24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

Generalangreb på overførselsindkomsterne

Blogs

Henrik Herløv Lund
Økonom, cand.scient.adm.
Uddannet som økonom (cand.scient.adm.) fra Roskilde Universitet og har blandt andet undervist i økonomi ved Danmarks Forvaltningshøjskole. Var medlem af Den Alternative Velfærdskommission 2004-2009. Skriver også for Kritisk Debat, Modkraft.dk, Politiken og Information.
Blogindlæg af Henrik Herløv Lund

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 08. marts, 2019, 07:00:35

Generalangreb på overførselsindkomsterne

Gennem 25 år har borgerlige og S-regeringer forringet overførselsindkomsterne for at øge arbejdskraftudbuddet og presse lønnen.

Folketingsvalget drejer sig ikke bare om valg af regering. Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt danskerne vil en fortsættelse af mere end to årtiers borgerlig økonomisk politik.

Denne politik har betydet en gradvis nedsmeltning af velfærden både i form af udhuling af velfærdsservice, men ikke mindst i form af forringelse af overførselsindkomsterne til de økonomisk dårligst stillede.

Med neoliberalismen fulgte en udbudsøkonomisk arbejdsmarkedspolitik, som handlede om at forringe ydelserne for ledige og presse lønningerne på arbejdsmarkedet.

Borgerlige regeringer har været frontløbere for denne sparepolitik. Men også S-regeringerne under Nyrup og Thorning har deltaget heri.

Det borgerlige angreb på velfærdsstaten er udsprunget af neoliberalismen. Med denne ideologi fulgte en udbudsøkonomisk arbejdsmarkedspolitik, som handlede om at forringe ydelser for ledige for at øge arbejdskraftudbuddet og herigennem presse lønningerne på arbejdsmarkedet.

Fra begyndelsen af har disse bestræbelser derfor været rettet mod at beskære dagpenge og kontanthjælp. Tidligere var dagpenge den ydelse, som lagde bunden for lønningerne på arbejdsmarkedet.  Men den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik har målrettet arbejdet på at gøre den langt lavere kontanthjælp til den gennemgående ydelse for ledige.

Det er sket ved fra 90'erne og frem til 2010 at indskrænke dagpengeperioden mere og mere, således at ledige hurtigt presses over på kontanthjælp. Samtidig er kontanthjælpssatsen blevet udbredt til stadig flere ordninger, eksempelvis i ressourceforløb.

Og for at sætte eftertryk på "motivationen til at arbejde", er ydermere kontanthjælpen størrelse – navnlig for indvandrere – blevet sænket i flere omgange gennem timeregler, kontanthjælpslofter og særligt lave udlændigeydelser, det sidste senest igen med finanslovsaftalen for 2019.

En anden udbudsøkonomisk bestræbelse på at forringe overførselsindkomstsystemet har gennem flere årtier rettet sig imod at indskrænke mulighederne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for også herigennem at øge arbejdskraftudbuddet og således også presse lønudviklingen.

Med tilbagetrækningsaftalerne fra 2006 og 2011 er – med S deltagelse i 2006 – ikke bare efterløns -, men også folkepensionsalderen blevet hævet, således at Danmark på sigt vil få EU´s højeste pensionsalder. Fanden må så tage de nedslidte.

Og for effektivt at lukke udvejene fra et stadigt længere arbejdsliv er – med Mette Frederiksen som ansvarlig minister – i 2013 og 2014 gennemført henholdsvis en voldsom indskrænkelse af mulighederne for at få førtidspension respektiv en halvering af sygedagpengeperioden.

Spørgsmålet ved folketingsvalget er ikke mindst, om denne systematiske forringelse af omfordelingen til de økonomisk dårligst stillede skal fortsætte og medføre endnu større fattigdom?