20 Sep 2020  

KBH: Overskyet, tåge, 12 °C

Klimaet og dansk udenrigspolitik

Blogs

Anders Bjerre Mikkelsen
Civilingeniør og Ph.D. i Kemi. Medlem af Kommunistisk Parti
Har været ansat som universitetsforsker og toksikolog på en arbejdsmedicinsk afdeling. Har været aktiv i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere i Aarhus omkring det kemiske arbejdsmiljø. For mig er der intet alternativ til at vinde kampen mod de truende, menneskeskabte ændringer af klimaet. Kampen vinder vi ikke, hvis den begrænses til udvikling af grøn teknologi og flere offentlige støttekroner. Kampen hedder: omvæltning af magten i samfundet, - fra profitstyring til folkestyring.
Blogindlæg af Anders Bjerre Mikkelsen
ons. 16. sep - 2020
fre. 03. apr - 2020
fre. 14. feb - 2020
fre. 03. jan - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 16. september, 2020, 09:32:34

Klimaet og dansk udenrigspolitik

Ingen nøgtern person benægter længere, at klimaspørgsmålet er helt afgørende for lande og folk her i det 21. århundrede. Alligevel var klimaet ikke på dagsordenen, da Jeppe Kofod tog imod USA's udenrigsminister.

Regeringspartiet Socialdemokratiet formulerede op til valget sidste år et udmærket udenrigspolitisk slogan: “Danmark som grøn stormagt”. 

Den 22. juli i år fik Danmark så chancen for at demonstrere de grønne muskler. Nationen fik besøg af USA's udenrigsminister Pompeo, der vel om nogen kunne trænge til en grøn magtdemonstration. 

Vores land kunne gå foran ved at samle en bindende alliance af ”de villige”, bestående af nationer, der trods alt vil gøre noget ved klima-spørgsmålet.

Ifølge Udenrigsministeriets hjemmeside var der fem emner på dagsordenen, herunder Arktis, Hongkong og corona. Men hvad der ikke kom med på dagsordenen, var klimaet. 

Ganske vist er Danmarks faktiske indsats på klimaområdet overhovedet ikke på højde med situationen. Den er dog, hvis man sammenligner med klodens andre rige lande, i den bedre ende. Stillet over for Trump-styrets indsats er den nærmest fremragende. 

USA er, i alt fald på det føderale plan, en nasser, der kører på frihjul i kampen mod klimaændringerne. Trods dette, ikke et officielt pip fra den ”grønne stormagt”.

Det åbner for spørgsmålet: Hvad er egentlig tankerne bag dansk udenrigspolitik? Man skulle tro, at dens formål er at arbejde til gavn for Danmark både på kort og langt sigt inden for de rammer, som internationale aftaler og international solidaritet sætter op!

Ingen nøgtern person benægter længere, at klimaspørgsmålet er helt afgørende for lande og folk her i det 21. århundrede. 

Nægtes kan det heller ikke, at det er ved at være sidste udkald for den indsats, der skal til. 

Alligevel forsømmer Danmark muligheden for at fortælle USA, at landets svigt i klimakampen er katastrofal.

Danmark undlader samtidig at bakke op om de gode kræfter i USA, der på stats- og byniveau gør og vil gøre en indsats for klimaet.

Erhvervslivet bag dansk leflen for USA

Vi ved jo godt, hvad og hvem der skubber Danmark ud i den underdanige rolle, vi er kommet i i forhold til USA.

Det er det såkaldte ”erhvervsliv”, der reelt ikke inkluderer de, der faktisk producerer, men er bosser og storaktionærer i de største danske koncerner. 

Mærsk har fedtet sig ind som transportfirma for USA's militær, og andre firmaer tjener gode penge qua den af USA dominerede verdenshandel. 

Dette erhvervsliv fortæller os morgen og aften, at det er dem, der skaber arbejdspladser og værdier. Derfor bæver det politiske establishment af skræk for dem. Ikke lige efter demokratiets kogebog.

Hvis vi fratog ”erhvervslivet” monopolet på at skabe arbejdspladser inden for produktionen af varer, ville det fremme både demokrati og dansk suverænitet. 

Ud fra alle andre synsvinkler end pengeinteressernes er vores rolle som amerikansk lydstat uforståelig. USA står for en vanvittig oprustning, som landet også påtvinger dets allierede. 

USA opretholder og fyrer op under spændingen i forhold til Kina, Rusland, Iran med flere. Enhver af disse spændingsområder rummer faren for varm krig, en krig, der, hvis de ophobede lagre af a-våben kommer i brug, kan blive fuldstændig ødelæggende for menneskeslægten som sådan.

Tilmed ledes landet p.t. af en mand, der selv i den borgerlige presse betegnes som utilregnelig og uforudsigelig.

Hvad om vi herhjemme begyndte at diskutere udenrigspolitik i stedet for at lade autopiloten styre videre ad det spor, der blev lagt med vores tilslutning til NATO i 1949, altså for over 70 år siden?

Man kunne for eksempel forsøge at komme noget kød på begrebet ”grøn stormagt”. 

Alliance af de frivillige

Vores land kunne gå foran ved at samle en bindende alliance af ”de villige”, bestående af nationer, der trods alt vil gøre noget ved klimaspørgsmålet.

I en sådan alliance burde også inkluderes fattige lande, som har viljen, men mangler midlerne til en grøn omstilling og udvikling.

Ud over at yde solidarisk støtte og heppe hinanden op, skulle arbejdet også inkludere udøvelse af maksimalt økonomisk og politisk pres på de store, uvillige CO2-forurenere som USA og Rusland. Det hele skulle, naturligvis, ske inden for FN's rammer.

En sådan alliance kunne også hjælpe med at styrke Kina som grøn nation. USA's udpegning af Kina som en paria har uden al tvivl presset udviklingen i landet fra den grønne retning og hen mod den militære.

En dansk udenrigspolitik, som skitseret ovenfor, vil på både kort og langt sigt være umådeligt mere gavnlig for Danmark end at deltage i mislykkede militærmissioner i fremmede lande og formøble store ressourcer på kostbare angrebsjagere og lignende militært isenkram.