12 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 7 °C

Demokrati er ikke et sundhedsproblem

Blogs

Inge Jensen Pedersen
Formand FOA Aarhus
Blogindlæg af Inge Jensen Pedersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 04. marts, 2019, 10:28:53

Demokrati er ikke et sundhedsproblem

Regeringens sundhedsudspil er underfinansieret demokratisk og økonomisk. Det lægger op til topstyring og en vi-alene-vide-kultur. Pengene skal findes gennem besparelser.

Når man ser regeringens sundhedsudspil, så skulle man tro, at sundhedsvæsnets helt store problem er for meget demokrati. Men sundhedsvæsnet halter ikke, fordi befolkningen har – en i øvrigt alt for lille – indflydelse på, hvad der foregår. Hovedproblemet er for få ressourcer, og mange års besparelser har gjort problemet større og større.

Hele systemet er designet til at gennemtvinge en regerings prioriteringer indenfor sundhedsvæsnet.

Alligevel har regeringens sundhedsudspil mere fokus på beslutningsstrukturer end på ressourcer. Regeringen vil afskaffe de valgte regionsråd og erstatte dem med en statslig og fem regionale driftsenheder, hvis bestyrelser er udpeget af regeringen. Udspillet vil også oprette 21 lokale sundhedsfælleskaber, men de vil være uden beslutningskompetence, og deres politiske overbygning vil bestå af kommunalpolitikere, der altså i denne sammenhæng vil være indirekte valgt.

Topstyring

Hele systemet er designet til at gennemtvinge en regerings prioriteringer indenfor sundhedsvæsnet og sikre, at ansattes og patienters erfaringer ikke forstyrrer prioriteringerne. Sundhedsudspillet lægger simpelthen op til topstyring og en vi-alene-vide-kultur.

Her i Region Midtjylland har vi ellers friske erfaringer for, at det demokratiske element i regionerne kan skabe positive forandringer. Ved sidste regionsrådsvalg opstillede ansatte i psykiatrien Psykiatrilisten, hvis formål var at skaffe flere ressourcer til området, hvilket faktisk til en vis grad lykkedes. Hvis regionerne havde en selvstændig økonomi og kunne udskrive skatter ligesom kommunerne, så ville indsatsen sandsynligvis have givet et endnu bedre resultat. Så psykiatriens problem har ikke været for meget, men for lidt lokalt demokrati.

Hvem skal nu betale?

Mens regeringens sundhedsudspil er ret konkret og detaljeret, når det handler om beslutningsstrukturer, så er det mere upræcist og kortfattet, når det gælder om at besvare spørgsmålet: Hvor skal pengene komme fra?

Der er fine ord om at udbygge det nære sundhedsvæsen, som skal løse flere opgaver, men det står bestemt ikke lysende klart, hvor finansieringen skal komme fra. Tværtimod står det helt klart, at besparelsen på regionsrådene i hvert fald slet ikke kan betale udbygningen.   

Og regeringen har lagt stramme økonomiske rammer om kommunerne, så kommunalpolitikerne har vel grundlæggende set to muligheder, når det nære sundhedsvæsen skal leve op til centralt fastsatte krav om at løse opgaver, som mangler finansiering. Enten skal de tage pengene fra andre områder som for eksempel børn og unge, eller også bliver opgaverne løst utilstrækkeligt.

Lokalt demokrati er ikke et sundhedsproblem. Men manglen på demokrati kan hurtigt blive det.

Nyeste blogindlæg