22 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 13 °C

Katten i Henry Heerups kunst

Udstilling

Katten i Henry Heerups kunst

At Heerup har malet og tegnet mange katte, dokumenteres på udstillingen "Det var kattens – Katten i kunsten" på Heerup Museet i Rødovre.

Katteangst
1 af 1

Maleren Henry Heerup elskede dyr, især katte, og det vrimlede med dem, vilde og tamme, i hans have og atelier på Kamstrupvej i Rødovre, hvor han fodrede dem hver gang han var der.

Jeg skylder kattene forfærdeligt meget... Så hver gang jeg åbner en dåse kattemad, er det et lille afdrag på min gæld.
Henry Heerup

”Jeg skylder kattene forfærdeligt meget”, udtalte han, og ”utallige er de malerier, hvor jeg har brugt dem som motiv. Så hver gang jeg åbner en dåse kattemad, er det et lille afdrag på min gæld.”

At Heerup har malet og tegnet mange katte, dokumenteres på udstillingen Det var kattens – Katten i kunsten på Heerup Museet i Rødovre. I alt 27 værker: malerier, litografier, tegninger og bemalede granitstykker. Dertil kommer 14 værker af 10 andre kunstnere, også med kattetemaer, som spiller godt op imod Heerups arbejder. Mange af hans værker har aldrig været udstillet før, fordi de er i privat eje.

Heerup holdt også af nisser, som han har malet utallige gange. Her kan man opleve ”Nisse i hue med overflødighedshorn”, hvor katten går rundt om den varme grød.

Katte kan både være søde, lunefulde og vilde, og det kan ses i de forskellige arbejder. De kan ikke tæmmes, for som Piet Hein sagde ”den er squ’ sin egen”.

I Heerups arbejdsværelse havde han, som inspiration, en gipsafstøbning af en ægyptisk kat, der kan ses på udstillingen. I oldtidens Egypten blev katten betragtet som beskytter og helligt dyr, og der er fundet mange balsamerede katte.

Maleren Johannes Larsen, der også var en stor dyreven, er gæst på udstillingen med to illustrationer til Christian Kolds bog ”Historien om lille mis.” Fremlagt er en række børnebøger om og med katte, blandt andre Egon Mathiesens kendte ”Mis med de blå øjne”, som udkom første gang i 1937.

I forbindelse med udstillingen afholdes en række arrangementer, det sidste er Kattebingo den 18. august. Hver uge bliver der udvalgt ”Ugens museumskat”, som kan ses på et fotografi.

Udstillingen er både for børn og barnlige sjæle, så man kan roligt tage sine børn og børnebørn med. De vil elske den, men skynd jer, den lukker 23. august.

Heerup Museet i Rødovre: ”Det var kattens – Katten i kunsten”. Udstillingen slutter 23. august.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. aug. 2020 - 11:23   12. aug. 2020 - 11:34

Billedkunst

John Poulsen
Anmelder