18 Nov 2019  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

Forrygende damer

Fra min bogreol

Forrygende damer

Det lader til, at det, vi heroppe i Norden så som den mørke middelalder, i Syden var noget ganske andet, der dannede grundlag for en ægte og glad sanselighed, som vi mistede med Reformationen – hvis vi da nogensinde har haft den.

Som Marisa Rey-Henningsen påviser, havde Sydens middelalderkvinder ægte magt, og det er interessant at se det beskrevet, sådan som hun gør det i "Plovkvinden".
1 af 1

Jomfru Maria har altid forekommet mig at være en direkte komisk skikkelse, for ifølge overleveringen var hun ikke bare gift med en ældre mand, men hun blev gravid med ingen ringere end Gud selv – dog uden at blive regnet for en utro hustru. Og for at det ikke skal være løgn, bevarede hun tilmed sin jomfrudom, selv efter at hun fødte "Guds søn", det vil sige Jesus.

Som feminist har jeg altid syntes meget bedre om oprøreren Eva, der ikke lader sig undertrykke af et uigennemskueligt påbud.

Skal vi virkelig tro på det? Tjah, det er der rent faktisk mange, der gør, for hun tilbedes den dag i dag som "Guds Moder" i katolske lande, og hun er den dag i dag med i folkekirkens trosbekendelse: " ... født af Jomfru Maria ...".

Jeg har altid opfattet hende ikke bare som komisk, men også som et stærkt og farligt kvindeundertrykkende element i kristendommen, fordi hun er den, der angiveligt "siger ja" til at lade sig misbruge af en patriarkalsk guddom.

Som forbillede for kvinder bliver hun et middel til selvundertrykkelse, fordi de forsøger at leve op til de samfundsidealer, som denne misbrugte nikkedukke står for. Det er grunden til, at jeg som feminist altid har syntes meget bedre om oprøreren Eva, der ikke lader sig undertrykke af et uigennemskueligt påbud, men som glad og fro hapser det forbudte æble. (Min yndling er og bliver dog Adams første hustru, Lilith, som jeg selv har beskrevet, blandt andet i min e-bogs-kroniksamling "Lilith og Adam" på Saxo.)

Munke og nonner

Forleden genfandt jeg imidlertid en bog, der blev udgivet i 1983 på det legendariske, men nu hedengangne Hønsetryk, nemlig "Den frugtsommelige abbedisse: kvinder og magt i middelalderen" af Marisa Rey-Henningsen, 1983. Dengang forvirrede den mig, fordi den brød med mit meget negative Maria-billede, men nu finder jeg stof til eftertanke i dens beskrivelser af ikke-socialt straffede eller fordømte munke og nonner, præsters illegitime børn og forskellige udskejelser i kirkerne.

I nutiden tager vi naturligt nok afstand fra vore dages kirkelige dignitarers pædofili og seksuelle udnyttelse af forskellig art, og det er godt. Det lader dog til, at det, vi heroppe i Norden så som den mørke middelalder, i Syden var noget ganske andet, der dannede grundlag for en ægte og glad sanselighed, som vi mistede med Reformationen – hvis vi da nogensinde har haft den.

De mange påbud og indsigelser imod de vildeste udskejelser i kirkelige kredse, der er bevaret, viser med al tydlighed, at der rent faktisk skete noget i kirken, der ikke var helt efter bogen. Man gjorde ikke indsigelse imod noget, der kunne ske, men som allerede var i fuld gang, og som stort set ellers blev tolereret. Præster, nonner og munke fik børn, som de måtte have lyst i kuld og køn, hvilket åbenbart var noget ganske dagligdags, der skete jævnligt. Hvor jeg altid har opfattet de kvinder, der blev forført (???) og besvangret af præster som stakkels ofre for mandssamfundet, så var situationen så anderledes i Sydens middelaldersamfund, at mange kvinder foretrak en gejstlig elsker og far til deres børn frem for en ægtemand. Sagen var jo den, at dette arrangement gav dem en større social frihed med en helt anden rådighed over egen krop og formue, end de ægteviede kvinder havde.

Sydens middelalderkvinder

Hvis det kun drejede sig om en seksuel frihed, ville jeg ikke synes, det var så interessant, for på det punkt er vi jo hærdede, eftersom vi kan se, at det såkaldte "frisind" for det meste bare dækker over en ny måde at undertrykke kvinden. Mantraet for dette system kunne være, "smid tøjet og gør dig seksuelt tilgængelig, så får du magt og status i vores mandssamfund." Som Marisa Rey-Henningsen påviser, havde Sydens middelalderkvinder imidlertid ægte magt, og det er meget interessant at se det beskrevet, sådan som hun gør det her og i sin "Plovkvinden: eventyr og skæmtehistorier fra Galicia".

Hvad Hønsetryk angår, så var det en forlagsbedrift af Kirsten Alma Hofstätter, der ikke bør glemmes. Hun skabte sit forlag, da hendes bog med strikkeopskrifter, "Hønsestrik", blev afvist af forlaget Røde Hane. Derpå stiftede hun forlaget Røde Høns, hvis navn senere blev ændret til Hønsetryk, og hér udgav hun adskillige kvalitetsbøger af forskellig art, men med udgangspunkt i feminismen. Hun var på mange måder helt unik og fortjener at blive husket som den pionér og foregangskvinde, hun var.

Marisa Rey-Henningsen på Hønsetryk:
Plovkvinden: eventyr og skæmtehistorier fra Galicia, 1977
Den frugtsommelige abbedisse: kvinder og magt i middelalderen, 1983

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2019 - 15:15   31. okt. 2019 - 12:02

Bøger

Else Cederborg
cand.mag og forfatter