25 Feb 2021  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Udligningsreformen og kommune- og regionsaftale 2021

Blogs

Henrik Herløv Lund
Økonom, cand.scient.adm.
Uddannet som økonom (cand.scient.adm.) fra Roskilde Universitet og har blandt andet undervist i økonomi ved Danmarks Forvaltningshøjskole. Var medlem af Den Alternative Velfærdskommission 2004-2009. Skriver også for Kritisk Debat, Modkraft.dk, Politiken og Information.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 22. august, 2020, 07:00:35

Udligningsreformen og kommune- og regionsaftale 2021

Overordnet set holder velfærden lige skindet på næsen – men der er stadig langt til en fuld genopretning. Kommuneaftalen for 2021 kommer bedst ud af et eftersyn i sømmene.

Den 5. maj 2020 indgik S-regeringen aftale med Venstre om en udligningsreform – en aftale som efterfølgende Radikale, SF og Alternativet tilsluttede sig.

Regionsaftalen opfylder det umiddelbare demografiske træk, hvorved standarden i sygehusvæsenet bevares, men aftalen opfylder ikke målet om et løft herudover.

Den 29. maj 2020 fulgte aftale mellem S-regeringen og henholdsvis Danske Regioner respektive Kommunernes Landsforening om økonomien for 2021 i henholdsvis regioner og kommuner.

I "Forståelsespapiret" fra juni 2019 med Radikale, SF og Enhedslisten, som danner grundlag for S-regeringen, lovede denne vedrørende velfærden, at "pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre, og der skal sikres et løft af velfærden ud over det demografiske træk".

Men sikredes dette med udligningsreformen samt økonomiaftalerne for 2021 med kommuner og regioner?

Det demografiske træk

Det er indledningsvis vigtigt at være opmærksom på, at demografisk træk kan forstås på to måder: Der er det umiddelbare demografiske træk, hvor ressourcerne til velfærden direkte følger befolkningens antal og sammensætning, således at der fastholdes en uændret standard.

Og der det fulde demografiske træk, hvor ressourcerne til velfærden følger befolkningens velstandsudvikling (= den reale BNP-vækst), således at der også er midler til udvikling af velfærden i form af ny eller bedre service, ny/bedre teknologi og materialer (for eksempel ny medicin) og bedre kvalitet.

Vedrørende udligningsreformen må det på den ene side anerkendes som positivt, at der for det første hermed sker en øget regional udligning, idet landkommuner, mellemkommuner og yderkommuner samlet får 2,6 milliarder kroner mere årligt og dermed sikres en bedre finansiering af velfærden.

Det må endvidere for det andet – og navnlig – anerkendes som positivt, at aftalen om nyt udligningssystem varigt øger det statslige bidrag til udligningssystemet med netto to milliarder kroner i nye penge. 

Udligningsreform løfter ikke velfærd

Det må til gengæld på den anden side for det første betegnes som problematisk i reformen, at i den endelig aftale er hele 24 (by)kommuner nettobidragsydere. Det betyder, at en lang række ikke-rige kommuner mister penge på reformen og dermed risikerer at måtte spare på velfærden efter reformen.  

Og det er for det andet kritisabelt, at der sker en halvering af udlændingeudligningen fra omkring fem milliarder kroner til 2,6 milliarder kroner på bekostning af en række kommuner i hovedstadsområdet og navnlig på Vestegnen, som har store udgifter hertil, og som langt fra alle er velstående.

Hertil kommer endelig for det tredje det helt afgørende spørgsmål om, hvorvidt flertallet af kommunerne rent faktisk kan anvende de flere penge? Den store mangel ved reformen er nemlig, at midlerne til kommunal velfærd ikke øges i landet som helhed, fordi statens serviceramme for kommunerne under et ikke blev hævet i forbindelse med reformen. De fleste af de flere penge vil derfor blive liggende i kommunekasserne.

Overordnet set bidrager udligningsreformen således nok til bedre finansiering af en række kommuner, men opfylder i sig selv ikke målsætningen om at løfte velfærden generelt set.

Regionsaftalen – et reelt nettoløft af driftsramme

Også regionsaftalen for 2021 må kritiseres, hvad angår velfærdsløftet. Det må ganske vist på den ene side for det første anerkendes som positivt i aftalen, at regeringen hermed og helt dækker regionernes ekstraudgifter i forbindelse med corona-epidemien, og for det andet at aftalen indeholder et reelt nettoløft af den regionale driftsramme på 1,2 milliarder kroner.

For det tredje må det også anerkendes som en forbedring af den regionale velfærd, at der med finanslovsaftalen for 2020 gives et yderligere løft hertil på 1,1 milliarder kroner i 2021 fortrinsvis til minimumsnormeringer samt flere folkeskolelærere.

Det må til gengæld på den anden side for det første kritiseres, at løftet af servicerammen isoleret betragtet ikke har en størrelse, som sikrer den regionalt leverede velfærd et substantielt løft udover det umiddelbare demografiske træk, og for det andet - og navnlig - må det kritiseres, at regionsaftalen langt fra sikrer det regionale sundhedsområde et løft, der nærmer sig det fulde demografiske træk med plads til ny medicin, nye tilbud mm. Ikke engang hvis merbevillingerne i 2021 til regional sundhed som følge af finanslovsaftalen for 2020 indregnes.

Tværtimod øges med regionsaftalen efterslæbet for det regionale sundhedsområde fra 2010 til 2019 i forhold til det fulde demografiske træk. Lægges Finansministeriets opgørelsesmetode for det fulde demografiske træk vokser dette efterslæb til -7,8 milliarder kroner, men lægges en række sundhedseksperters højere bud på størrelsen af det fulde demografiske træk, så vokser efterslæbet til 9,8 mialliarder kroner.

Overordnet set opfylder Regionsaftalen således nok det umiddelbare demografiske træk, hvorved standarden i sygehusvæsenet i regionerne bevares, men aftalen opfylder ikke målet om et løft herudover, hvilket indebærer, at ressourceefterslæbet for det regionale sundhedsområde siden 2010 vokser.

Kommuneaftale - 

Bedst ud af et eftersyn i sømmene kommer kommuneaftalen for 2021.

Det må på den ene side for det første anerkendes som et positivt element i kommuneaftalen for 2021, at kommunernes ekstraudgifter i forbindelse med corona-epidemien dækkes, og det må for det andet også anerkendes som positivt, at aftalen isoleret set indeholder et reelt nettoløft af den kommunale serviceramme på 1,5 milliarder kroner, hvilket er ½ milliard mere end det umiddelbare demografiske træk. Videre må det for det tredje også anerkendes som en yderligere gevinst for den kommunale velfærd, at der med finanslovsaftalen for 2020 – under den statslige budgetteringsramme – gives kommunal velfærd i 2021 et yderligere løft på +1,1 milliard kroner fortrinsvis til minimumsnormeringer samt flere folkeskolelærere.

Men også vedrørende kommuneaftalen kan der på den anden side sættes væsentlige fingre på mindre gode sider af aftalen. For det første må det kritiseres, at løftet af den kommunale serviceramme med +1,5 milliarder kroner i sig selv er mindre end løftet heraf i 2020 på +1,7 milliarder kroner. Det er for det andet også mindre godt, at kommuneaftalen for 2021 ikke i sig selv løfter den kommunale velfærd op på det fulde demografiske træk på tre milliarder kroner, heller ikke inklusiv merbevillingerne i 2021 som følge af finanslovsaftalen for 2020.

Hvad angår ressourceefterslæbet siden 2010, må kommuneaftalen + merbevillingerne i 2021 i finanslovsaftalen for 2020 anerkendes for at reducere det lidt i forhold til umiddelbart demografisk træk. Men hvad angår efterslæbet på 30 milliarder kroner siden 2010 i forhold til det fulde demografiske træk, så sker der ingen reduktion heri.

Overordnet set opfylder kommuneaftalen inklusiv merbevillingerne i finanslovsaftale 2020 således målet om et løft ud over det umiddelbare demografiske træk. Men der er stadig langt til fuld genopretning af velfærden.

Nyeste: Idekamp