16 Dec 2018  

KBH: Spredte skyer, 1 °C

Organisering med de undertrykte eller identitetspolitiske callouts

Blogs

Erik Storrud
Aktivist og pædagog
Erik Storrud har været aktivist i Københavns venstreradikale miljø de sidste 16 år. Derudover er han uddannet pædagog og kandidat i pædagogisk psykologi.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 07. august, 2018, 09:27:02

Organisering med de undertrykte eller identitetspolitiske callouts

Om alt der er galt identitetspolitik analyseret i et enkelt facebook opslag.

Onsdag d. 1. August skrev vi bevægelses-historie. Vi havde samlet en demonstration med over 2.000 mennesker i protest mod det netop indførte burka- og niqabforbud. Demonstrationen var formelt set to protester i en.

Party Rebels og SUF havde en ulydighedsaktion hvor målet var en symbolsk og ulydig blokade af Bellahøj Politistation. Samtidig havde Kvinder i Dialog en mere traditionel protestdemonstration. Uofficielt var der dog en masse samarbejde imellem de to protester. Vi havde således kun en lydvogn, vi aftalte et fælles program af taler og vores rute var den samme. I tilfælde af konfrontation med politiet var planen at splitte os op så folk der ville demonstrere med Kvinder i Dialog kunne gøre det i fred og ro uden risiko for repressalier.

Så vidt jeg ved er det første gang i Danmark at et sådant praktisk samarbejde mellem en muslimsk gruppering og grupper på venstrefløjen overhovedet har fundet sted. Det er jeg ret stolt og beæret over at være en del af.

Repressiv tolerance og ændrede planer

Aktionen forløb helt fredeligt eftersom politiet i et anfald af repressiv tolerance valgte at give os tilladelse til at blokere Bellahøj – Københavns andenstørste politistation. I stedet for billeder af konflikt og politivold var det billeder af en dialogbetjent der omfavnede en kvinde i Niqab der gik verden rundt den dag.

Da jeg kom hjem var jeg lettet, berørt og flad. Aktionen blev ikke den hårdt pumpede adrenalinfyldte oplevelse jeg havde forventet men var i stedet blevet noget andet. Vi skal forholde os til en virkelighed hvor politiet ganske vist håndhæver en diskriminerende lov, samtidig med at de gør deres absolut yderste for at fremstå civiliserede og politisk neutrale i offentligheden.

Men det er ikke det eneste vi skal forholde os til. Da jeg kom hjem udmattet og træt efter et langt arbejde skulle jeg også forholde mig til en stigende tendens hvor det åbenbart er blevet legitimt at angribe arrangører offentligt og forsøge at bruge de undertrykte de arbejder sammen med, imod dem. Således kom jeg hjem til et opslag på demonstrationens facebook event der mest af alt ligner et angreb indefra den bevægelse der burde være vores bagland.

Min første reaktion var at blive rigtig sur og i dårligt humør da jeg så opslaget.

Nu har jeg fået det lidt på afstand og er i stand til at tænke nogenlunde rationelt omkring hvad problemet egentlig er. Dette offentlige opstød afdækker efter min mening det største problem i den identitetspolitiske tendens på venstrefløjen. Et fænomen som ingen rigtig kan definere eller afgrænse, men som det er populært at snakke om for tiden. En tendens hvor teorier bliver brugt forkert og politisk kritik ender med at være fuldstændig frakoblet den virkelighed hvor undertrykkelsen rent faktisk finder sted.

Hvis vi skal skære ind til benet af kritikken kan den kort koges ned til tre elementer:

  1. Hvide mænd tog for meget plads fra de undertrykte minoritetskvinder.
  2. Der blev talt dårligt om psykisk syge fra en taler.
  3. Der blev sagt meget uigennemtænkt vrøvl.

Jeg vil først lige starte med at udrydde en misforståelse eller to. Der var udelukkende kvinder på som officielle talere på programmet. To fra Kvinder i Dialog og en fra SUF. Resten var spontane talere og mig der snakkede ret meget som konferencier. I programmet var det altså prioriteret at det var de direkte berørte der skulle komme til orde frem for mænd der talte på deres vegne.

Eftersom politiet accepterede blokaden af Bellahøj Politistation var der et vakuum midt i programmet vi ikke havde kalkuleret med. Folk stod rundt omkring og vidste ikke helt hvad de skulle gøre af sig selv og jeg måtte sande at jeg ikke kunne underholde mængden.

En ældre herre henvendte sig i vognen og spurgte om han måtte holde en tale. Jeg var som udgangspunkt skeptisk overfor at lade fremmede holde spontane taler, men jeg lod Kvinder i Dialog beslutte hvorvidt han skulle have plads. Det fik han. Jeg må indrømme at jeg ikke hørte særlig godt efter men mit indtryk var at talen var humoristisk og leveret på en typisk dansk cirkus-revy-agtig måde. Jeg tror gerne der var en masse upassende sammenligninger som nok primært skyldes en kulturel og aldersmæssig forskel, hvor acceptabel humor har ændret sig.

Det gør det selvfølgelig ikke okay at lave humor på bekostning af psykisk syge. Det kan godt være beslutningen om at lade ham tale var forkert, men det var altså ikke hvide mænd der tog plads. Det var de undertrykte, protesten handlede om, der tog en beslutning i en situation der var totalt uvant for dem.

Måske var det ikke den bedste beslutning, men jeg vil langt hellere have at de prøver end at de lader være. Så kan vi altid snakke om hvordan det bliver bedre en anden gang. Det er alt andet lige mere konstruktivt end at udskamme dem offentligt.

De to andre mænd

De eneste andre mænd bag mikrofonen var så vidt jeg husker mig som konferencier og en anden af Kvinder i Dialogs venner der forsøgte at starte lidt kampråb op på vejen ud til Bellahøj.

På det sidste planlægningsmøde før aktionen havde jeg forsøgt at få en Kvinde i Dialog til at være medkonferencier. Det havde de med god grund ikke lyst til. Dels fordi de vidste det ville blive en følelsesmæssig hård dag for dem og dels fordi de ikke var helt trygge ved at stå overfor mange tusind mennesker og underholde og give praktiske beskeder mellem talerne.

Adskillige gange under demonstrationen opfordrede jeg dem til bare at tage mikrofonen og sige hvad de tænkte og følte. Det fik de mod til på vejen tilbage fra Bellahøj hvor de stille og roligt begyndte at sige mere og mere. Det tror jeg var en rigtig god oplevelse for dem og jeg håber og tror de kan tage mere plads i fremtiden.

Misforstået solidaritet

Så det indlægget formår at understrege allermest, er at afsenderen ikke har forstået eller lyttet til de undertrykte som afsenderen forsøger at råbe op på vegne af. Afsenderen formår istedet at ramme Kvinder i Dialog. Dels fordi en beslutning de tog under pres kritiseres, og dels fordi der i indlægget ligger en forventning om at de skal tage mere plads på højtalervognen uden at tage højde for at det ikke er alle der lige kan og vil snakke til 2.000 mennesker, på en dag hvor man har tusind andre ting at tænke på og tage sig til.

En sand del af kritiken

Det sidste kritikpunkt er at der blev sagt meget “uigennemtænkt vrøvl” fra vognen. Som konferencier er jeg desværre nød til at være enig og anerkende at jeg egentlig ikke klarede det særlig godt.

Jeg havde ikke den bedste dag, da jeg havde overbebyrdet mig selv og egentlig ikke var klar til opgaven alene. Sammenholdt med at dagen blev noget helt andet end jeg forventede, følte jeg mig presset til at være mere på, end jeg burde være.

Det var lang henad vejen min fejl, at jeg ikke spurgte mere om hjælp og ikke delte mere af ansvaret. Noget der altid er svært for mig når jeg er stresset og som jeg alt for sent er gået i gang med at arbejde med. Det førte til en masse snak fra vognen, der ganske rigtigt bedst kan beskrives som uigennemtænkt vrøvl.

Sagens kerne

Problemet er at den slags indlæg ikke er unikke. Det har igennem en række år været normalt at lave de her “callouts” på sociale medier når man observerer noget der harmonerer med teorier om undertrykkelse man har læst.

Dette fører så ofte til en “debat” der typisk kører op i en spids hvor begge parter kan få bekræftet deres fordomme om hinanden – og intet i samfundet forandrer sig.

Det er vigtigt at pointere at det egentlig ikke er teorierne den er gal med. Det er et rigtig godt organiseringsprincip, at man lader dem der er direkte berørt komme mest til orde og tage mest plads.

Det er også rigtigt at hvide mænd (inklusive mig selv) har en tendens til at tage mere plads end vi bør, i stedet for bare at indrømme når vi bliver stressede og spørge om hjælp. Alt det kan køns- og magtkritiske teorier hjælpe med at gøre op med.

Problemet er at man bruger teorierne forkert hvis man antager at der automatisk er strukturel undertrykkelse fra hvide mænd, hver gang man observerer et fænomen, der kunne passe ind i sine undertrykkelsesmodeller.

Virkeligheden er ikke så let at putte i boks. Især ikke hvis man ikke snakker med dem det handler om før man leverer sin kritik. Derudover clasher callout-kulturen med nogle endnu mere fundamentale organiseringsprincipper om hvordan man bedst leverer konstruktiv kritik.

Hvis identitetspolitikerne havde brugt mere energi på rent faktisk at organisere sig med de undertrykte, i stedet for at forsøge at redde dem igennem misforståede callouts på sociale medier, ville de sandsynligvis havde undgået en række pinlige misforståelser samt tilført ressourcer til kampen.

Havde vi haft disse velmenende menneskers organisatoriske hjælp i forløbet op til afviklingen havde der sandsynligvis været større diversitet blandt konferencierne. Så havde der været mindre uigennemtænkt vrøvl både på demovognen og på facebook.

Nyeste: Udland