24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

Fronterne er trukket skarpt op i forhandlinger om ny regering

Blogs

Henning Hyllested
MF for Enhedslisten, 3F’er og tidligere havnearbejder
Medlem af Folketinget for Enhedslisten. Ordførerskaber: Transport, social dumping og landdistrikter. Havnearbejder fra 1981-2011. Var medlem af bestyrelsen for Havnearbejdernes Landsklub og bestyrelsen for 3F Esbjerg.
Blogindlæg af Henning Hyllested

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 24. juni, 2019, 12:05:20

Fronterne er trukket skarpt op i forhandlinger om ny regering

Enhedslisten har gjort det klart, at en aftale om grundlaget for en ny regering skal vise en klar retning væk fra den tidligere regerings sorte politik, både hvad angår klima og ulighed, velfærd og udlændinge.

Som bekendt er der fuld gang i forhandlingerne mellem Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten om betingelserne for, at partierne vil pege på Mette Frederiksen som ny statsminister.

Morten Østergaard har været ret ultimativ i sine krav til Mette Frederiksen om, at en kommende S-regering forsat skulle føre en liberalistisk politik.

Kravene er forskellige, men der kan også konstateres en vis enighed om for eksempel klimaudfordringerne, og hvad der skal gøres ved dem. Derfor er der på nuværende tidspunkt opnået enighed om klimadelen i en eventuel kommende aftale.

Fra Enhedslistens side har vi gjort det klart, at en aftale skal vise en klar retning væk fra den tidligere regerings sorte politik, både hvad angår klima og ulighed, velfærd og udlændinge.

Vi forestiller os ikke, at vi kan bestemme det hele, og at partierne skal tilslutte sig Enhedslistens politik i et og alt, men retningen skal være rigtig.

Økonomisk politik skiller

Hvis nogen skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt, er fronterne trukket skarpt op – ikke mindst mellem Enhedslisten og Radikale Venstre. Det er den økonomiske politik, der skiller.

Både før og under valgkampen var Morten Østergaard ret ultimativ i sine krav til Mette Frederiksen om, at en eventuel kommende socialdemokratisk regering fortsat skulle føre en liberalistisk politik.

En politik præget af øget arbejdsudbud med stigende pensionsalder, mere (og billigere) udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU, fortsat pisk til kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, ingen tidlig (og værdig) tilbagetrækning her.

På den baggrund advarede jeg selv og andre mod, at Morten Østergaard ville havne i armene på Lars Løkke efter et valg.

For når han ikke kan få et andet af sine ultimative krav – om opgøret med paradigmeskiftet – indfriet, hverken hos Mette Frederiksen eller Lars Løkke, hvad vil han så satse på? Selvfølgelig den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken. Og her er De Radikale – liberalister som de er – meget mere enige med Venstre end med vi andre.

Indtil videre sætter de ind for at fortsætte den økonomiske politik, som er ført af skiftende regeringer de sidste par årtier – herunder den, De Radikale selv var en del af under Thorning.

Selvom Mette Frederiksen har gjort det klart, at hun agter at danne en S-mindretalsregering, vil De Radikale altså bestemme den politik, socialdemokraterne skal føre. Det bliver selvsagt uden Enhedslistens opbakning.

Strid om roadpricing

Som transportordfører har det været meget interessant at følge diskussionen om klimadelen af regeringsforhandlingerne.

Her er der jo opnået enighed om, at der skal vedtages en klimalov med et reduktionsmål på 70 procent i 2030 med udgangspunkt i 1990. Og med årlige opfølgninger på om vi er på rette kurs med hensyn til målet i 2030.

Her har navnlig spørgsmålet om indførelse af roadpricing/kørselsafgifter fyldt en del i den offentlige debat. Roadpricing bliver ikke en del af den aftale, vi eventuelt kommer til at indgå.

Men det bliver helt sikkert et af de vigtigste værktøjer i kassen, når det kommer til den grønne omlægning af bilparken til el- og brintbiler. Alene af den grund at der kommer til at mangle adskillige milliarder kroner, når indtægterne i statskassen efterhånden forsvinder med udfasningen af benzin- og dieselbiler.

De skal findes et andet sted, og kørselsafgifter vil være et af elementerne.

I dag kan man godt ærgre sig over, at roadpricing blev hældt ned af brættet tilbage i 2013, da Trængselskommissionen faktisk foreslog at gennemføre et forsøg i stor skala.

Havde man dengang fundet de 100 millioner kroner, som et forsøg var anslået til at koste, havde vi været godt rustede i dag til en hurtig udrulning af roadpricing, hvilket er nødvendigt, hvis vi skal nå at udfase diesel- og benzinhakkerne inden 2030.

Enhedslisten var dengang det eneste parti, der kæmpede for at gennemføre forsøget. Argumentationen imod var, at teknologien ikke var for hånden. Faktisk noget sludder, ikke mindst set i lyset af at det netop var et forsøg, der skulle afdække, hvor problemerne var ved at indføre roadpricing.

Sund og Bælt har siden gennemført et mindre forsøg, men med en træfsikkerhed på 99 procent på genkendelse af bilerne, så det er bare med at komme i gang med de øvrige dele af et roadpricingsystem, hvis vi skal nå det!

Lavere takster

Måske skal man lige benytte lejligheden til at understrege, at lige så vigtigt som at finde midler til omlægning af bilparken er det naturligvis at investere i den kollektive trafik. Ikke mindst i nedsættelse af taksterne.

Enhedslisten har foreslået en 30 procents nedsættelse. Vi tror, det er nødvendigt, hvis vi skal modvirke den stigende tendens til, at folk forlader toget til fordel for bilen og fjernbusserne.

Den danske jernbane bliver en stor byggeplads de næste 10 år, (nye signaler, elektrificering, hastighedsopgraderinger, almindeligt vedligehold), hvilket jo ikke gør det nemmere at holde på passagererne.

Om ikke andet kan man jo betragte en kraftig takstnedsættelse som en slags kompensation for de mange gener, togpassagererne kommer til at opleve i de kommende år.