03 Jun 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Covid-19 i Brasilien: Bolsonaro sætter tusindvis af liv på spil

Blogs

Andreas Bülow
aktiv i Hands Off Venezuela, Enhedslisten og foreningen Socialisten
Tidligere bosat i Venezuela og forfatter til bogen Den venezuelanske revolution samt en lang række artikler om den bolivariske revolutions løbende udvikling. Aktiv i Hands Off Venezuela, Enhedslisten og foreningen Socialisten.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 01. april, 2020, 09:29:45

Covid-19 i Brasilien: Bolsonaro sætter tusindvis af liv på spil

Brasiliens præsident Jair Bolsonaro har kritiseret sine guvernører for at lukke shoppingcentre og lufthavne for at begrænse smitte med corona. Han har dekreteret, at religiøse forsamlinger og lotteri er “essentielle tjenester”, som ikke må lukkes.

Brasilien er et af de lande, hvor covid-19-pandemien kan få fatale konsekvenser. Alligevel har landets præsident Jair Bolsonaro systematisk underspillet risikoen.

Brasilien er et ekstremt eksempel på, at profit prioriteres over menneskeliv.

Bolsonaro har kritiseret sine guvernører for at lukke shoppingcentre og lufthavne. Han har dekreteret, at religiøse forsamlinger og lotteri er “essentielle tjenester”, som ikke må lukkes. 

Den 24. marts gik præsidenten så langt som på nationalt TV at erklære, at ingen skulle gå i karantæne. Tre dage efter erklærede han, at de fleste dødsfald i Italien “skete i en kold region, at de var over 80 år gamle, og deres død havde ikke noget med coronavirus at gøre”.

Han anfægtede desuden tal fra sit eget sundhedsministerium om smittespredningen i São Paulo, mente at de var overdrevne og bad alle om at blive ved med at gå på arbejde.

Udvikling ligner Italien

Indtil videre har Brasilien officielt haft 4065 smittetilfælde og 118 dødsfald. Det er endnu lave tal i et land med en befolkning på knap 210 millioner indbyggere.

Ikke desto mindre så peger en række forskere på, at udviklingen er ekstremt faretruende, fordi smittekurven i de første dage har lignet den udvikling, man har set i Italien, det vil sige med en fordobling af smittetallet per 52. time. 

Smittefaren er et klassespørgsmål. Mens de rige både kan isolere sig, skaffe værnemidler og har råd til privathospitaler, hvis de skulle blive smittet, så forholder det sig anderledes for landets fattigste.

I Brasiliens tætbeboede slumkvarterer, de såkaldte favelas, lever 11,5 millioner mennesker i hjem, hvor der minimum sover tre personer i hvert soveværelse. De, og alle dem som hver dag må fortsætte med at arbejde, udsættes for en særlig risiko, hvilket forværres af regeringens politik.

Enorm modstand

Sundhedsvæsenet står svagt til at tage imod de mange patienter. 70 procent af alle hospitalssengepladser er privatejede, og ifølge en undersøgelse fra landets lægeråd er investeringerne i det offentlige sundhedsvæsen ikke fulgt med befolkningsvæksten og inflationen i en periode på 10 år.

Efter Bolsonaros sejr i 2018 valgte han at udvise 8517 cubanske læger, som arbejdede i Brasilien. Mange af dem var udstationeret i de fattigste udkantsområder af landet og er ikke blevet erstattet af nyuddannede læger. Tilsammen gør det risikoen for en coronatragedie endnu større.

Bolsonaros attitude overfor covid-19 har vakt enorm vrede blandt Brasiliens arbejdere, unge og fattige.

Der har været timelange carcerolazos, det vil sige larmeaktioner, hvor folk slår med pander og gryder. I meningsmålinger er præsidentens popularitet faldet drastisk, og selv militæret overvejer nu at gribe ind, hvilket viser en splittelse i det brasilianske borgerskab.

Den brasilianske fagbevægelse CUT, arbejderpartiet PT og venstrefløjspartiet PSOL bør gå sammen i en enhedsfront.

De må kæmpe for et program, som indeholder krav om ekspropriering af de private hospitaler, gratis behandling af alle syge, stop for smitterisiko på fabrikker, arbejderkontrol med sundhedssektoren og økonomisk støtte til alle de arbejdsløse, småhandlende og bønder, som rammes af krisen.

Brasilien er et ekstremt eksempel på, at profit prioriteres over menneskeliv. Præsidentens handlinger er ikke bare en gal mands værk, men udtryk for en del af den herskende klasse i Brasilien, som ikke ønsker at stoppe produktionen for at redde menneskeliv.

Det er kapitalismen i dens mest direkte form, et system som hver dag truer menneskeheden mere og mere.

Nyeste blogindlæg