20 Mar 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 2 °C

Historier fra skurvognen

Historier fra skurvognen

Tirsdag, 01. marts, 2011, 12:26:06

»Ligesom ingen længere husker, hvem det var, der rejste pyramiderne, muren i Kina eller for den sags skyld Rundetårn, så er der nok heller ingen, der vil huske de danske betonarbejdere, der rejser vor tids monumenter.« Sådan skriver betonarbejder Jakob Mathiassen i forordet til bogen »Beton – Historier fra skurvognen, som udkommer i dag. Bogen er et forsøg på at bryde tavsheden og skrive betonarbejdernes historie på muren. Vi bringer her et uddrag fra bogen.

De smukke billeder i bogen er taget på en tilfældig byggeplads i København i slutningen af januar. De har ingen direkte forbindelse med fortællingerne i bogen.
Torben Eskerod

Det er en kold decemberdag. Ude på pladsen på Amager har vi ikke så meget at lave. Vi venter på, at anlægsarbejderne, eller jordrotterne, som de kærligt bliver kaldt, skal blive klar, så vi kan komme til. I disse tilfælde gælder det om at holde folkene beskæftiget på en hvilken som helst måde: Nogle rydder op for fjerde dag i træk, andre går og gemmer sig i udkanten af pladsen. Jeg har fået den udmærkede loppetjans at sætte firmaets skilte op på bagbroen af vores nye tårnkran, før den bliver hejst op af en mobilkran og monteret sammen med alle kranens andre dele.

Det må regnes for en betroet opgave at skulle sikre, at alle forbipasserende i flere hundrede meters afstand kan se, at her regerer MT Højgaard.

Det er ikke i alle lande, at man gør så meget ud af skiltene som her i landet. Jeg ved ikke hvorfor, men vi har nogle af de mest skiltende byggefirmaer i Europa, så vidt jeg kan se, når jeg er på ferie i udlandet. På byggepladshegnet hænger der flere rimeligt store MT Højgaard-skilte, og på hvert hjørne står en 4x4 meter stander, der proklamerer, at »Her bygger MT Højgaard«. Jeg har længe haft lyst til at male MT Højgaard over og skrive: »Her bygger Jørgen, Søren, Martin, Peter, Ingvar, Lars og alle de andre i sjakket« på skiltet i stedet, men det går jo nok ikke.

Jeg har længe haft lyst til at male MT Højgaard over og skrive: »Her bygger Jørgen, Søren, Martin, Peter, Ingvar, Lars og alle de andre i sjakket«

Jeg går i gang med at undersøge, hvad det er, der skal laves. Der er et skilt med kranfirmaets navn på bagbroen i forvejen. Det skal tages af. Vores skilte passer ikke til det gamle skilts fastgørelser, og da de ikke selv har nogen, må jeg fabrikere noget af træ.

»Hm, hm… Det her kommer faktisk til at tage sin tid«, står jeg og siger til mig selv, da en af folkene, der er ved at samle kranen, kravler ned fra sin mobile BMS-kran.

»Hey! Er det dig, der skal sætte de der skilte fast?«

»Ja, det er det.«

»Nå, men de der fastgørelser passer altså ikke til jeres skilte.«

»Ja, det kan jeg se, jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal gøre. Jeg tænker på at bore nogle huller i skiltet og så sætte bolte igennem pladen og ind i en 2-4 bom, som jeg spænder op mod gelænderet…« tænker jeg højt.

Lige dér gjorde jeg en kæmpefejl, som jeg egentlig burde have lært at undgå efter flere år i branchen: Man skal aldrig fortælle andre om sine planer, før man selv har tænkt dem godt igennem, for der er mange ellers gode kolleger, der elsker at udstille, hvor dum ens idé er. Hvis den altså er det. Og det er denne idé, for skiltet er lavet af en eller anden form for rimeligt blødt metal, og vinden vil derfor efter nogen tid, så sikkert som amen i kirken, rive møtrikkerne ud igennem skiltet, så det vil falde ned fra 20 meters højde. Det vil være livsfarligt for dem, der går forbi nedenunder.

BMS-kranfyren har indset det øjeblikkeligt og, desværre for mig, 2 sekunder før mig. Han stikker i et hyl og begynder straks at forklare mig det, som jeg nu allerede er blevet klar over. Han sparer ikke på de drabelige detaljer om, hvorledes skiltet vil blive til et flyvende kæmpebarberblad, der vil skære hovederne af alle på sin vej mod jorden. Jeg er klar over, at jeg har dummet mig, og står og ser lidt ned i jorden, imens jeg forgæves prøver at finde en vej ud af kniben. Men der er ingen vej ud af det her, og nu kommer hans kolleger ilende til. De har hørt, at der var noget på færde, og nu skal de én efter én også have forklaret, hvordan denne enfoldige betonner, i kraft af sin enfoldighed, var i færd med at dræbe alle på pladsen.

Det er selvfølgelig hans ret og nærmest pligt at gøre tykt grin med alle, der ikke af sig selv er klar over, at de skal dække sig godt ind, når de kommer med forslag offentligt, men at stikke en kollega til slavepiskerne: Det er en dødssynd.

Efter at have fortalt historien til tre kolleger og til pladsmanden, der tilfældigt kom forbi, har BMS-fyren fået gejlet sig selv helt op. Det er snart jul, det er stadig mørkt, og nu har han en historie, der kan få resten af denne dødssyge kolde arbejdsdag til at glide nemt og ubesværet. Lidt ærgerlig over, at der ikke er endnu flere at fortælle den til, spejder han rundt på pladsen, og lige i de samme dukker der to mænd op og henvender sig til ham.

»Du der, hvordan går det med montagen af kranen? Hvornår er i færdige?«

Det er lige, hvad BMS-fyren har ledt efter, og han begynder straks at fortælle historien om den debile betonner og dennes attentat på sikkerheden. De to mænd kigger over på mig, og jeg kigger tilbage på dem. Det fryser inde i mig. De to mænd er ingeniører på pladsen og mine direkte overordnede.

Dér gik BMS-fyren over stregen! Det er selvfølgelig hans ret og nærmest pligt at gøre tykt grin med alle, der ikke af sig selv er klar over, at de skal dække sig godt ind, når de kommer med forslag offentligt, men at stikke en kollega til slavepiskerne: Det er en dødssynd. Hvad værre er; for mig er det endnu et søm i den kiste, som hastigt er ved at blive tømret sammen til min fremtid i firmaet. Jeg er igennem den senere tid nået til den konklusion, at de høje herrer er blevet klar over, at jeg er hovedansvarlig for, at formandens elendige akkordoplæg er blevet sendt til fagforeningens opmålerforening. Det er garanteret derfor, at jeg skal flyttes som den eneste i sjakket, og nu får de endnu en undskyldning for at give mig sparket.

Da de er færdige med at høre på BMS-fyren, kommer de to ingeniører over til mig for at se, hvad fanden jeg er for en nøddekasse. Jeg har heldigvis brugt tiden til at finde på en bedre plan end den første og forklarer den for de to ingeniører. De hører lidt på mig og bliver så tilsyneladende enige med sig selv om, at planen virker sandsynlig, før de går videre på deres afskridtning af pladsen.

»Det lader til, at de åd den«, tænker jeg, mens jeg betragter dem slentre væk. Nu er det mig, der er helt oppe i det røde felt. Jeg er pissesur på ham BMS-kranfyren. Det er en selvindlysende regel for alle os på bunden af hierarkiet: Man sladrer ikke! Det gælder for børnene i skolegården, fangerne i fængslet og for bygningshåndværkerne på byggepladsen! Jeg er edderspændt rasende, og det, jeg gør, er mindst lige så dumt som min første plan: Jeg kobler det gamle skilt af og udser mig den største mudderpøl, jeg kan finde! Jeg regner med, at BMS-fyren skal have skiltet med tilbage, og så vil han blive nødt til at samle det op af mudderet.

Vi bruger dag ud og dag ind vores hjerner til at sørge for, at bygningerne står lige, og at skiltene ikke falder ned fra kranerne, hvorimod arbejdsgiverne bruger deres arbejdsdage på at regne ud, hvordan de bedst snyder skattevæsenet, underentreprenører, bygherrer og os arbejdere.

»Ha! så fik jeg ram på ham!« løber det igennem mit hoved, da jeg kaster skiltet i mudderet. Det vil senere vise sig, at denne barnlige handling slet ikke vil ramme ham BMS-fyren, men lige nu føler jeg sgu, at jeg får hævn. Nå, men arbejdet må jo gå videre, og jeg skal være færdig, før de skal hejse bagbroen op. Jeg finder plader og lægter frem, får kapret en skruemaskine og finder nogle bolte, som jeg tror, kan bruges. Mens jeg står og tjekker, om boltene er lange nok, så kommer BMS-fyren forbi. Han har set skiltet i mudderet og opfatter det som endnu et eksempel på, at jeg ikke er den kløgtigste betoner i byen – hvilket det måske også er, selvom det altså ikke var en fejl, at det skilt landede i mudderet.

»Hvad fanden er det for en idiot, der har lagt det her skilt i mudderet?« vrisser BMS-fyren i retning af mig.

»Ja, man får det, man har fortjent!« råber jeg tilbage.

»Hvad mener du med det?«

»Ja, du skulle jo absolut løbe til ingeniøren som en anden idiot. hvad fanden er du for en stikker, du ku’ sgu da godt se, at jeg var ved at finde på en anden løsning, klaphat!« Jeg venter at høre hans modargument, som sikkert vil læne sig op af det flyvende barberblad, som jeg var ved at slippe løs på hele pladsen, men der kommer ikke noget. I stedet ser det ud, som om han tager kritikken til sig og skammer sig. Noget, der ellers er ganske uset på de fleste byggepladser. Helt forundret står jeg lidt og træder mig selv over tæerne og kan ikke finde på, hvad jeg skal sige eller gøre. Ude af stand til at finde på en passende respons på denne uventede udvikling beslutter jeg mig for bare at arbejde videre. Jeg vender mig om og går tilbage til mine plader og lægter med mine bolte, der passede.

Der er det gode ved arbejdet, at det er upartisk og kan optage alle ens mentale ressourcer, så man slipper for at tænke. En murer forklarede mig engang, at det var derfor, vi altid ville tabe til arbejdsgiverne, når vi satte os op imod dem. Vi bruger dag ud og dag ind vores hjerner til at sørge for, at bygningerne står lige, og at skiltene ikke falder ned fra kranerne, hvorimod arbejdsgiverne bruger deres arbejdsdage på at regne ud, hvordan de bedst snyder skattevæsenet, underentreprenører, bygherrer og os arbejdere. De er simpelthen i bedre træning, når det gælder om at finde på snedige kampstrategier og luskede tricks. Jeg fandt aldrig ud af, hvad han mente, vi burde gøre ved det, men der er måske ikke så meget at gøre…

Arbejdet skrider fint frem, og jeg undgår at tænke på BMS-fyren og på skiltet i mudderet, som er blevet liggende, siden jeg smed det der. Midt i, at jeg er ved at gå i arbejds-nirvana, kommer ingeniørerne fra tidligere forbi med en kontraordre. Kontraordrer er en evig gene for alle underordnede i alle fag og brancher. I filmen Broen over floden Kwai bliver kontraordrer brugt som en tortur for at gøre en britisk krigsfange sindssyg.

Det virker på omtrent samme måde på en byggeplads. Jeg tror ikke rigtigt, de overordnede ved, hvor meget de ødelægger med kontraordrer. Jeg mener: Vi laver jo alle fejl, som vi kan blive nødt til at lave om, men vi bliver specielt sindssyge, når fejlen kommer oppefra! Det hænger nok sammen med, at selvom det er deres fejl, så er det vores opgave at rette den. Egentlig burde de jo rette deres egne fejl, sådan som vi plejer at gøre internt i sjakket, men når det er kontordrengene, der laver fejl, så går de fri, og det minder én om, at man ikke er en skid.

Midt i, at jeg er ved at gå i arbejds-nirvana, kommer ingeniørerne fra tidligere forbi med en kontraordre. Kontraordrer er en evig gene for alle underordnede i alle fag og brancher. I filmen Broen over floden Kwai bliver kontraordrer brugt som en tortur for at gøre en britisk krigsfange sindssyg.

Denne kontraordre gør ekstra ondt, fordi jeg nu kan få lov til at høste frugten af min egen barnlighed. Ingeniøren beder mig om at sætte det gamle skilt tilbage på kranen og kommenterer i forbifarten, at det i øvrigt ikke er så smart, at det ligger i en mudderpøl. Jeg siger intet, men føler mig bare så dum, så dum, så dum, alt imens jeg forsigtigt kigger over mod BMS-fyren, der er i gang med montagen af kranens mange dele. Nå, men der er ikke noget at gøre ved det; Jeg må sgu bare hale det lorteskilt op og sætte det tilbage på kranen.

Netop som jeg tager fat i skiltet, kommer BMS-fyren til for at hjælpe. Uden et ord hjælpes vi ad med at få skiltet op af mudderet og skruet tilbage på kranens bagbro. Som så mange andre gange før på de københavnske byggepladser, så siges de vigtigste ting aldrig højt. Vi står bare der ved siden af hinanden og ved alt det, som vi ikke orker at sige.

Fire timer senere er jeg på vej hen til skuret for at skifte tøj og slæbe mig hjem til familien. På vejen passerer jeg BMS-fyren og får sagt de eneste venlige ord, han har hørt fra min mund hele dagen:

»Tak for i dag og god jul.« BMS-fyren kvitterer med et »god jul«, og så ved vi, at hvis vi møder hinanden igen på en plads engang i fremtiden, så er vi skidegode venner, og det ender nok med, at vi drikker nogle øl sammen i pausen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2011 - 12:26   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger