20 May 2019  

KBH: Spredte skyer, 21 °C

Fin bog om den algeriske befrielseskamp

Fin bog om den algeriske befrielseskamp

Torsdag, 05. juli, 2012, 12:39:58

I dag er det 50 år siden, Algeriet vandt sin selvstændighed efter otte års befrielseskamp. Lars Borking har skrevet en fin bog om om frihedskampen og den skandinaviske støtte.

Algerisk kamelhær. Den 1. november 1954 startede den egentlige opstand i Algeriet organiseret af Den Nationale Front, FNL, og dens militære enheder i befrielseshæren, ALN. Samtidig udtalte den franske ‘socialistiske’ indenrigsminister, og senere præsident, Mitterand, at »den eneste mulighed for forhandling er krig«.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

»Menneskets kamp mod magten er hukommelsens kamp mod glemselen« og årsagen til en lille men vigtig bog om solidaritetsarbejdet for et frit Algeriet.

Kampen om Algeriet. Den skandinaviske støtte 1954 - 1962 er titlen på bogen, som er skrevet af journalisten Lars Borking. Bogen kobler på en fin måde en række personlige historier sammen med faktuelle ting om befrielseskrigen.

Baggrunden

I dag – den 5. juli – er det 50 år siden, Algeriet vandt sin selvstændighed efter otte års befrielseskamp. Kolonimagten Frankrig balancerede på randen af et militært styre, store områder af Algeriet blev sønderbombet, 8000 landsbyer ødelagt og hundredetusinder blev tortureret af de franske tropper. I alt mistede en million algeriere, hver tiende, livet.

Baggrunden var den klassiske, at kolonimagten, Frankrig, nægtede at give slip på kolonien og algerierne havde mistet troen på, at forholdene kunne forandres af fredelig vej.

Siden 1830 havde de franske tropper været i landet. De franske besættere sad på den bedste jord, og hele økonomien tjente kolonimagten. Strukturerne i bondesamfundet var ødelagt og livsgrundlaget for algerierne var ødelagt.

Den nationale modstand eksploderede i 1945, da festlighederne over sejren over nazismen udviklede sig til et folkeoprør, der blev slået voldsomt ned. Det franske luftvåben bombede hele landsbyer, et krigsskib sendte missiler ind over byen Kerrata. Titusinder mistede livet, hvilket blev glemt i euforien over vor egen befrielse.

Ni år senere, den 1. november 1954, startede den egentlige opstand, organiseret af Den Nationale Front, FNL og dens militære enheder i befrielseshæren, ALN.  Den 5. juli 1962 blev Algeriet selvstændigt.

Krig

Da FNL startede oprøret i 1954, udtalte den franske ‘socialistiske’ indenrigsminister, og senere præsident, Mitterand, at »den eneste mulighed for forhandling er krig«. I 1956 var der 400.000 franske tropper i landet.

De franske angreb kom kort efter, at franskmændene havde fået røvfuld og lidt et totalt nederlag til den vietnamesiske befrielsesfront FNL i slaget om Dien Bien Phu.

Medierne stemplede, ikke overraskende, de algeriske frihedskæmpere som terrorister. En del af disse »terrorister« havde kæmpet sammen med den franske modstandsbevægelse og i De Frie Franske Styrker mod nazismen. Bogen har et yderst interessant kapitel om »terror eller befrielseskamp«.

I 1957 erklærede franskmændene undtagelsestilstand i Algeriet. De franske officerer var kommet hjem fra Indokina, hvor de havde lært sig anti-guerillakrigens metoder med systematisk tortur og henrettelse af folk uden rettergang. 1, 2 million algerier kom i kz-lejr, ligesom 6-7000 forældreløse børn strejfede rundt om i skovene.

I 1958 tæppebombede franske fly den tunesiske landsby Sakiet Sidi Youssef ved grænsen til Algeriet. Samme år, da Frankrig var ved at gå i opløsning, kuppede de franske generaler magten i Algeriet og krævede at Charles de Gaulle blev præsident i Frankrig. 1. juni 1958 blev han præsident hvilket betød afslutningen på den fjerde republik og starten på den femte.

De skandinaviske Algierkomitèer

Allerede i 1957 blev Den Norske Algierkomitè stiftet og samlede penge og tæpper ind til de over 400.000 algeriske flygtninge, der var strømmet til Tunesien og Marokko. Desuden drev man et børnehjem og senere flere skoler.

I Sverige, som i modsætning til Norge og Danmark ikke var medlem af NATO, var kritikken af Frankrig voldsommere og der var en FNL-repræsentant i landet.

Her førte både venstrefløjsgruppen Clarte og den socialdemokratiske studenterorganisation oplysningskampagner og etablerede en Algierkomitè, der var præget af intellektuelle.

Det officielle Danmark var mere franskvenlig end Norge og Sverige. I Danmark var det den socialdemokratiske journalist, Jørgen E. Petersen, der satte Algeriet på dagsordenen efter at have besøgt landet flere gange.

Han var ansat på den socialdemokratiske, men NATO-kritiske avis, Demokraten, der i modsætning til partiet støttede et frit Algeriet. Og han skrev novellesamlingen »Det blodige sand«, der beskrev konfliktens menneskelige omkostninger og oprørets karakter.

I slutningen af 50’erne tilbød en flok trotskister at sende frivillige til kampen i Algeriet og stiftede Det Frie Algiers Venner. De skaffede rør, fjedre og værktøjsmaskiner til omkring 50.000 våben og fik dem til Algeriet, samtidig med de trykte bladet »Algier Frit«, som fik den gamle spaniensfrivillige Leo Kari som redaktør, indtil han afløstes af Land og Folk-journalisten Jan Stage.

Jørgen E. Petersen og Land og Folk-journalisten Johannes Glavind tog initiativ til Den Danske Algierkomité, som var bredt baseret og fik medlemmer fra både Socialdemokratiet og de borgerlige. Den arbejdede for en »FN-kontrolleret fred og folkeafstemning om Algeriets fremtid«. Det Frie Algiers Venner var derimod klart anti-imperialistisk. De to modeller sås senere i Vietnambevægelsen.

Statsterror

Da de Gaulle kom til, sprængte Frankrig i 1960 en atombombe i det sydvestlige Algeriet efterfulgt senere på året af to i Sahara.

»I sprængningsområdet blev opstillet bure med rotter og mus, som efterfølgende blev fløjet til Paris til undersøgelse på et laboratorium. Den lokale algeriske befolkning blev tilbage«.

Den 17. oktober 1961 demonstrerede over 30.000 fredeligt mod, at algeriere i Paris havde udgangsforbud mellem 20.30 om aftenen og indtil næste morgen. Over 11.000 algeriere blev anholdt, samlet på stadions og en del tæsket til døde. Nogle blev overhældt med benzin og brændt levende. I flere uger efter dukkede mellem 70 og 300 druknede algeriere op på Seinens bredder. Alle dræbt af det franske politi.

I Danmark skrev Politiken, at »to algeriere og en europæer blev dræbt under sammenstødende mellem demonstranter og politi«.  

Ved at beskrive den norske, svenske og danske støtteindsats får man en svag fornemmelse af baggrunden for de problemer og den succes, som Vietnambevægelsen senere oplevede. Man forstår også hvorfor unge fra Skandinavien trods afstanden besluttede sig for at gøre noget ved det. Åbnede sig for et andet folks smerte og forsøgte at hjælpe så godt de kunne. Lad det være en inspiration til alle generationer til alle tider.

At solidaritetsindsatsen i udlandet blev værdsat dokumenteres af at to danske medlemmer af Frit Algier, Kinck og Bramstrup deltog i Ben Bellas indsættelse som præsident.   

Venskabsforeningen har lavet en hjemmeside for bogen www.kampen-om-algeriet.dk, hvor den også kan bestilles.  

Lars Borking: Kampen om Algeriet. Den skandinaviske støtte 1954 - 1962. 80 sider. 150 kroner. Dansk – Algerisk Venskabsforening.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jul. 2012 - 12:39   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger