18 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 13 °C

Historiens udvikling på steroid!

Blogs

Ellen Brun
Dr. Scient. Soc.
Har studeret på Københavns universitet, på Sorbonne i Paris samt på Wiens universitet. Har sammen med Jacques Hersh udgivet flere bøger blandt andet ”Kapitalismens Udviklingssystem” og ”Kulturrevolution i Kina”. Var aktiv i bevægelsen mod Vietnamkrigen og medlem af Dansk Bertrand Russell Råd, der støttede afholdelsen af Russell tribunalet i Roskilde. Aktiv skribent på Politisk Revy og senere medstifter og redaktør af tidsskriftet SALT.
Blogindlæg af Ellen Brun

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 19. maj, 2016, 08:54:25

Historiens udvikling på steroid!

Den ”unipolære” konstruktion bygger på en slags ”kollektiv imperialisme” (USA-Europa-Japan). Denne trojka opfatter det som sin mission at fremme nyliberalismens udbredelse og forhindre ethvert alternativ, det være sig socialisme eller økonomisk-nationalisme.

En af marxismens grundantagelser går ud på, at selvom mennesker skaber deres egen historie, så foregår processen ikke i et tomrum eller i selvvalgte omgivelser. 

Ethvert land eller regering, der ikke var lydhør overfor dette projekt, blev betragtet som fjende eller potentiel modstander.

Denne historieforståelse sætter Washingtons overmod om at bestemme verdens gang i perspektiv. Umiddelbart efter USSR’s sammenbrud blev tesen om historiens afslutning lanceret i USA. Derpå gik nykonservatismen ud på, at dette historiske ”unipolære moment” skulle bruges til at kontrollere udviklingen og forhindre nye udfordrere til dette regime.

Dæmonisering

Ethvert land eller regering, der ikke var lydhør overfor dette projekt, blev betragtet som fjende eller potentiel modstander. De blev udsat for dæmonisering (Milosevic, Hussein, Gaddafi, Assad, Putin) og regimeskift (Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien); subversiv krigsførelse og farve-revolutioner (Jugoslavien, Georgien, Ukraine); økonomisk krigsførelse (Nordkorea, Cuba, Iran, Rusland); opsplitning af lande i etniske mini-stater (Jugoslavien, Mellemøsten og på længere sigt, selve Rusland og Kina!); geopolitisk inddæmnings- og konfrontationspolitik (Nordkorea, Rusland og Kina); støtte til højrekræfter og krænkelsen af demokratiske spilleregler (Ukraine og Sydamerika: Honduras, Venezuela, Argentina, Brasilien, etc.); alliance med middelalderlige monarkier (Saudi Arabien, Qatar) som er gudfædre til al Qaida og ISIS og fører krig i Yemen; ”humanistisk” interventionisme og krænkelse af folkeret (Libyen og Syrien). 

”Unipolaritetens” udfoldelse kører sideløbende med militariseringen af verdensøkonomien, samtidig med at ”krigen mod terror” gennemføres med politistatsmetoder og en omformning af demokratiets grundprincipper: Overvågningssamfundet indfører en fascistisk-lignende elektronisk infrastruktur. 

Det skal ikke glemmes, at denne ”unipolære” konstruktion bygger på en slags ”kollektiv imperialisme” (USA-Europa-Japan). Denne trojka opfatter det som sin mission at fremme nyliberalismens udbredelse og forhindre ethvert alternativ, det være sig socialisme eller økonomisk-nationalisme. 

Nykonservatisme

På det politiske plan giver dette sig udslag i nykonservatismens bestræbelser, som indebærer konstant antagonisme og regimeskift imod kræfter og regeringer, der modsætter sig dette diktat.                                                                                                                          

Selvom en strukturel forståelse af verdens opdeling i forskellige kategorier af lande kan bidrage til en klargørelse af de modsigelser og konflikter, som findes i det internationale system, er det imidlertid nødvendigt at huske, at nyliberalismen også har tilhængere i periferien og semiperiferien (inklusive Rusland og Kina). 

Sidstnævnte erkendelse medfører en bedre fortolkning af svaghed og styrke i forsøget på at opstille en parallel, alternativ institutionel og multipolær ”arkitektur” overfor Vestens magt og økonomiske monopol – såsom NATO, Den Internationale Valutafund (IMF) og Verdensbanken. 

Brikslandene

Det mest seriøse vovestykke: At etablere en uafhængig modsat struktur til den vestlige kollektive imperialismes dominans, findes i BRIKS-landenes organisation og andre sammenslutninger.

En iboende svaghed i opbygningen af denne kontra-hegemoniske blok er, at mens de modsætter sig Vestens geopolitiske og geoøkonomiske dominans udadtil, implementerer de ikke desto mindre selv nyliberalismen indadtil. Uden en mobilisering af befolkningerne bag projektet i form af en mere social/socialistisk intern politik, risikerer de at miste folkelig opbakning og sætter dermed målsætningen over styr. 

Baseret på overstående analyse er spørgsmålet: Hvilken tendens af den historiske udvikling bør en genuin venstrefløj støtte?

Nyeste blogindlæg