23 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 10 °C

Hvis vi gi’r en hånd til Afrika…

Hvis vi gi’r en hånd til Afrika…

Fredag, 27. januar, 2012, 18:27:10

I det lange løb er det muligt, at folk bliver mere modvillige over for at støtte mennesker, der ifølge det billede, som også hjælpekampagnerne maler, ikke synes selv at gøre noget.

Medier og støttekampagner portrætterer ofte afrikanerne som passive ofre. Hvad vi i stedet burde vise i fjernsynet og på plakater på gader og stræder, er et positivt billede af afrikanere, der handler, påpeger Peter Kenworthy. Her zimbabweanere, som er aktive i kampen mod aids.
Ulandshjælp fra Folk til Folk

af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

Den 3. februar afsluttes Danmarks nok mest prominente velgørenhedskampagne, Danmarks Indsamlingen, en kampagne, der støttes af 12 af landets største humanitære organisationer og kulminerer i et tv-show, der vises direkte på DR1.

Kampagnen er en af mange lignende velgørenhedskampagner, der blev til i kølvandet på den meget omtalte og indbringende Band Aid-kampagne.

Alle over 35 husker Bob Geldoffs og det stjernespækkede Band Aid’s sang »Do they know it’s Christmas« fra 1984, Michael Jacksons »We are the world«, og dens danske modstykke, Nannas »Afrika« fra 1985.

Alle sange var til støtte for de hungersramte i Etiopien.

Disse kampagners omtalemæssige og finansielle succes gjorde, at de skabte præcedens for de mange lignende velgørenhedskampagner, der fulgte efter, og som ofte trivialiserede de problemstillinger, de hævdede, at de søgte at løse.

Fælles for de tre sange var, at man som almindelig vesterlænding opfordredes til at hjælpe de stakkels hungersramte etiopiere ved at købe sangen – en opfordring som millioner fulgte.

Overfladebillede

»Det bli’r bedre dag for dag, hvis vi gi’r en hånd til Afrika«, som den danske sang forsikrede. »We are the ones who make a brighter day so let’s start giving«, som Jacksons sang insisterede.

Kampagnerne gav dog et overfladisk billede af fattigdom, der ikke stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange mennesker er fattige, eller hvilken rolle vi i Danmark og Vesten spiller i denne sammenhæng.

Det implicitte budskab var, at de stakkels, passive afrikanere er objekter, og ikke subjekter. At de kun kan klare sig ved hjælp af vores velgørenhed og hjælp – et budskab som desværre også mere eller mindre eksplicit fremsættes i lignende kampagner i dag.

Måske mener organisationerne bag disse kampagner, at man skaber den størst mulige indkomst her og nu ved til stadighed at vise billeder af mere eller mindre hjælpeløse, fattige afrikanere. Og deri har de sandsynligvis ret på kort sigt.

Men i det lange løb er det lige så sandsynligt, at de mennesker, som kampagnerne henvender sig til, bliver mere og mere modvillige over for at støtte mennesker i Afrika, der ifølge det billede, som de selvsamme kampagner har været med til at male, ikke selv synes at gøre noget for at komme ud af fattigdommen.

Bistandsorganisationerne underminerer så at sige deres egen mulighed for at skabe en global bevidsthed og solidaritet med fattige afrikanere hos deres målgrupper i Danmark og Vesten.

Afrikansk selvorganisering

Hvad vi i stedet burde vise i langt højere grad i fjernsynet og på plakater på gader og stræder, er et positivt billede af afrikanere, der handler for at arbejde sig ud af fattigdom.

Billeder af de rigtig mange fattige mennesker, der organiserer sig for at få indflydelse, af fattige mennesker, der aktivt forsøger at forbedre deres og andre fattiges situation.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om partner-skab, fattigdomsbekæmpelse og demokrati, burde vi – samtidig med, at vi søger at løse akutte nødsituationer – være med til at styrke mobiliseringen og selvorganiseringen af medlemsbaserede organisationer i partnerlandene i Afrika.

Vi burde i Nord agere som talerør for dem, samt presse på for konkrete ændringer af et internationalt system, der ellers vil bevare den enorme ulighed i verden. Ellers er der bare tale om at vi yder symptombehandling.

Men måske er den mest ærlige og sigende linie i »Do they know it’s Christmas« i virkeligheden, når Bono synger »well tonight thank God it’s them instead of you«.

En nok utilsigtet erkendelse af at mange vesterlændinge blot betaler sig fra deres dårlige samvittighed ved at støtte velgørenhedskampagner med småpenge, og at de ellers er fint tilfredse med, at den nuværende verdensorden bevares.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jan. 2012 - 18:27   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar