12 Dec 2018  

KBH: Overskyet, 3 °C

En outsider kaster sin lænke

En outsider kaster sin lænke

Fredag, 17. august, 2012, 22:10:03

Det slår gnister og himlen åbner sig i kostbare øjeblikke, når flamenco, moderne dans og ny musik finder ind til vor indre Outsider.

Den dansk-spanske flamenco danser og koreograf Selene Munoz har på Bellevue Teatrets Sommerballet 2012 i forestillingen »Outsider« skabt et magisk, vibrende univers af lyd, lys og bevægelse.
Flemming Gernyx

Comtemporary dance

af Gert Poder

Formentlig har vi alle prøvet den dér ubehagelige følelse af at være sat udenfor. Nogen gange i ét sekund, andre gange for livet.

Så er det godt, at vi har kærligheden, der inkluderer og bryder grænserne ned mellem dem og dig, og det er temaet i Bellevue Teatrets Sommerballets 2012-forestilling »Outsider«.

I denne mageløse forestilling mødes flamenco, moderne dans og ny musik i en gnistrende cocktail af rum og bevægelse. Gigantiske monumenter over menneskets ensomhed og troløshed bygges op og rives ned i en bølge af kroppe.

Det rummes bedst i det spanske begreb duende, denne tryllebundne, magiske, mytiske følelse, der opstår når stjernehimler styrter sammen, blot for at sende vor bevidsthed langt ud i et kosmos, vi ikke har tid til at frygte.

Duende er når to kroppes forening gløder over, når guitarens lyd når grænsen mellem salighed og smerte, når kroppen står stille, fordi den bevæger sig hurtigere end blikket kan opfatte.

Den dansk–spanske flamencodanser og koreograf Selene Munoz formår i en alder af 23 år at genskabe denne duende som udløser af livets uudtømmelige energikilde. Her rimer hjerte på smerte, kærlighed på lidenskab.

Sammen med sin franske kollega Alexander Bourdat og den italiensk-fødte sydafrikaner Tiziana Fracchiolla, der har arbejdet i Danmark i mange år, forløser de fortællingeb om at være udenfor.

De var også med i sidste års Sommerballet, men det er som om det hele er rykket et godt nøk frem, op og til siderne. Det samme er den danske komponist Jesper Mechlenburgs følsomt svingende lyd­univers, der uden at rødme parrer flamenco-guitarens høj­spændte vildskab med violinens tårepersende sødme.

Outsider bygger på Sommerballettens direktør, Alex­ander Kølpins, egne erfaringer med – på godt og på ondt – at være udenfor. Han har valgt at opfatte det som noget positivt og enestående, hvis følelsen  bruges kreativt og konstruktivt.

Det er visionen om denne grænseoverskridende energi, der presses ud gennem kroppens sideben i forestillingens tre delakter. Her skiller den midterste sig ud ved en massiv rytmisk koreo­grafi af Anja Gaard­bo til et vildt instrumentalt remix af The Doors’ klassikeren Break On Through (to the other side).

Det er ensembledans på den brede klinge, helt i nutidsdansens opfattelse af kroppen som en turbolader, indtil Selene Munoz i en følsom eksplosion af lyd og bevægelse lukker og slukker sammen med den svenske percussionist Stephan Jarl. Outsideren – den udstødte – frigører, renser og rejser sig gennem kærlighedens endeløse kraft.

Kædet fornemt sammen af Maja Lind Ziskas enkle scenografi borer Outsider sig ind som en splint fra troldmandens spejl, et kosmisk lynnedslag som et bevis på, at motion er sundt – bevægelse for hjertemusklerne er livsnødvendigt.

Velkommen til duendens mystiske univers.

Outsider. Bellevue Teatret, Sommerballet 2012. Instruktion: Alexander Kølpin. Koreografi: Selene Munoz, Alexandre Bourdat og Anne Gaardbo. Scenografi:Maja Lind Ziska. Til 1. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. aug. 2012 - 22:10   03. sep. 2012 - 11:07

Teater