19 Aug 2019  

KBH: Let skyet, 18 °C

Pension på den politiske dagsorden

Blogs

Henrik Herløv Lund
Økonom, cand.scient.adm.
Uddannet som økonom (cand.scient.adm.) fra Roskilde Universitet og har blandt andet undervist i økonomi ved Danmarks Forvaltningshøjskole. Var medlem af Den Alternative Velfærdskommission 2004-2009. Skriver også for Kritisk Debat, Modkraft.dk, Politiken og Information.
Blogindlæg af Henrik Herløv Lund

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 26. april, 2019, 10:58:23

Pension på den politiske dagsorden

Tidligere tilbagetrækning for nedslidte er blevet et af det kommende folketingsvalgs hovedspørgsmål. Socialdemokratiet har spillet ud med et forslag om differentieret pensionsalder.

Spørgsmålet om ret til/mulighed for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er igen kommet på den politiske dagsorden.

De seneste årtier har navnlig borgerlige, men også S-ledede regeringer forfulgt en strategi for at øge arbejdskraftudbuddet og herigennem presse lønudviklingen. Det er navnlig sket gennem at hæve pensionsalderen gennem den såkaldte "Velfærdsaftale" fra 2006 og "Tilbagetrækningsaftalen" fra 2011.

S-forslaget kan kritiseres for ikke at give en dækkende løsning på behovet for tidligere tilbagetrækning på grund af nedslidning. 

Hovedmetoden i pensionsreformerne har handlet om at lægge tilbagetræknings-alderen senere i takt med stigende gennemsnitlig levealder. Som følge heraf vil Danmark i 2050 have Europas højeste pensionsalder (72 år), og i 2100 vil folkepensionsalderen været steget endnu mere til 77 år.

Men reformerne har affødt en voksende social ulighed i det danske pensionssystem. Metoden om at lade den generelle folkepensionsalder stige i takt med den gennemsnitlige levealder tager ikke højde for, at stigningen i levealderen er meget ulige fordelt. Middellevetiden er således næsten 10 år højere for de rigeste end for de fattigste mænd, fordi kortuddannede med de typisk hårdeste jobs lever gennemsnitligt betydeligt kortere end langvarigt uddannede akademikere. Hvilket igen medfører betydelig forskel i otium for henholdsvis kort- og langtuddannede.

Her har Socialdemokratiet spillet ud med et forslag om differentieret folkepensionsalder. Det går i korthed ud på at give en RET til nedslidte til op til tre års tidligere tilbagetrækning efter et "langt arbejdsliv".  

Det må på den ene side anerkendes, at Socialdemokratiet med forslaget har indset behovet for at gøre noget ved uligheden med hensyn til tilbagetrækning. Og det må anerkendes, at S-forslaget effektivt har sat de borgerliges valgoplæg og deres eventuelt drømme om at finansiere skattelettelser ved yderligere forhøjelser af tilbagetrækningsalderen skakmat. Endelig må det anerkendes, at S-oplægget om en universel RET til tidligere tilbagetrækning er noget mere spiseligt end det borgerlige modforslag om en "lempet" seniorførtidspension, som tildeles individuelt efter en mere eller mindre uigennemskuelig visitation.

MEN: På den anden side vil S-forslaget med en ramme på tre milliarder kroner højst kunne omfatte op mod 7000 – og formentlig mindre - ud af en årlig tilgang på op mod 75.000 nye folkepensionister over 65 år. S-forslaget kan således kritiseres for ikke at give en dækkende løsning på behovet for tidligere tilbagetrækning på grund af nedslidning.

S-forslaget er endvidere af de borgerlige blevet beskyldt for at være en genindførelse af efterlønnen, men selv i så tilfælde er der desværre kun tale om en "discount-efterløn" til en lavere ydelse end efterlønnen. Men den alvorligste mangel i S-forslaget er, at man, samtidig med tidligere tilbagetrækning for nedslidte, vil lade "Velfærdsaftalen" fra 2006 fortsætte, hvorved pensionsalderen vil stige og stige, og ufaglærte og kortuddannede også i fremtiden vil have et langt kortere otium end akademikere og direktører.