måde har planlagt at slippe sit jerngreb over EU. Det er hverken i danskernes eller de øvrige europæiske folks interesse.

Nyeste blogindlæg