28 Feb 2021  

KBH: Ingen skyer af betydning, 2 °C

S har ikke et alternativ til forbrugerismen

Blogs

Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist
Uddannet murer, ingeniør og civiløkonom. Har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi.
Blogindlæg af Carl-Aage Jensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 16. januar, 2021, 07:00:35

S har ikke et alternativ til forbrugerismen

Statsministeren konkluderede i nytårstalen helt korrekt, at coronakrisen har vist styrken i vores kollektive samfundsmodel. Betingelsen er imidlertid, at vi ser problemerne i øjnene.

Coronakrisen fyldte naturligt meget i statsminister Mette Frederiksens nytårstale 1. januar.

Samfundet er lukket ned for at dæmpe smittespredningen, og store dele af det økonomiske liv er sat på vågeblus.

Udviklingen af klimaet mod stigende temperaturer skelner ikke mellem, om forureningen med CO2 er omfattet af Paris-aftalen eller ej.

Situationen i dag er sammenlignelig med den i foråret sidste år. Den gang rejste der sig et håb om, at den nye situation kunne bruges til at gennemtænke og forandre vores måde at leve på. Både set i lyset af den øgede ulighed i samfundet og behovet for at tage hensyn til den skærpede klimakrise.

Statsministeren konkluderede i nytårstalen helt korrekt, at coronakrisen har vist styrken i vores kollektive samfundsmodel. Den har vist, at "vi i fællesskab kan klare de udfordringer, vi som samfund har foran os. Også de allerværste", opsummerede hun og fortsatte:

"For hvis vi kan bekæmpe en global pandemi, fordi vi beslutter os for det, fordi vi står sammen – så tænk på alt det andet, vi også kan".

Se problemerne i øjnene

Betingelsen for, at vi kan løse problemerne, er imidlertid, at vi ser problemerne i øjnene. Det kan vi også lære af pandemien. Nogle af de lande, hvor lederne har taget let på pandemiens udfordringer, har de også nogle af de største problemer med at bekæmpe den, som vi kan se det i USA, Brasilien og Storbritannien.

Den øgede ulighed i samfundet er et eksempel på, at vi i Danmark ikke altid står sammen. Tværtimod er den øgede liberalisering siden starten af firserne netop udtryk for, at fordelingen af samfundsgoderne i stigende grad overlades til den indbyrdes kamp på markederne, hvor magt og de mange penge dominerer.

Aktionærer skummer i stigende grad virksomhedernes overskud på bekostning af de ansatte, der skaber værdierne.

I dag tjener folk, der ejer hus eller lejligheder i de store byområder, lige så meget på at eje, som andre gør på at gå på arbejde blandt andet i den danske sundhedssektor og i andre af de grupper, der går forrest under coronakrisen.

Klimakampen

Klimakampen er et andet af de spørgsmål, hvor regeringen ikke ser problemerne i øjnene, men stadig taler om, at Danmark allerede er nået langt på trods af, at landet samlet set udleder mere CO2 end i 1990, hvis der medregnes al aktivitet, der indgår i nationalregnskabet.

Regeringen fokuserer imidlertid kun på den mængde, der er omfattet af Paris-aftalen, men heri indgår ikke international transport med fly, skib eller på landevejen. Det er imidlertid noget af den udledning, der for Danmarks vedkommende er steget voldsomt siden 1990 i takt med globaliseringens udbredelse.

Udviklingen af klimaet mod stigende temperaturer skelner ikke mellem, om forureningen med CO2 er omfattet af Paris-aftalen eller ej.

Den 1. april

Når vi runder 1. april, har Danmark under normale omstændigheder opbrugt sin andel af Jordens ressourcer, hvis de blev fordelt jævnt efter andelen af Jordens befolkning.

Alligevel har regeringen ikke et alternativ til et øget forbrug som drivkraften i den nationale økonomi.

Statsminister Mette Frederiksen bekræftede i sin nytårstale, at regeringen først satser på at skabe tryghed og tro på fremtiden for at sætte gang i forbruget og dermed økonomien.

Regeringens klimaplan satser på, at ny teknologi skal være den afgørende faktor, der gør, at Danmark kan opfylde målsætningen om kun at udlede 30 procent af den CO2-forurening, der er omfattet af Paris-aftalen, og som Danmark udledte i 1990.

Klimaplanen virker mere som en plan for at sikre gode rammebetingelser for de danske virksomheder i den internationale konkurrence i de nye "grønne" tider. Den virker mindre som en plan, der skal være med til at redde klimaet.

Velstand uden vækst

I nullerne blev den britiske forfatter og videnskabsmand Tim Jackson formand for en regeringskommission, der skulle udfærdige en rapport om, hvad der skal til for at løse klimakrisen og leve i harmoni med resten af naturen.

Hovedtemaet og konklusionen i rapporten var, at der er behov for at udvikle et samfund, der styrer mod "velstand uden vækst".

Rapporten understreger, at det selvfølgelig er absurd at tale om livsudfoldelse, hvis der ikke er tilstrækkelig føde eller husly, men der er ikke lighedstegn mellem kvalitet og kvantitet. Kvantitet over et vist niveau giver ikke mere velstand.

"At have det godt handler til dels om muligheden for at elske og blive elsket, nyde vores medmenneskers respekt, bidrage nyttigt til samfundet, have en følelse af at høre til i og have tillid til samfundet, være med til at skabe den samfundsmæssige virkelighed og have en pålidelig plads i den", lyder visionen i rapporten.

Rapporten konkluderer også, at simple antagelser, om "at kapitalismens effektivitet vil stabilisere klimaet og problemerne med ressourceknaphed", har spillet fallit.

Usund forbrugerisme

Tværtimod er der behov for, at vi frigør os fra de kræfter, der fastholder os i usund forbrugerisme. "Profitmotivet stimulerer til en konstant jagt på nyere, bedre eller billigere produkter og tjenester", konkluderer Tim Jackson.

Rapporten udkom første gang lige efter finanskrisen og blev blacklistet af både den engelske regering og den britiske presse, der begge fokuserede på øget forbrug og vækst som svar på krisen. Til gengæld blev rapporten den mest downloadede af kommissionens rapporter.

Så der er både udfordringer og håb om en vej. Og som bekendt kan vi i fællesskab klare de udfordringer, vi som samfund har foran os. Også de allerværste.