10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Eleanor Marx - socialistisk agitator, organisator og forfatter

Eleanor Marx - socialistisk agitator, organisator og forfatter

Tirsdag, 27. marts, 2012, 12:16:31

Karl Marx’ yngste datter, Eleanor, brugte mange år af sit liv på at støtte faderens teoretiske arbejde. Men hun var også aktivt engageret i flere strejker og opbygningen af den engelske fagbevægelse.

Eleanor Marx (1855-1898) var Jenny og Karl Marx’ yngste datter. Her ses hun sammen med søsteren Laura, forældrene Jenny og Karl Marx og vennen Friedrich Engels.

af Gerd Callesen

Eleanor Marx (1855-1898) var Jenny og Karl Marx’ yngste datter.

Fra en ung alder var hun interesseret i politik og litteratur. Det var interesser, som faderen stimulerede både hende og hendes to ældre søskende Jenny og Laura til at beskæftige sig med.

Eleanor udviklede også en betydelig interesse for teatret, en interesse hun delte med sin samlever fra 1883 til 1898, Edward Aveling. Specielt var hun optaget af Henrik Ibsens skuespil, og hun oversatte nogle af dem.

Hun tjente desuden til dagen og vejen som oversætter af vigtige værker, såvel faderens som andres.

Som ung ville hun meget gerne hjælpe sin far, uden at hun dog optrådte udadtil.

Ulykkelig kærlighed

Som 17-årig forelskede Eleanor sig i en af veteranerne fra Pariser-kommunen, men Karl Marx modsatte sig en forlovelse. Han mente, at den 34-årige Prosper Lissagaray var for gammel, og fandt ham heller ikke i andre henseender en passende ægtefælle.

Lissagaray var som de andre kommunarder en arbejdsløs flygtning. Marx var ikke villig til at lade datteren få den samme skæbne, som han og hendes mor havde haft. Han satte ganske vist pris på Lissagarays afhandling om Pariser-kommunen, som Eleanor senere oversatte, men et ægteskab kunne der ikke være tale om.

Der har været spekuleret meget over, om hvad denne forhindrede kærlighed eventuelt betød for Eleanor Marx.

Karl Marx døde i 1883. Eleanor så op til ham, og hun brugte mange år af sit liv på at støtte hans teoretiske værker og på at fremme hans politiske holdninger i arbejderklassen. Men hans død var tilsyneladende også en slags befrielse for hende. Fra 1883 begyndte hun at optræde selvstændigt, dels som forfatter og dels som politisk aktiv.

Edward Aveling

I 1883 indledte hun et mangeårigt samliv med Edward Aveling. Begge gik i slutningen af 1883 ind i en socialistisk organisation Social Democratic Federation.

Aveling var gift og kunne ikke blive skilt. Han var efter sigende meget charmerende, lynende intelligent, en blændende taler og dygtig organisator. Han havde sat sig ind i socialistisk teori, var fritænker, dramatiker så det var forståeligt, at Eleanor Marx faldt for ham og gerne ville leve sammen med ham; fra 1884 kaldte hun sig Marx Aveling.

Også Engels, accepterede ham helt og fuldt. Aveling var totalt loyal over for Marx’ døtre og sendte for eksempel regelmæssigt penge til Laura Marx, som var gift med Paul Lafargue. Pengene sikrede, at Paul Lafargue kunne leve som professionel revolutionær.

Eleanors samlever blev en del af Engels’ »familie«, og Aveling kunne ikke gøre noget forkert i hans øjne. Det kunne han desværre nemt i andre engelske socialisters øjne. Det er ikke helt klart hvorfor, men blandt kvindelige socialister var Aveling forhadt og heller ikke blandt de mandlige socialister nød han den store tillid. Han var generelt upålidelig. Men den side holdt han åbenbart skjult for Engels. En følge af denne situation blev, at Engels var isoleret i forhold til de engelske socialister.

Socialist League

Bortset fra disse problemer arbejdede Eleanor og Aveling godt sammen. I 1880’erne oplevedes et opsving i engelsk socialisme, specielt i London, det nordlige England og Skotland.

Men disse organisatoriske og politiske forsøg var præget af dybe politiske, teoretiske og personlige modsætninger. Hertil kom, at den stærke engelske fagbevægelse udelukkende bestod af de faglærte arbejderes organisationer. Det var forbund, som samarbejdede med det Liberale parti, der gav repræsentanter for fagbevægelsen mulighed for at stille op ved valgene. Samtidig eksisterede der en konservativ retning inden for arbejderklassen, specielt igen blandt de faglærte arbejdere. Det var vanskeligt for de få – indbyrdes uenige – socialister at skabe et gennembrud.

I 1880’ernes anden halvdel kom det dog så småt til strejker, for eksempel blandt ufaglærte kvindelige arbejdere og det kom til store demonstrationer.

Eleanor Marx, Aveling, Ernest Belfort Bax og specielt William Morris oprettede organisationen Socialist League.

Morris, som var en anerkendt kunstner, tjente godt og var villig til at bruge sine penge på en socialistisk organisation. Han finansierede således gennem flere år et socialistisk ugeblad, The Commonweal.

Både Eleanor Marx og Edward Aveling skrev i The Commonweal. De deltog i det politiske arbejde især blandt arbejderne i East End og holdt sammen med nogle af de tyske immigranter utallige møder blandt andet i Hyde Park.

Dette arbejde var en væsentlig forudsætning for, at de kunne gøre sig gældende i den store havnearbejderkonflikt i 1889. I 1885 udgav de i fællesskab en agitationspjece The Factory Hell.

Internationalisme

Eleanor Marx skrev blandt andet artikler om kvindespørgsmålet i The Commonweal. Sammen med Aveling udgav hun i 1887 The Woman Question, en bog som vakte opsigt i samtiden.

I beretningen til den Internationale socialistiske kongres i Bryssel i 1891 lagde hun igen stor vægt på kvindespørgsmålet.

I 1886 tog hun, Aveling og den tyske socialistiske leder Wilhelm Liebknecht på en agitationsrejse til USA. Fra september til december rejste de gennem landet og holdt møder og diskussioner i 44 byer. Et resultat heraf var beretningen The working class movement in America, som kom i et nyt oplag i 1891 og siden er blevet trykt på flere sprog.

Hendes interesse for USA og mange af hendes artikler i The Commonweal viser, at hun var dybt interesseret i den internationale arbejderbevægelses udvikling. Det kom også til udtryk i forberedelsen af og hendes aktive deltagelse i den Internationale socialistiske kongres i Paris i 1889.

Hendes indsats bestod i, sammen med især svogeren Paul Lafargue, at sørge for at den »marxistiske« kongres blev den store kongres i modsætning til en samtidig kongres organiseret af »de reformsøgende« socialister, som det hed i de samtidige danske diskussioner i arbejderbevægelsen.

Indsatsen kronedes med held. Den »marxistiske« kongres førte til dannelsen af Anden Internationale, og det blev de marxistiske kræfter, der i de første mange år dominerede denne.

Kongressen vedtog blandt andet at organisere demonstrationer i hele den industrialiserede verden den 1. maj 1890 – det skulle udvikle sig til den internationale demonstrationsdag den 1. maj.

Den nye fagbevægelse

Udover kongressen var 1889 et betydningsfuldt år i flere andre henseender, der nok fik en mere længerevarende virkning.

Allerede i sommeren 1889 var der udbrudt en omfattende minearbejderstrejke i Ruhr-området. Den spredte sig til andre tyske minedistrikter og derfra videre til Østrig og Belgien. Det var den første massestrejke i Tyskland, som på dette tidspunkt var blevet en industri-domineret stat.

Men ikke kun dér fik arbejderbevægelsen et gennembrud. I august/september 1889 gennemførtes den store havnearbejderstrejke især i London, men også i andre britiske havnebyer. Det bemærkelsesværdige ved strejken var især, at de strejkende denne gang var ufaglærte arbejdere.

Strejken blev vundet af havnearbejderne, og det gav stødet til en organisering af de ufaglærte arbejdere. Havnearbejderkonflikten var det første skridt i en langvarig proces, som efter århundredskiftet førte til at organisere flertallet af de britiske arbejdere.

Eleanor var aktiv i forbindelse med strejken, idet hun sammen med to andre kvinder stod for fordelingen af de indsamlede penge og madvarer. Disse var af største betydning for at de strejkende kunne modstå det pres, der rettedes imod dem.

Den kendte faglige og politiske foregangsmand, Tom Mann, gav i sine erindringer udtryk for taknemmelighed for hendes indsats og den hjælp, hun også på anden måde ydede de strejkende.

Han var ikke den eneste: Will Thorne, Ben Tillett og andre i den samtidige arbejderbevægelse fremhævede hendes personlige arbejde. De respekterede hende også som kvinde, hvilket ikke var en selvfølge blandt de intellektuelle, som havde tilsluttede sig socialistiske tankegange.

Strejken i Silvertown

I april 1889 var Gas Workers’ and General Labourers’ Union blevet oprettet. Forbundet havde gennemført flere konflikter, og i dem blandt andet opnået otte-timers-dagen. Men arbejdsgivernes modaktioner pressede dem i løbet af året tilbage, otte-timers-dagen gik tabt i London syd for Themsen.

Også en anden strejke i en østlig forstad til London, Silvertown, blev tabt på grund af uenighed blandt arbejderne. Det lykkedes fabriksejerne at organisere strejkebrydere nok til at holde produktionen kørende.

Virksomheden havde også en fabrik i Frankrig, og Aveling rejste til Frankrig og mødtes med repræsentanter for fabriksarbejderne dér – dog uden det ønskede resultat. Heller ikke da det franske arbejderparti, hvor Eleanors svoger, Paul Lafargue, spillede en fremtrædende rolle, forsøgte at gribe ind.

For Eleanor betød strejken, at hun i de ti uger, den varede, hver eneste dag tog ud til Silvertown for at agitere blandt de kvindelige arbejdere. Det foregik tidligt om morgenen, så der var tale om en flere timers rejse frem og tilbage hver dag.

De kvindelige arbejdere havde ekstremt dårlige forhold. De holdt ud til den bitre ende, men tabte slaget sammen med de andre arbejdere.

Imidlertid lykkedes det dem at oprette en fagforening på virksomheden, og Eleanor blev valgt til sekretær for afdelingen og blev dens repræsentant i Gasværksarbejdernes forbund.

Medlem af Gasværks-arbejdernes forbund

Hun var ikke kun populær blandt kvinderne i Silvertown, men også i forbundet. Med den uddannelse, gasværksarbejderne havde fået, kunne de naturligvis ikke skrive ordentligt og mange af dem sikkert heller ikke læse.

En stor del af det arbejde, som derfor var nødvendigt i denne sammenhæng, påtog Eleanor sig. Hun skrev også et udkast til program og vedtægter, som blev vedtaget på forbundets kongres i 1891 i Dublin. Til den Internationale socialistiske kongres i Bryssel i 1891 skrev hun forbundets og andre britiske organisationers beretning.

Kongressen i Paris i 1889 havde vedtaget at organisere demonstrationer for otte-timers-dagen fra 1890 og frem. Eleanor fremsatte forslag om at organisere en sådan demonstration i London. Det blev en kæmpesucces, og den første søndag i maj deltog flere hundredetusinde i denne demonstration. Engels var begejstret.

Eleanor fortsatte endnu i nogle år i hovedbestyrelsen, men måtte så trække sig. Arbejdsbyrden blev simpelthen for stor for hende, også fordi hun var en meget populær taler og gerne tog ud, så ofte hun kunne. På disse agitationsturneer tilskyndede hun blandt andet til oprettelser af lokale fagforeninger – herunder også fagforeninger for kvinder.

Udgivelse af Karl Marx’ værker

I 1887 – samme år som den danske udgivelse af Kapitalen – udkom også første bind af Kapitalen på engelsk. Den var oversat af Samuel Moore og Aveling.

Eleanor havde bidraget ved at undersøge alle litteraturhenvisninger og havde lokaliseret de mange citater, der oprindeligt havde stået i engelske udgivelser. Det var et omfattende arbejde, som Engels overtog for den fjerde tyske udgave i 1890.

I årene efter Engels’ død i 1895 udgav hun sammen med Aveling en række bøger, i hvilke hun opsamlede artikelserier for eksempel Marx’ Løn, pris og profit.

Avelings svigt

Eleanors sidste år blev en tragedie. Engels havde efterladt hende et betydeligt beløb, som hun kunne have levet af og brugt til at arbejde for det, hun anså for væsentligt. Men Aveling forlod hende i 1897 og tog resten af pengene med sig. Han afviste så meget som at mødes med hende.

Efter cirka et halvt års tid dukkede han dog op igen, stærkt svækket af sygdom og lod sig pleje af Eleanor i de følgende måneder. Hvad han ikke fortalte hende, var at han i mellemtiden havde giftet sig igen – åbenbart var hans første kone død. Som Eleanor betroede en ven – en ung russisk-jødisk arbejder i London – kunne hun ikke løsrive sig fra ham, fordi hun emotionelt var bundet til ham, fordi han var så vigtig for hende.  Det fremgår også af hendes brevveksling med halvbroderen Frederick Demuth.

Det vidste Aveling og det udnyttede han uden blusel. Sandsynligvis var det dette svigt, der drev hende til at begå selvmord i 1898. Vi ved det ikke med bestemthed, men det var i hvert fald det, man mente både i samtiden og eftertiden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. mar. 2012 - 12:16   03. sep. 2012 - 10:59

Historie