20 Oct 2019  

KBH: Overskyet, lette byger, 12 °C

Truslerne mod brexit

Blogs

Jørgen Petersen
Formand for Kommunistisk Parti
Formand for Kommunistisk Parti og medlem af partiets landsledelse.
Blogindlæg af Jørgen Petersen
tir. 03. sep - 2019
man. 13. maj - 2019
ons. 27. feb - 2019
ons. 21. nov - 2018

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 27. februar, 2019, 07:54:08

Truslerne mod brexit

Den 29. marts skal Storbritannien træde ud af EU. EU-tilhængerne i landet bliver mere og mere desperate, jo nærmere udmeldelsen kommer. Luften er tyk af trusler og parlamentarisk kaos.

Den aftale, den britiske premierminister May har forhandlet med EU, gav May og hendes regering det største nederlag i nyere tid. Aftalen sikrer ikke det brud med EU, som et flertal af befolkningen stemte for.

Der er en vifte af alternativer til medlemskabet af EU. 

EU-toppen optræder som altid hånligt og arrogant. Men dens position er i virkeligheden langt svagere, end man giver indtryk af. Modstanden mod EU vokser. Magthaverne frygter, at brexit vil give andre befolkninger blod på tanden. Utilfredsheden ulmer og bryder ud i lys lue, senest i Frankrig, Italien, Tyskland, Polen og Grækenland. 

Samtidigt med at May afsluttede forhandlingerne med EU-toppen om grundlaget for brexit, talte Merkel i EU-parlamentet for mere union og for en EU-hær. Og Macron har ved flere lejligheder udtrykt sig endnu skarpere. De danske EU-tilhængere har lagt sig i slipstrømmen af EU's stormagter. De lægger distance til Trump og puster et fjendebillede op omkring Rusland for at retfærdiggøre deres støtte til blandt andet EU-hæren.

Parlamentarisk spil

Labour og dets formand Corbyn har ikke selv leveret varen. I stedet for at kæmpe for at sikre det brexit, folket stemte for, har Labour rettet kanonerne mod May for at vælte hende og udskrive nyvalg. Det har ikke svækket May, men tvunget det konservative parti til sammenhold for at undgå et valg, det formodentligt ville tabe.

Corbyns og Labours taktik understreger også, at partiet ikke er drevet af den utilfredshed, utryghed og voksende desperation, som ligger dybt i den britiske arbejderklasse, hvor et flertal stemte for brexit, fordi arbejderklassen mere end nogen andre har betalt regningen for 40 års medlemskab af EU.

Det er ellers en kendsgerning, at den økonomiske plan, Labour har fremlagt, om blandt andet omfattende nationaliseringer og forbedringer af den kollektive velfærd kun kan realiseres ved, at Storbritannien træder ud af EU.

For befolkningen i Storbritannien gælder det, at kampen for brexit må fortsætte helt frem til den 29. marts. De etablerede partier er mere fokuserede på at mele deres egen kage og sikre sig mulige taktiske fordele i det parlamentariske spil end på at sikre det brexit, folkets flertal stemte for. Den sidste intense skræmmekampagne kører på fuld styrke, og det vil den gøre, helt frem til sagen er afgjort.

Flere alternativer

Mays elendige aftale giver ikke befolkningen i Storbritannien selvbestemmelsesretten tilbage. Denne aftale vil aldrig kunne danne afsæt for en dansk udtræden fra EU. Det er også værd at påpege, at et hård brexit langtfra er det eneste alternativ for Storbritannien. Som altid er der stor forskel på magthavernes propaganda og sandheden.

Både i Storbritannien og i Danmark fortier EU-tilhængerne, at der er en vifte af alternativer til medlemskabet af EU. For et par uger siden indbød den islandske udenrigsminister Storbritannien til at melde sig ind i EFTA. I EFTA kan medlemslandene vælge at følge Schweiz' eksempel og alene samarbejde med EU-landene gennem mellemstatslige aftaler, hvor EU-domstolen ingen magt har.