22 Sep 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 17 °C

4. august 1964 Tonkin-Bugten

4. august 1964 Tonkin-Bugten

Torsdag, 04. august, 2011, 11:36:03

USA træder officielt ind i Vietnam-krigen ved at påstå, at en amerikansk destroyer er blevet angrebet af Nordvietnam.

Den 4. august 1964 holder den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson en tale via radio til USA’s befolkning.

I den fordømmer han et påstået angreb på amerikanske flådefartøjer i Tonkin-Bugten ud for Vietnams kyst og lover at USA vil svare igen med hævnangreb fra luften.

Dermed starter USA’s første officielle krigshandlinger imod Vietnam. I strid med en international aftale fra 1956 har USA i årevis støttet regimet i Sydvietnam militært gennem en serie af hemmelige operationer.

Samtidig patruljerer USA’s flådefartøjer i Tonkin-Bugten, hvor de krænker Nordvietnams territorialfarvand for at støtte sydvietnamesiske »raids« mod Nordvietnam.

Den 2. august 1964 kommer det angiveligt til kamp mellem en amerikansk destroyer, der krænker Nord­vietnams territorialfarvand, og tre torpedobåde.

Amerikanerne får hurtigt støtte af fly fra et hangarskib i området, og gør stor skade på »angriberne«. Nordvietnams militær oplyser senere, at amerikanerne har angrebet lokale fisker­både, og at den lokale kystvagt kun har forsøgt at beskytte de ubevæbnede skibe.

Hændelsen i Tonkin-Bugten bliver omgående et hedt politisk emne i USA, hvor præsident Johnson og hans stab hurtigt ser muligheden for at bruge det som undskyldning for yderligere at optrappe USA’s krig i Vietnam.

Få timer før Johnson skal holde sin tale den 4. august kommer meddelelsen om endnu et angreb på et amerikansk skib i området. I modsætning til det første angreb, hvor der hersker tvivl om, hvad der faktisk er sket, så er »kamphandlingerne« den 4. august fuldstændigt sikkert fri fantasi.

Det forhindrer dog ikke Johnsons regering i at bruge de to påståede aggressioner fra Nordvietnam i deres kampagne for at optrappe krigen.

Den 7. august får præsidenten Kongressens godkendelse til at gå åbent i krig med en resolution, der giver carte blanche for USAs præsident til at engagere sig militært i en hvilken som helst krig i Sydøstasien.

Fra da af er USA officielt en part i Vietnamkrigen, og det kommende årti kommer til at bringe ufattelige lidelser for det vietnamesiske folk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. aug. 2011 - 11:36   03. sep. 2012 - 10:59

Historie