19 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 13 °C

Konsensussex - hvordan?

Blogs

Gert Dyrn
Forsvarsadvokat
Født 1967. Cand. jur. 1998. Forsvarsadvokat med møderet for Landsretten. Vandt i 2010 en fornem pris, udskrevet af Advokatrådet, da han skrev en afhandling om retssikkerhed. Er forsvarer i den såkaldte PKK-sag, hvor 11 kurdere er tiltalt for at have støttet den kurdiske oprørsbevægelse PKK. Har arbejdet med narkomaner og udsatte unge og været befalingsmand og udsendt til det tidligere Jugoslavien.
Blogindlæg af Gert Dyrn
tir. 30. aug - 2016
man. 18. apr - 2016
tir. 23. feb - 2016
ons. 14. okt - 2015

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 30. august, 2016, 07:30:25

Konsensussex - hvordan?

De nuværende regler er baseret på, at sex uden samtykke er strafbart. Det er ikke der, problemet ligger. Problemet ligger i at finde ud af, hvornår samtykke ikke foreligger.

Debatten om voldtægt er blusset op igen. Man har ellers lige ændret loven i 2013 og yderligere for nylig skærpet straffen igen.

Nu skal sex uden samtykke lovfæstes som strafbart. Som om det ikke allerede var tilfældet. 

De nuværende regler er netop baseret på, at sex uden samtykke er strafbart. Det er ikke der, problemet ligger. Problemet ligger i at finde ud af, hvornår samtykke ikke foreligger. Det er derfor, man kalder det voldtægt.

Det er fuldstændig illusorisk at tro, at en ændring af loven, som i realiteten vil betyde, at en anklaget skal føre et umuligt bevis, vil medføre større retfærdighed og bedre retssikkerhed. 

Skal man have bare en flig af muligheden for at konstatere, om sex er foregået med eller uden samtykke, er det nødvendigt at opstille et krav om et minimum af modstand. Hvordan skal personerne i situationen ellers kunne forholde sig fornuftigt til det? Med andre ord - hvis Jens og Karen er i gang med hinanden, og Karen på intet tidspunkt under akten udviser det mindste tegn på modstand - hvordan skal Jens så vide, at Karen ikke ønsker sex?

Det er lige netop i dette skæringspunkt,  de fleste "voldtægter" sker. En stemning opbygges og udvikler sig - muligvis mod den enes ønske. Denne modvilje manifesterer sig imidlertid ikke under akten men typisk et stykke tid efter. Kan man så rimeligvis dømme den ene for voldtægt?

I dag tolker retspraksis om "manifesteret modvilje" ganske bredt. Det er således nok, at en part udtrykker et nej under selve akten, og opfølger dette nej af et eller to lette skub på brystet eller lignende. Der behøver således ikke være tale om modstand mod decideret vold. En tilstrækkelig klart udtrykt modvilje mod yderligere seksuelt samkvem er nok til at konstituere voldtægt. Hvordan forestiller man sig ellers, det skal være? 

Men måske er det ikke selve voldtægten, man opponerer imod. Måske er det den påståede eftrrfølgende mistænkeliggørelse, "ofret" udsættes for under politiets efterforskning af sagen, som er det egentlige problem. Hvorfor tror man ikke på anmelderen, synes parolen at være.

Til det kan konstateres, at der foretages en mængde falske anmeldelser om voldtægt. Det er politiets opgave at rydde ud i dem. Politiet er derfor nødt til at spørge ind til tingene. Det kan virke intimiderende. Men tro mig - ikke nær så intimiderende som at blive beskyldt for voldtægt, man ikke har begået.

Det er fuldstændig illusorisk at tro, at en ændring af loven, som i realiteten vil betyde, at en anklaget skal føre et umuligt bevis, vil medføre større retfærdighed og bedre retssikkerhed. Det vil tværtimod betyde, at ofrene for falske anmeldelser om voldtægt vil mangedobles.

Kvinder,  som ikke ønsker sex, må på en eller anden måde tilkendegive dette tydeligt - særligt hvis man har samtykket så langt som til at befinde sig halv- eller helberuset i samme seng som "voldtægtsmanden".

Nyeste blogindlæg