22 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 9 °C

Ny stor hovedorganisation – eller opbygning fra neden?

Blogs

Bjarke Friborg
Faglig konsulent i PROSA
Født i 1972. Faglig konsulent i PROSA/Forbundet af IT-professionelle og fagligt aktiv i Dansk Magisterforening. Blogger om nye arbejds-, aktions- og virksomhedsformer.
Blogindlæg af Bjarke Friborg

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 19. november, 2013, 04:55:52

Ny stor hovedorganisation – eller opbygning fra neden?

Der er brug for at styrke samarbejdet blandt medlemmerne ude på arbejdspladserne og for at genskabe styrke og mobilisering nedefra. Når det er opbygget, kan næste skridt hedde nye organisationsformer i toppen af fagbevægelsen.

Som menig ansat i en mindre fagforening for it-branchen har jeg delvist undrende fulgt debatten om en ny stor hovedsammenslutning, baseret på LO og FTF.

Selvfølgelig giver det rigtig god mening på et generelt plan med samarbejde på tværs af både forbund og hovedsammenslutninger. Men for mig i mit daglige arbejde med tæt medlemskontakt er hovedudfordringen snarere det faglige samarbejde blandt medlemmerne på den enkelte arbejdsplads frem for på organisationsniveau.

Fagbevægelsens styrke kan kun måles ud fra medlemmernes vilje til selv og i fællesskab at kæmpe for bedre arbejdsforhold.

Så for mig er det langt fra kun et spørgsmål om hvem, der skal samarbejde - men om hvad og hvordan.

Da fagbevægelsen voksede frem, var det netop på grundlag af stærke lokale og faglige fællesskaber imod ejerklassen.

Det var kun på grund af lokal vilje til for eksempel konflikter og sammenhold, at fagbevægelsens ledere kunne slå i bordet over for arbejdsgiverne og derved gradvist presse forbedringer frem.

Den danske model

Siden fik vi den såkaldte danske model, baseret på gensidigt samarbejde mellem fagforeninger og arbejdsgivere. At fagtoppen repræsenterede medlemmerne blev taget for givet, og fokus blev flyttet over på centrale forhandlinger frem for på opbygning af styrke og mobilisering fra neden. 

Arbejdsgivernes ledelsesret blev accepteret i bytte for bedre lønninger og for en udbygning af velfærdsstaten. Medlemmernes opgave blev dybest set at betale kontingent og med mellemrum at stemme ja eller nej (men helst ja) til de nye overenskomster, som ledelsen forhandlede hjem på vegne af medlemsmassen og gennem kompromisser med arbejdsgiverne.

I dag er både lønninger og velfærdsstaten under pres.

Det ser også ud til, at arbejdsgiverne ikke rigtig gider den danske model længere – i hvert fald kun i den grad, at den kan bruges til forringelser for de ansatte. Dele af arbejdsmarkedet er overhovedet ikke dækket af overenskomster – fra mit lille hjørne af verden er for eksempel it-branchen i høj grad uden aftaledækning med nogle få undtagelser. 

Vilje til kamp

Er det i denne situation en ny hovedorganisation, som it-professionelle og andre både med eller uden overenskomster har brug for? Eller er det vigtigste mon snarere igen at sætte lokal styrkeopbygning og medlemsinvolvering i højsædet – for først i anden omgang at søge samarbejdspartnere og organisationsformer ud fra dette?

For mig er svaret det sidste. For selv om arbejdsgiverne samler sig både på landsplan og internationalt, kan fagbevægelsens styrke aldrig måles på hverken det samlede medlemstal eller på antallet af ansatte i de centrale sekretariater.

Fagbevægelsens styrke kan i dag som for 100 år siden kun ultimativt måles ud fra medlemmernes vilje til selv og i fællesskab at kæmpe for bedre arbejdsforhold – og til at vælge de mest hensigtsmæssige organisationsformer ud fra dette.