24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

20. januar 1942 Wannsee-Konferencen

20. januar 1942 Wannsee-Konferencen

Fredag, 20. januar, 2012, 11:44:07

Under pres af Den Røde Hærs modoffensiv mødes topfolk fra nazistpartiet og SS for at virkeliggøre Adolf Hitlers vision om et racerent Stortyskland.

Den 20. januar 1942 mødes en række højtstående medlemmer af det nazistiske regime i forstaden Wannsee lidt udenfor Berlin. Konferencen, der bliver holdt i en luksusvilla ejet af den nazistiske organisation SS, er siden blevet tillagt stor betydning i historien om nazisternes massemord på den jødiske befolkning i Europa, selv om der i virkeligheden blot er tale om endnu et skridt på vejen i verdenshistoriens blodigste folkemord.

Siden nazisternes magtovertagelse i 1933 er forfølgelsen af mennesker, der på en eller anden måde ikke passer ind i nazisternes verdensbillede blevet voldsomt intensiveret. Fra 1939 har den officielle politik taget direkte sigte på udryddelse af politiske modstandere og mennesker, som nazisterne påstår »forurener« den ariske race.

Udryddelsesprogrammet omfatter mange befolkningsgrupper lige fra seksuelle minoriteter over fysisk- og psykisk handicappede til mennesker som tilhører den forkerte »race«, men ingen enkelt gruppe bliver ramt så direkte som jøderne. Som krigen skrider frem har Tyskland erobret enorme landområder i Østeuropa og Sovjetunionen, og her er deportations- og udryddelsesprogrammet blevet yderligere intensiveret.

Med den Røde Hærs modoffensiv i vinteren 1941/42 er det nazistiske regime begyndt at indstille sig på en langvarig krig. Det er i den sammenhæng, at 15 repræsentanter for nazi-toppen og SS mødes i Wannsee den 20. januar 1942 for at diskutere implementeringen af Adolf Hitlers »endelige løsning« på »jødespørgsmålet«. Mødet, der kun varer halvanden time, ledes af SS-officeren Reinhard Heydrich, en af Nazi-Tysklands øverste ledere af det hemmelige politiarbejde og ansvarlig for koordinationen af store dele af udryddelsesprogrammet.

På det korte møde og i efterfølgende individuelle samtaler bliver hele planen om at iværksætte den totale udryddelse af den jødiske befolkning i Europa lagt frem. I løbet af de næste lidt mere end tre år bliver det hidtil mest omfattende folkemord i verdenshistorien for alvor sat i system. Begrebet »industriel masseudryddelse« brænder sig for altid ind i historiebøgerne. Mindst 11 millioner uskyldige mennesker mister livet i udryddelsesprogrammerne, heraf cirka halvdelen jøder.

Efterkrigstidens historikere har siden analyseret meget på, hvilken betydning Wannsee-Konferencen havde for jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig, men den almindelige opfattelse er, at konferencen repræsenterede det næste logiske skridt i nazisternes politik og ikke i sig selv er en skelsættende begivenhed.

Alligevel er Wannsee for mange blevet det punkt i historien, hvor nazismen for alvor viste sit sande ansigt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jan. 2012 - 11:44   03. sep. 2012 - 10:59

Historie