19 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 13 °C

Fordom + Fortid = Straf

Blogs

Gert Dyrn
Forsvarsadvokat
Født 1967. Cand. jur. 1998. Forsvarsadvokat med møderet for Landsretten. Vandt i 2010 en fornem pris, udskrevet af Advokatrådet, da han skrev en afhandling om retssikkerhed. Er forsvarer i den såkaldte PKK-sag, hvor 11 kurdere er tiltalt for at have støttet den kurdiske oprørsbevægelse PKK. Har arbejdet med narkomaner og udsatte unge og været befalingsmand og udsendt til det tidligere Jugoslavien.
Blogindlæg af Gert Dyrn
tir. 30. aug - 2016
man. 18. apr - 2016
tir. 23. feb - 2016
ons. 14. okt - 2015

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 23. februar, 2016, 02:00:59

Fordom + Fortid = Straf

Udgangspunktet i en straffesag - at man skal frifindes, hvis der ikke findes beviser - bliver stadig oftere fortrængt af fordomme og tro, der medfører straf af tiltalte.

Ovenstående formel benyttes flittigt af domstolene. Også i en lille bødesag om hash i et fængsel. Sagen tjener som godt eksempel på domstolenes matematiske formåen. Var det ikke derfor, ville den ikke være noget at skrive om.

Tro har intet med bevis at gøre. Fortid er ikke ensbetydende med aktuelt bevis, og fordom er det i hvert fald ikke.

Nogle fængselsbetjente stormede en fængselsgang for at konfiskere ulovlige genstande - typisk mobiltelefoner og narko. Razziaen medførte naturligt noget tumult, da samtlige fanger - bortset fra én, som blev siddende og spiste sin mad - hastede ud i køkkenet for at droppe ulovlige besiddelser på gulvet. En betjent påstod, at fangen, som blev siddende - kastede "noget" mod køkkenet. Man fandt efterfølgende en klump hash. Som betjenten sagde, så "fulgte han det, som blev kastet, med øjnene hele tiden."

Når man tager i betragtning, at der var en god håndfuld fanger på vej rundt i lokalet - alle med det formål at komme af med ulovlige ting - at der var noget tumult og en del uoverskuelighed, at der var mindst 15-20 meter fra betjenten til fangen, som skulle have kastet noget, og omkring fem meter fra fangen til køkkenet, hvor hashen blev fundet på gulvet, så forekommer det ikke indlysende, at hashen kom fra ham. Den kunne ligeså godt være droppet af andre fanger, som tumlede rundt i køkkenet.

Fangen nægtede hårdnakket hele vejen til Østre Landsret. Det eneste "bevis" var forklaringen fra betjenten. Byretten mente, at der "ikke var grundlag for at tilsidesætte" betjentens forklaring. Man ville ikke sige, hvorfor man tilsidesatte forklaringen fra fangen.

Pointen er, at der var intet, som støttede hverken den ene eller den anden forklaring. Logisk må de altså begge betragtes som lige troværdige. Kendsgerningerne pegede på, at andre fanger lige så godt kunne have droppet hashen. 

Den eneste forskel mellem forklaringerne befandt sig altså mellem ørerne på dommerne. 

Det, som ligger mellem ørerne, betegnes også som fordomme. Der var jo bare tale om en fange - oven i købet én, som tidligere var knaldet for hash i fængslet. Ham troede man så ikke på.

Tro er som regel for præster. Tro i en domstol forvandler den til en kirke. Udgangspunktet i en straffesag er, at hvis der ikke findes bevis, skal tiltalte frifindes. Tro har intet med bevis at gøre. Fortid er ikke ensbetydende med aktuelt bevis, og fordom er det i hvert fald ikke. Efterhånden er formlen "Fordom + Fortid = Straf" meget udbredt i dansk straffepraksis.

Formlen udgør et fundamentalt strafferetligt princip, man dog ikke lærer om i bøgerne. Landsretten afstod i øvrigt fra at begrunde sin opfattelse nærmere udover, at man var enig med byretten.

Det udtrykker forresten et andet princip - en højere instans bør så vidt muligt afstå fra at begrunde, hvorfor en afgørelse fra en lavere instans stadfæstes. Særligt hvis afgørelsen fra den lavere instans ikke er særlig godt begrundet.

Nyeste blogindlæg