20 Oct 2018  

KBH: Spredte skyer, 11 °C

Dørene åbnes for våbenindustri

Dørene åbnes for våbenindustri

Fredag, 17. august, 2012, 12:42:00

Skattebetalte forsvarsattachéer står klar på pinde, når Eksportrådet på torsdag inviterer dansk våbenindustri til netværksmøde.

Forsvarsministeriet forsøger med en konference i Eksportrådet med direkte adgang til ti ambassaders forsvarsattachéer endnu engang at puste liv i Danmarks våbenindustri. Her fra et tidligere initiativ for våbenindustrien i oktober 2010.
pn

Eksportrådet og Forsvarsministeriet kaster sig nu aktivt ind i kampen for at øge dansk våbenindustris eksport.

På torsdag i næste uge er Eksportrådet og ministeriet vært ved et netværksmøde, hvor danske våbenfirmaer kan møde hinanden og få direkte kontakt til både Eksportrådet, Forsvarsministeriet og de såkaldte forsvarsattachéer, som gør tjeneste på en række vigtige danske ambassader i udlandet.

På konferencen vil de danske forsvarsattachéer stå ved hver deres stand for at høre, hvordan de kan servicere industrien. Og de danske våbenproducenter står i kø for at få forsvarsattachéerne i tale. Allerede på nuværende tidspunkt mere end 30 danske virksomheder tilmeldt sig konferencen.

Direktøren for dansk våbenindustris lobbyorganisation, FAD, har store forventninger til konferencen:

– Vi er meget glade for ministerens initiativ. Det er meget hjælpsomt for industrien, siger Frank Bill til Arbejderen.

Industrien glæder sig

For øjeblikket har Danmark udstationeret ti forsvarsattachéer – i USA, Rusland, Tyskland, Litauen, Polen, Frankrig, Storbritannien, Etiopien, Pakistan og Afghanistan.

Konferencen er et led i forsvarsministerens »Open for business«-strategi. Et omdrejningspunkt i planen er, at militæret skal arbejde tættere sammen med de danske våbenproducenter, og at ambassaderne via såkaldte forsvarsattachéer skal fremme dansk våbensalg i udlandet.

– Hidtil har forsvarsattachéernes opgave været at rådgive ministeriet i forsvars- og sikkerhedsspørgsmål. Nu skal forsvarsattachéerne lære at håndtere deres nye rolle. Fremover skal de hjælpe industrien med eksportarbejde. De skal bistå os med at skabe kontakter mellem dansk forsvarsindustri og de lande, hvor de er udstationeret siger Frank Bill.

Krigsskib som reklamesøjle

FAD har flere ideer til, hvordan det danske militær kan hjælpe industrien på vej. I sidste måned besøgte det danske krigsskib Esbern Snare USA:

– Vi fik lov til at bruge det danske forsvar som udstillingsplatform. Repræsentanter for den danske forsvarsindustri fik om bord på det danske krigsskib for at vise amerikanerne, hvad dansk industri er i stand til at levere. Vores kommende købere har mere tillid til os, hvis vi kan fremvise vores produkter i samarbejde med forsvaret, fortæller Frank Bill.

Om formiddagen før konferencen mødes FAD-lobbyen og forsvarsattachéerne til et lukket møde, hvor FAD-direktøren vil komme med et oplæg henvendt direkte til forsvarsattachéerne:

– Mit oplæg vil handle om, hvad vi fra industriens side forventer af forsvarsattachéerne. 80 procent af dansk våbenindustris omsætning kommer fra eksport. Vi lever af at eksportere. Derfor har netop forsvarsattachéernes udenlandske kontakter stor værdi for os. Det betyder meget for os, at vi har en forsvarsattaché i officiel uniform til at arbejde for os.

Der er ingen tvivl om, at dansk våbenproduktion er et erhverv i fremgang:På bare ti år er værdien af den danske våbeneksport steget markant – fra 931 millioner i 2006 til 1,7 milliarder kroner i 2010.

Våbenfirma håber på flere ordrer

En af dem der deltager i Forsvarsministeriets og Eksportrådets konference på torsdag, er salgsdirektøren hos Falck Schmidt Defence Systems A/S, Steen Garnæs:

– Det er vigtigt, at vi får input fra forsvarsattachéerne om udenlandske markeder og om firmaer og forsvar i andre, der står og mangler noget udstyr. Det giver os nogle nye muligheder for at få solgt nogle flere varer, siger Steen Garnæs til Arbejderen.

Hans firma leverer blandt andet master, hvor militæret kan påføre et kamera, en antenne eller en radar. Firmaet leverer også generatorer, så soldaterne er sikret strøm til deres radioer og computere.

Salgsdirektøren er glad for, at dansk militær og ambassaderne mere aktivt skal hjælpe våbenindustrien med at få ordrebogen fyldt op:

– Iandre lande hjælper forsvaret mere aktivt sin hjemlige industri. De er mere opsøgende og taler positivt om de lokale virksomheder. Det ville da være vældig dejligt, hvis det danske forsvar går ud til en af mine potentielle kunder, og siger:»Falck Schmidt er dygtige. Vi bruger deres udstyr. Dem kan du regne med«, forklarer Steen Garnæs.

17. aug. 2012 - 12:42   03. sep. 2012 - 12:37

Indland