20 Oct 2018  

KBH: Let skyet, 11 °C

Hvem pukler kineserne for?

Hvem pukler kineserne for?

Torsdag, 12. april, 2012, 11:39:06

Apple er i stand i stand til at presse underleverandører og selv tage en ekstra pris, så de derigennem opnår en ekstra profit.

Økonomikommentar

af Carl-Aage Jensen

Apple har gennem længere tid været under pres i de vestlige medier, hvor selskabet beskyldes for at udnytte de dårlige arbejdsforhold på det kinesiske arbejdsmarked.

Apple, der i øjeblikket er verdens mest succesrige it-producent med produkter som iPhone og iPad, er blevet mødt med demonstrationer, og kritikken af arbejdsforholdene har været rejst på selskabets egen generalforsamling.

Apple har ikke brug for dårlig omtale, uanset om det er på grund af arbejdsforhold på de kinesiske samlefabrikker eller fejl i dets produkter. Virksomheden har oparbejdet et image som verdens suveræn førende producent af højkvalitetsprodukter indenfor de såkaldte smartphones og tablet computere.

Derfor er Apple gået i offensiven, og har fået lavet en undersøgelse af arbejdsforholdene på nogle af de fabrikker i Kina, der samler og leverer Apples produkter. Efter offentliggørelsen af de slavelignende forhold er Apple gået i medierne med krav om bedre arbejdsforhold, og forsøger på den måde at sende aben videre til de kinesiske fabrikker. Fabrikkerne ejes af Hon Hai Precision Industry, der er hjemmehørende i Taiwan og er en del koncernen Foxconn, som er verdens største leverandør af elektronik. 

Flytter efter lav løn

Det burde imidlertid ikke være kommet bag på Apple, at arbejdsforholdene på de kinesiske fabrikker er ringe. Forholdene modsvarer helt den pris, Apple betaler for den ydelse, de får på de kinesiske fabrikker.

Apple er ikke alene om at udnytte de dårlige forhold. Det er netop de lave omkostninger i Kina og det øvrige sydøstlige Asien, der har fået flere virksomheder i de gamle industrilande til at flytte produktionen derud. Det vurderes således, at elektronikfabrikkerne i Kina producerer 80 til 90 procent af alle bærbare computere og over 50 procent af verdens mobiltelefoner.

Andre brancher bruger samme strategi. Nike, der producerer sportssko, ejer ikke en eneste fabrik selv, men får varerne produceret og samlet af billig arbejdskraft i Østen, som aflønnes med under to procent af den pris, som Nike sælger sine produkter for i butikkerne i Vesten. Store dele af den danske tøjbranche følger den samme strategi og scorer kassen på det.

Den amerikanske økonom John B. Foster har for nylig afdækket, at den internationale konkurrence under globaliserings bølgen har ført til, at »verdens produktion i stigende grad er domineret af relativt få multinationale firmaer, der kan udøve betydelig monopolmagt«. Konsekvensen er ifølge John B Forster, at priskonkurrence stort set er sat ud kraft. I stedet konkurrerer monopolerne på at beskære omkostninger i produktionen og ved at fremstille forskellige produkter.

Stor profit

Apple er i kraft af sine unikke produkter på de globale vækstmarkeder for smartphone og tablet netop et sådan globalt monopolfirma, der udøver »betydelig magt«. Apple har blandt andet brugt den magt overfor sine underleverandører til at presse prisen, også selv om underleverandøren er verdens største leverandør af elektronik, Foxconn.  

Analysefirmaet IHS iSuppli vurderer, at Apple i dag for hver enkelt iPhone 4S betaler 188 dollar for komponenter og otte dollar til fabrikkerne i Kina for at få samlet iPhonen. I butikkerne i USA koster en iPhone 4S cirka 600 dollar. Når omkostningerne til transport, udvikling og skatter også er betalt, har Apple har selv omkring 120 dollar tilbage i rent overskud på den enkelte iPhone. Det svarer til 680 danske kroner.

Apple tjente i 2011 i gennemsnit 24 dollar hver gang firmaet solgte for 100 dollar. Til sammenligning tjente Foxconns fabrikker i Kina 2,4 dollar hver gang de solgte for 100 dollar.

Når Apple har ti gange så stor profit, kan det ikke bare forklares med store investeringer, der skal forrentes. Når man sammenligner, hvordan de to selskaber forrenter den samlede kapital, de hver især har bundet i deres produktion, den såkaldte profitrate, så præsterer Apple en fire gang så stor forrentning, nemlig 22 procent, mens Foxconns fabrikker i Kina forrenter kapitalen med godt fem procent.

Apple er overhund

Apple er simpelthen bare overhund i den industrielle fødekæde i forhold til Foxconn på grund af dets dominerende stilling på de nye vækstmarkeder, som markederne for smartphone og tablet computere er. Derfor er Apple også i stand i stand til at presse underleverandører og selv tage en ekstra pris, så de derigennem opnår en ekstra profit.

Det forventes, at forbedringen af arbejdsforholdene på de kinesiske fabrikker vil øge omkostninger ved at samle en iPhone 4S med to dollar, så Foxconn fremover får 10 dollar for at samle telefonen.

Der spekuleres på nuværende tidspunkt i om Apple vil bruge lejligheden til at hæve priserne på deres produkter, men det afhænger ikke kun af de kinesiske priser. Apple sætter nemlig ikke prisen på sine produkter alene ud fra omkostningerne, men også ud fra hvordan de forventer, at pris og mængder, de kan sælge, hænger sammen, så det giver Apple den maksimale profit.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen en gang om måneden.

12. apr. 2012 - 11:39   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar