23 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 10 °C

Er boligskatten vigtigere end politivold og sultkatastrofer?

Er boligskatten vigtigere end politivold og sultkatastrofer?

Fredag, 23. september, 2011, 20:23:41

Indbyggere i et af verdens rigeste lande kan ikke være bekendt at betragte en lempeligere boligskat, eller andre danske luksusproblemstillinger, som vigtigere end at løse den usigelige nød, som størsteparten af verdens befolkning lever under.

S, SF og R’s fælles udenrigspolitik tager udgangspunkt i det nuværende »frihandelssystem«, der mildest talt ikke har tilgodeset verdens milliarder af fattige. Ofte har frihandel ødelagt grundlaget både for landbrug og fiskeri i ulande.
Guy Oliver/IRIN

 

Kronik

af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

Valgkampe i Danmark fokuserer oftest på nære, nationale temaer, og national selvtilstrækkelighed, og den netop afsluttede valgkamp var ingen undtagelse.

Det »store udland«, herunder ulandene, er i højere og højere grad kommet til at være noget, som vi mener, vi kan bruge til at berige os selv økonomisk, noget som vi i vores stigende nationale selvtilstrækkelighed ikke bekymrer os alt for meget om.

I bedste fald er det noget som vi beskæftiger os med i forbindelse med landsindsamlinger og andet velgørenhed, som ikke ændrer grundlæggende ved årsagerne til fattigdommen.

Så da Dansk Folkeparti i valgkampen sagde, at de ville bruge en milliard kroner af ulandsbistanden til de ældre danskere, symboliserede dette meget godt den ligegyldighed eller egennytte som udviklingspolitikken er kommet til at repræsentere.

For ellers har udviklingspolitikken ikke været et stort tema i valgkampen, selvom demonstrationer for demokrati rundt om i verden – som forleden i det enevældige kongedømme Swaziland – stadigvæk mødes med politivold, selvom politisk aktive kvinder systematisk voldtages for at afskrække oppositionen i Zimbabwe, og selvom 20.000 mennesker stadigvæk dør af sultrelaterede årsager – hver dag.

Ulandsbistand for vores egen skyld

VK-regeringen, støttet af Dansk Folkeparti, har i de sidste ti år arbejdet for, at dansk udviklingspolitik i stigende grad skulle føres for vores egen skyld. For blandt andet at sikre gunstige betingelser for vores eksportvarer og for at inddæmme konsekvenserne af den stigende fattigdom, og deraf følgende ustabilitet og terrorisme.

Man talte nok om fattigdomsbekæmpelse, demokrati, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling, men politikken blev i stigende grad drevet af frihandels-mantraet og privatsektordrevet udvikling.

I »Kurs mod 2020«, VK-regeringens strategi for dansk udenrigs- og udviklingspolitik fra 2010, ser man tydelige og konkrete eksempler på dette.

»Kræfterne skal lægges dér, hvor vi har noget på spil … Vi skal sikre frihandel, åbne markeder og vores sikkerhed …Tilsvarende skal der i de udviklingslande, hvor det er relevant, skabes en bedre sammenhæng mellem Danmarks udviklingssamarbejde og det kommercielle arbejde … så vores viden om … udviklingslandene også bidrage[r] til at udvikle danske virksomheders kommercielle muligheder«, står der blandt andet.

Befolkningen er delt

Men eftersom udviklingspolitikken ikke diskuteres særligt meget under folketingsvalgene, eller prioriteres særligt højt når opinionsinstitutter beder befolkningen om at opliste vigtige emner, sætter de fleste nok ikke deres kryds på valgdagen efter partiernes udviklingspolitik. VK-regeringens politik behøver derfor ikke nødvendigvis afspejle befolkningens syn på udvikling.

Faktisk viser en befolkningsundersøgelse fra februar 2011, udført af Epinion, at befolkningen synes at være delt i spørgsmålet om hvilken udviklingspolitik Danmark skal føre.

Lidt over halvdelen af de adspurgte er godt nok enige eller meget enige med VK-regeringen i, at dansk bistand skal gå til at støtte til private virksomheder. På den anden side mener et flertal af de adspurgte, at udviklingsbistanden er for lav. To tredjedele er enige i, at »dansk udviklingspolitik handler ikke bare om at hjælpe mennesker i nød, men også om at rette op på global uretfærdighed og ulighed«, og det samme antal i, at »udviklingsbistanden skal først og fremmest bruges til at bekæmpe den globale fattigdom på bedst mulig måde«, og ikke på at varetage Danmarks sikkerhedsinteresser. Lidt over halvdelen ser desuden gerne en »lille afgift på de internationale finansmarkeder«, der skal bruges til en udviklings- og klimaindsats.

Alt i alt er befolkningen tydeligvis delt i spørgsmålet om udviklingspolitikken, selvom man muligvis kan udlede af disse tal, at befolkningen gerne ser udviklingspolitikken givet en højere prioritering og gjort mere fattigdomsorienteret, og at de holdningsmæssigt synes at være tættere på »rød bloks« udviklingspolitik end »blå bloks«.

En ændring af udviklingspolitikken?

Partierne, som førhen var forholdsvis enige om niveauet på udviklingsbistanden, og at udviklingspolitikken skulle være fattigdomsorienteret, er også blevet mere delte i de seneste ti år på dette område.

Et tydeligt eksempel på dette var, da VK-regeringen i 2001 brød markant med international praksis, og skar kraftigt på udviklingsbistanden i en tid, hvor andre lande, med USA og Storbritannien i spidsen, hævede den.

Socialdemokraterne og SF med støttepartier – den såkaldte »rød blok« – har da også skrevet og udtalt, at de vil ændre i regeringens udviklingspolitik, hvis de kom i regering. Udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokraterne, Jeppe Kofod, skrev i U-landsnyt i september, at man »går til valg på at annullere regeringens nedskæringer«, og i en rundspørge om partiernes udviklingspolitik, foretaget af NGO-Forum i marts, siger såvel Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, og De Radikale at fattigdomsbekæmpelse igen bør være hovedformålet med udviklingsbistand.

Mere specifikt taler »rød blok« blandt andet om at indføre en international skat på finansielle transaktioner (den såkaldte »Tobin-skat«), og at der skal afsættes midler ud over udviklingsbistanden til klimabistand.

Og Socialdemokraterne, SF og de Radikale har udarbejdet en fælles udenrigspolitik, der også dækker egentlige udviklingspolitiske emner som udviklingsbistand, menneskerettigheder, og klimabistand, hvori man blandt andet vender sig imod »[VK-]regeringen og Dansk Folkepartis udhuling af udviklingsbistanden«.

Et udviklingsmæssigt højresving på venstrefløjen?

Hvis man ser disse tanker om den »rød bloks« udviklingspolitik i sammenhæng med, hvordan man tidligere mente, at man skulle føre udviklingspolitik, er Socialdemokraterne, SF, og De Radikale dog tilsyneladende rykket med Venstre og Konservative mod en mere liberal udviklingspolitik.

Deres fælles udenrigspolitik tager eksempelvis udgangspunkt i det nuværende »frihandelssystem«, der mildest talt ikke har tilgodeset verdens milliarder af fattige, hvorimod Socialdemokraterne, SF, og De Radikale i firserne alle mente, at man burde »støtte ulandenes krav om en ny verdensorden«. Kun Enhedslisten taler stadigvæk i dag om hvad man lidt bombastisk kalder et »opgør imod den moderne, imperialistiske udbytning«.

Desuden kræver S, SF og De Radikale ikke en så høj udviklingsbistand som man gjorde førhen. Man vil kun binde sig til at udviklingsbistanden skal stige til én procent af bruttonationalindkomsten (BNI). Så sent som i halvfemserne mente de tre partier derimod, at udviklingsbistanden skulle udgøre to procent af BNI.

Vores manglende proportionalitetssans

Så svaret på det spørgsmål jeg stillede i overskriften, nemlig om boligskatten er vigtigere end politivold, systematisk voldtægt, og sultkatastrofer for danskerne, er nok forskelligt i forhold til hvilket parti man spørger. Men generelt må svaret være »i stigende grad ja«.

Mindre penge til udviklingspolitik, og mindre lyst til at tilgodese verdens fattige i forhold til vores egne interesser, må jo alt andet lige betyde, at man i højere grad end før vil prioritere danske interesser frem for en solidaritet med verdens fattige.

Om dette er fordi danskerne i stigende grad er blevet indadvendte og sig selv nærmest, eller det er fordi at de politiske partier fejlagtigt tror, at dette er tilfældet, og indretter deres politik derefter, er svært at udtale sig kategorisk om.

Hvad man derimod kategorisk kan sige er, at indbyggere i et af verdens rigeste lande ikke kan være bekendt at betragte en lempeligere boligskat, eller andre danske luksusproblemstillinger, som værende vigtigere end at være med til at løse den usigelige nød og manglende frihed som størsteparten af verdens befolkning lever under. 

Hvis man prioriterer boligskatter over fattigdomsbekæmpelse og udvikling i ulandene, i partiernes valgprogrammer såvel som i stemmeboksen, mangler man simpelt hen proportionalitetssans.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. sep. 2011 - 20:23   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik