25 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Mobning og chikane skal rykkes op med rode

Blogs

Hans-Henrik Hansen
Formand for HK Kommunal Østjylland
Født i 1960. Administrativ uddannet i Aarhus Kommune, og 16 år som tillids- og fællestillidsrepræsentant i 16 år. Formand for HK Kommunal Østjylland siden januar 2008. Medlem af HK Kommunal’s Forbundssektorbestyrelse og HK Danmark's Hovedbestyrelse. HK Kommunal Østjylland dækker ni østjyske kommuner samt en meget stor del af Region Midtjylland.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 21. september, 2020, 05:50:13

Mobning og chikane skal rykkes op med rode

Skal vi mobning og krænkende handlinger til livs, skal vi årsagerne til livs. Ellers risikerer vi, at problemerne dukker op igen og igen. Mobning og chikane rammer individuelt, men skal løses i fællesskab.

Forestil dig at du sætter dig ned ved frokostbordet, og al samtale straks forstummer. At du aldrig får at vide, når der er uformel samling ved kaffeautomaten. Eller at du altid får tildelt de dårligste opgaver.

Der er flere tabere ved mobning. Hele arbejdspladsen kan opleve dårlig trivsel, højere sygefravær og lavere effektivitet.

Sådan ser arbejdsdagen ud for alt for mange. Mobning og chikane spænder lige fra nedladende bemærkninger til psykisk terror, ødelæggelse af offerets arbejde og udelukkelse fra det kollegiale fællesskab. For ofret kan konsekvenserne være store og katastrofale. Men der er flere tabere ved mobning. Hele arbejdspladsen kan opleve dårlig trivsel, højere sygefravær og lavere effektivitet.

Skal vi mobning og krænkende handlinger til livs, skal vi årsagerne til livs. Ellers risikerer vi, at problemerne dukker op igen og igen.

Forhold der påvirker og fremmer mobning

Vi kan ikke identificere samtlige af mobningens kilder, men vi kan i hvert fald pege på tre forhold, som kan påvirke arbejdspladskulturen negativt og fremme mobning:

Utryghed ved arbejdsløshed. Når arbejdsløsheden er høj men kompensationen (understøttelse, kontanthjælp m.v.) relativ lille og usikker, er frygten for arbejdsløshed stor og spiller negativt ind på den kultur, der er på arbejdspladsen. Man tier og tåler med det resultat, at sammenholdet svækkes.

For høj arbejdsbelastning. Når der bliver flere og måske også mere komplicerede arbejdsopgaver, som skal løses af det samme antal ansatte, stiger arbejdsbelastningen. Og værre bliver det, hvis der samtidigt bliver færre ansatte. Arbejdsdagen bliver presset, og man er mindre tolerant over for hinanden og retter sine frustrationer mod kolleger, der er mindre effektive.

Øget engagement – er godt men stiller også nye krav. I dag skal vi både være fagligt dygtige og personligt engagerede. Men jo mere af os selv vi investerer i arbejdet, desto mere står også på spil. Det stiller nye og større krav til både ledelse og samarbejde. Hvis ikke kravene kan honoreres, risikerer frustrationerne at blive sparket nedad.

Skal løses i fællesskab

På det mere praktiske plan findes en række forslag til, hvordan man på den enkelte arbejdsplads kan håndtere og forebygge mobning. Men vi bør også have fokus på, hvordan vi rykker mobningen op med rode.

Det handler om kollegialt fællesskab, hvor man åbent og ærligt kan tale om tingene, også de mere komplicerede. Det handler om fagligt sammenhold, så vi ikke kæmper alene mod en større arbejdsbelastning. Og endeligt handler det om, at vi – de ansatte – sammen diskuterer og definerer vores mål for udvikling af arbejdspladsen og præsenterer dem for ledelsen.

På den måde kan vi begynde at ændre forholdene og forbedre arbejdssituationen. Alternativt vil vi vende frustrationerne mod hinanden, og det vil føre til alles kamp mod alle.

Selvom I måske ikke oplever mobning og chikane på jeres arbejdsplads, er det vigtigt at sætte fokus på disse problemer.

Mobning og chikane rammer individuelt, men skal løses i fællesskab.

Vi har alle et medansvar for, at chikane og krænkende handlinger bliver udryddet, og at der på arbejdspladserne bliver en nul-tolerance over for mobning, chikane og krænkelser.

Vi har alle en forpligtigelse til at forandre en usund kultur på vores arbejdspladser.

Nyeste: Idekamp