07 Mar 2021  

KBH: Ingen skyer af betydning, 2 °C

Kan Danmark eksportere spontane asylansøgere til Afrika?

Blogs

Claus Juul
Menneskerettighedsjurist
Født i 1960. Cand.jur fra Københavns Universitet. Startede sin juridiske karriere som embedsmand i Socialministeriet og Indenrigsministeriet. Har også været juridisk rådgiver i Dokumentations- og Rådgivnings Centeret Om Racediskrimination og Dansk Flygtningehjælp. Fra 2005 til 2020 chefjurist hos Amnesty International i Danmark. Hans arbejde tager udgangspunkt i dansk rets forhold til de internationale menneskerettighedskonventioner og omfatter flere områder, som alle har at gøre med borgernes retssikkerhed. Herunder terrorlovgivningen, bandepakker og lømmelpakker. Arbejder også med spørgsmål om børns rettigheder og udlændingelovgivningen.
Blogindlæg af Claus Juul

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 03. februar, 2021, 09:03:30

Kan Danmark eksportere spontane asylansøgere til Afrika?

Mattias Tesfaye er på jagt efter afrikanske lande, der vil oprette modtagecentre for asylansøgere. Burkina Faso, Kenya, Uganda, Etiopien og Rwanda nævnes som eksempler på mulige samarbejdspartnere. Men ingen af disse lande lever op til de mest basale menneskeretlige standarder.

"Mattias Tesfaye er gået på jagt hos 'en god håndfuld' afrikanske lande for at finde et land, som vil give plads til et modtagecenter for asylansøgere", kunne man læse i Politiken den 24. januar 2021.

Overskriften dækker over, at regeringen vil arbejde på – eller allerede har arbejdet længe på – en model, hvor spontane asylansøgere, som kommer til Danmark for at søge om asyl, bliver sat på et fly og fløjet til et modtagecenter i et tredjeland i Afrika, hvor de skal bo, og hvor deres asylansøgning skal behandles.

Alle de nævnte lande nævnes i forbindelse med overgreb med videre. Det bør udelukke dem som "aftagere" af asylansøgere fra Danmark.

Regeringen har sat Udlændingeministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet til at affatte et notat om de juridiske forhold ved en sådan ordning. Det fremgår af notatet, som er fra januar 2021, at de asylansøgere, som får asyl (anerkendes som flygtninge), skal blive boende i det pågældende land. (Herefter benævnt X-land). Det er således ikke meningen, at de, som anerkendes, skal til Danmark. (Bortset fra ganske særlige tilfælde, hvor flygtningen har familie i Danmark og lignende.)

Hvis de får afslag på asyl, er det også X-land, som skal sørge for at udsende de afviste asylansøgere tilbage til deres oprindelsesland.

Planen er at finde et eller flere lande i Afrika, som mod betaling (for eksempel øget udviklingsbistand, studieopholdstilladelser) er interesserede i at etablere modtagecentre til indkvartering af spontane asylansøgere, som er kommet til Danmark for at søge om asyl. Efter at være registreret i Danmark, bliver de fløjet til X-land for at bo under sagens behandling og permanent, hvis de får asyl.

Vil undgå asylansøgere

Formålet med ordningen er at fjerne enhver tilskyndelse til at rejse til Danmark og søge om asyl. 

Ministeren anfører i Politiken, at det ikke er helt så enkelt at gennemføre ordninger, som skal finde sted i andre lande, som det er, når Folketinget gennemfører love, der alene skal virke i Danmark. Dette udsagn er formentlig det nye års største underdrivelse.

Sådan som ministeren citeres for at beskrive den planlagte ordning, må man sige, at "ordningen" måske kunne indebære nogle fordele – hvis der ellers var den mindste chance for, at det kunne lade sig gennemføre i praksis. (Der ses her bort fra det overordnede spørgsmål om, hvorfor det nu er, at et af verdens rigeste lande mener, at man skal eksportere sine asylansøgere til langt fattigere lande).

Skal overholde menneskerettighederne

Men der er en lang række konkrete grunde til, at den pågældende ordning aldrig bør nå længere end tegnebrættet. 

For det første: Hvis man skal have en ordning, hvor Danmark overfører asylansøgere/flygtninge til et andet land, så er det i sagens natur et grundlæggende minimumskrav, at det pågældende land selv overholder menneskerettighederne og grundlæggende retsprincipper til beskyttelse af landets borgere og selv aktivt beskytter sine egne borgere og også beskytter de udefra kommende asylansøgere mod overgreb.

Det betyder, at der skal være uafhængige domstole, politiet må ikke være korrupt eller mishandle og forfølge minoriteter. Myndighederne må ikke gå efter politiske dissidenter, homoseksuelle og så videre. Politiet må ikke opfinde falske sigtelser for at kunne afpresse borgerne penge mod at lade sigtelserne falde. Danmark må ikke udsende disse mennesker til et land, hvor de risikerer overgreb. 

X-land skal kort sagt være et retssamfund med alle de rettigheder og al den beskyttelse, det indebærer. Det betyder også, at det ville være alle tiders idé, hvis for eksempel Schweiz eller Canada eller Sverige tilbød at overtage og indkvartere "vores" spontane asylansøgere. Ingen indvendinger her!! Men det er der overraskende nok ikke udsigt til vil ske.

Hvilke lande?

I artiklen fra Politiken siger ministeren flere gange, at man er i forhandlinger med "en god håndfuld" afrikanske lande om en sådan ordning. Det inspirerer ikke til stor tillid, at ministeren gentagne gange kalder det "en god håndfuld lande".

Hvorfor kan vi ikke få mere at vide?

Artiklen nævner så Burkina Faso, Kenya, Uganda, Etiopien og Rwanda som eksempler på mulige samarbejdspartnere. Hvis man slår op i rapporter fra UNHCR, Human Rights Watch og Amnesty International, kan man imidlertid forvisse sig om, at ingen af de nævnte lande lever op til de menneskeretlige standarder, som må kræves. Alle de nævnte lande nævnes i forbindelse med overgreb, korruption med videre.

Det bør udelukke dem som "aftagere" af spontane asylansøgere fra Danmark. Vi har jo stadig i frisk erindring Libyens rædselsfulde overgreb mod asylansøgere fra Nord-Afrika, som derefter mod betaling fra Italien tog sig af "det grove arbejde" …

Så vi står stadig uden pejlemærker for, hvilke lande i Afrika der efter regeringens opfattelse har en demokratisk opbygning og en statsdannelse og en infrastruktur, der er solid og stabil nok til, at vi kan forsvare at sende asylansøgere og flygtninge den vej. 

Det skal ikke blot være et demokratisk land – X-land må heller ikke være så fattigt, at vi risikerer, at lokalbefolkningen vender sig mod "de fremmede" i raseri over, at de får boliger, rent vand, sanitet, hjælp til forsørgelse og så videre fra et program finansieret af Danmark.

Kan eller vil ikke løfte opgaven

Og det er vel problemet i en nøddeskal: 

Fattige afrikanske lande frembyder ikke de nødvendige rammer og menneskeretlige garantier til at være en troværdig samarbejdspartner og "importør" af spontane asylansøgere fra danske grænseposter. Men de velhavende lande – herunder Marokko, Tunesien og lignende som måske har rammerne til det – ser ikke ud til at være interesserede i at indkvartere og bosætte – eller hjemsende – asylansøgere, som oprindeligt bankede på ved en dansk grænse.

Med andre ord: De stater, som måske godt kunne løfte opgaven, vil ikke, og de stater, som gerne vil tjene de penge, som måtte ligge i en aftale med Danmark, savner den stabilitet og det menneskeretlige fundament, som må kræves for at overlade asylansøgerne til X-land. Hvordan sikrer Danmark, at de penge, som er afsat til indkvartering og asylsagsbehandling, rent faktisk går til det formål og ikke forsvinder ned i korrupte myndigheders lommer?

Et andet spørgsmål, som presser sig på, er: Hvem skal stå for sagsbehandlingen? Hvem skal sikre, at asylansøgernes rettigheder ikke krænkes, trædes under fode?

Ministeren fortæller til Politiken, at der er to modeller: 

En model (1), som forudsætter, at det er danske embedsfolk, der skal stå for behandlingen af sagerne. Skal de også drive indkvarteringsstedet? Hvordan sikres det i givet fald, at de danske myndighedspersoner rent faktisk får myndighed til at træffe bindende, retlige afgørelser, som effektueres i X-land? Hvordan sikres det, at de hjemlige myndigheder i X-land respekterer og efterlever afgørelser truffet af danske myndigheder på et fremmed lands territorium?

Der er også en model (2), som ifølge regeringen forudsætter, at det er X-lands egne myndigheder, der står for asylsagsbehandlingen og meddelelsen af asyl eller afslag og driften af indkvarteringsstedet.

Her må man afkræve regeringen et svar på, hvordan man vil sikre, at X-lands myndigheder behandler og fortolker asylansøgningerne i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention, Torturkonventionen med videre? 

Hvis det viser sig, at asylansøgere har en "tilbøjelighed" til at "forsvinde" i X-land – hvordan vil Danmark så sikre, at de ikke lider overlast?

Nyeste: Idekamp