24 Mar 2019  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Den ”dobbelte bevægelses” genkomst?

Blogs

Ellen Brun
Dr. Scient. Soc.
Har studeret på Københavns universitet, på Sorbonne i Paris samt på Wiens universitet. Har sammen med Jacques Hersh udgivet flere bøger blandt andet ”Kapitalismens Udviklingssystem” og ”Kulturrevolution i Kina”. Var aktiv i bevægelsen mod Vietnamkrigen og medlem af Dansk Bertrand Russell Råd, der støttede afholdelsen af Russell tribunalet i Roskilde. Aktiv skribent på Politisk Revy og senere medstifter og redaktør af tidsskriftet SALT.
Blogindlæg af Ellen Brun

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 10. januar, 2019, 09:09:59

Den ”dobbelte bevægelses” genkomst?

I bogen The Great Transformation udviklede Kal Polanyi begrebet ”den dobbelte bevægelse”. Dermed mente han den dialektik, hvormed markedsgørelsen af samfundsøkonomien fremkalder en modstandskamp.

Efter flere årtier under neoliberalismens overherredømme har uligheden mellem en superrig kabale (med deres håndlangere) og det store flertal aldrig været større i de vestlige demokratier. Denne tilstand truer sameksistensen mellem kapitalismens økonomiske og politiske sfære.

Selv om højrefløjen beskyldes for populisme, viser den en større forståelse for den folkelige angst for immigration end venstrefløjen.

Spørgsmålet er, om den socialdemokratiske model for statskapitalisme kunne have forsvaret de landvindinger, som var blevet opnået under den såkaldte gyldne periode efter Anden Verdenskrig.

Neoliberalismens kontrarevolution begyndte for alvor, da Margaret Thatcher og Ronald Reagan i henholdsvis Storbritannien og USA fik knækket det korporatistiske mønster bestående af staten-fagforeningen-kapitalen.

Indtil da var optimismen høj, hvad angik udbredelsen af ”kapitalismen med et menneskeligt ansigt.” Den hollandske nationaløkonom Jan Tinbergen havde konstateret en vis konvergens mellem de statsdominerede kapitalistiske økonomier og de sovjetiske typer samfundsøkonomier, som flirtede med markedsmekanismer.

Socialismens sammenbrud bidrog implicit til en styrkelse af neoliberalismen på bekostningen af ”velfærdskapitalismen”, som var blevet opbygget især i Vesteuropa. Nu blev de offentlige og sociale sektorer udsat for direkte angreb fra neoliberalisme og finanskapital, som samtidig fik større politisk kontrol over staten.

I en tale i oktober 1998, på elite-universitet Yale, angav finansmanden Robert Rubin, der dengang var minister i Bill Clinton-regeringen, hemmeligheden bag neoliberalismens strategi:

”En af de største politiske udfordringer i de kommende årtier består i demokratiernes evne til at træffe upopulære økonomiske beslutninger, som er forudsætning for succes i en transnational, gensidig afhængig global økonomi.” Altså en tilpasning af nationale økonomier til den globale finanskapitalismes diktat.

Glemt i den neoliberalistiske drejebog er den økonomiske historie. Mens keynesianismen fremmede nationale økonomiske interesser, promoverer neoliberalismen det globale markeds behov på bekostningen af befolkningers vilkår.

At tro at en sådan strategi ikke ville møde modstand, er vidnesbyrd om eliternes politiske infantilitet. I sin bog, The Great Transformation, udviklede Kal Polanyi begrebet ”den dobbelte bevægelse”. Dermed mente han den dialektik, hvormed markedsgørelsen af samfundsøkonomien fremkalder en modstandskamp.

Efter Første Verdenskrig førte implementeringen af liberalisme i de vestlige demokratier til den store depression, som blev efterfulgt af økonomisk nationalisme og handelskrig. Store politiske bevægelser i form af nationalisme og kommunisme var dominerende, og de bekæmpede hinanden.

Det er værd at huske, at den dobbelte bevægelse ikke førte til fred. Faktisk var det det modsatte, der skete. Geopolitisk og imperialistisk konkurrence (samt antisocialisme) spillede en afgørende rolle i den tragiske hændelse.  

I de senere år er lighedspunkter med situationen fra før Anden Verdenskrig blevet tydelige. Mens højrefløjen promoverer nationalisme og suverænitet, er venstrefløjen desorienteret, men har stiltiende accepteret globalisering/militarisme/identitetspolitik som paradigmer for sin politik.

Selv om højrefløjen beskyldes for populisme, viser den en større forståelse for den folkelige angst for immigration end venstrefløjen, der ikke en gang sætter dette problem i sammenhæng med Vestens krige og regimeskifte i Mellemøsten og Afrika eller USA's politik i Centralamerika.

Med opgivelsen af antiimperialismen og antimilitarismen, for ikke at tale om antikapitalisme, bidrages dermed uvilkårligt til det kommende politiske morads.!

Nyeste: Idekamp

22. mar. 2019 - 08:52
22. mar. 2019 - 08:34
22. mar. 2019 - 08:05
21. mar. 2019 - 08:15

Nyeste: Kultur