22 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 9 °C

De kenyanske kystfiskere takker de somaliske pirater

De kenyanske kystfiskere takker de somaliske pirater

Tirsdag, 01. februar, 2011, 10:25:41

Fiskeindustrien skader kystfiskeriet, og den bliver nødt til at tager et meget større ansvar og hensyn til de millioner af mennesker, som kun har kystfiskeriet som livsgrundlag.

Tegning: Grete Folman

kronikaf Kurt Bertelsen Christensen, Ecoethics-Kenya og Landsforeningen Levende Hav Danmark, pt. Mombasa, Kenya

Fiskerne i Kenya fanger flere fisk, fordi de somaliske pirater har fået jaget den internationale fiskeflåde ud af de somaliske og kenyanske farvande.

Den konklusion er Ecoethics og Levende Hav ikke i tvivl om, efter at vi har gennemført et studie af sagen. Vi er nu ved afslutningen på en næsten fire ugers tur til de mange fiskepladser, fra Tanzanias grænse i syd til den somaliske i nord.

Vi har været på havet med fiskerne; vi har diskuteret med regeringens repræsentanter og talt med mange andre med interesser i fiskeriet – sportsfiskere, fiskehandlere, hotelejere og så videre. Og sagen er klar – det større fiskeri af tun, sejlfisk, hajer med videre kan kun forklares med, at de somaliske pirater har fået jaget den store internationale fiskeflåde ud af de somaliske og kenyanske farvande.

Situationen i det kenyanske fiskeri bekræfter det, Levende Hav har påstået i mange år, at den sektor vi kalder »fiskeindustrien« skader kystfiskeriet. Den bliver nødt til at tager et meget større ansvar og hensyn til de millioner af mennesker, som kun har fiskeriet som livsgrundlag.

Det meste af Kenyas kystfiskeri foregår stadig med udhulede træstammer og små dhows, men sådanne fiskerier bedrives af millioner af mennesker verden over, og – ligeså vigtigt – er hele samfund afhængig af fiskeriet.

Fisk er meget konkret disse samfunds daglige føde på over 100 kilo fisk per person om året. Her spiser man fisk hver dag syv dage om ugen. Og de samfund bliver også nødt til at tjene lidt penge for også at kunne udvikle sig. For at de kan sende deres børn i skole, forny udstyret med videre skal de også have en indtægt, og det får de blandt andet fra salget af tun, sejlfisk, kingfish, hajer med flere.

Situationen i Kenya tvinger alle ansvarlige i fiskeriforvaltningen og industrien til at se i virkeligheden øjnene. Det vil sige også forstå, at selv om de kenyanske fiskere som os andre også er bange for de somaliske pirater, er de samtidig piraterne dybt taknemmelige for de mange fisk.

Tilbage står spørgsmålene: Kan vi i den rige verden i bogstaveligste forstand fortsat tillade os at tage maden ud af munden på millioner af mennesker, der kun har fiskeriet som livsgrundlag?

Og kan vi undlade at handle, når vi bliver bekendt med, at store befolkningsgrupper i den fattige verden overhovedet intet har at takke os for, men nu kan takke de somaliske pirater for deres hærgen i de somaliske og kenyanske farvande?

Og til sidst: Alle fiskere på det Afrikanske Horn helt oppe fra bunden af det Røde Hav og langt ned af den afrikanske østkyst er muslimer ligesom piraterne. Vi fordømmer uden forbehold piraterne, men deres virke har dokumenteret det helt igennem uansvarlige rovfiskeri, som er foregået i de farvande i alt for mange år. Situationen i Kenya dokumentere også nødvendigheden af at få sikret disse fiskere deres fiskerirettigheder, for ingen i vores verden kan være tjent med en yderligere radikalisering af unge muslimske mænd, som bør blive i fiskeriet.    

Baggrunden

Kenya har ikke noget egentligt havfiskeri, selv om landet har mere end en 600 kilometer kyststrækning ud til det Indiske Ocean. Og selv om de har et af de mest fiskerige områder langs Afrikas østkyst, The North Kenya Banks, er Kenyas fiskeri næsten udelukkende et ikke-udviklet kystfiskeri – bortset fra 25 større rejetrawlere og enkelte større dhows, som kan sejle lidt længere til havs. Trawlerne har dog ikke fisket de seneste tre år på grund af af et trawlforbud.

Kenyas fiskeeksport på cirka 125.000 ton per år kommer fra Victoria og andre større søer. Fiskeriet i det Indiske Ocean bidrager kun med 5,6 procent af Kenyas samlede fiskerieksport. Det kenyanske havfiskeri er formentlig noget af det mest uudviklede fiskeri i verden.

Men mens fiskeriet i Victoriasøen falder på grund af et alt for voldsomt fiskeri, stiger det i havet. Ikke fordi fiskerne har fået ny udstyr og fartøjer, for det har de ikke, men fordi trawlforbuddet har givet flere fisk til kystfiskerne (trawlerne fangede store mængder af fisk som de blot smed døde tilbage i havet for at få de eftertragtede store rejer), og fordi det er lykkes for piraterne at få stoppet det meste af internationale fiskeri, der foregik på i havet ud for Somalia og Kenya.

Og det giver nu store fangster de til de relativt få kenyanske fiskere, som har fartøjer og udstyr, der gør det muligt for dem at komme længere til havs. Der fanger de nu de store tun, sejlfisk, marlin med flere, som den internationale flåde fangede.

Atmann fra organisationen MAMA i Malindi, 100 kilometer nord for Mombasa fortæller, at »det lignede en oplyst by om natten«, dengang de store fartøjer fra EU, Kina, Indien, Korea og andre lande fiskede på North Kenya Banks.

Nu landes der igen store fisk fra de hurtige sportsfiskefartøjer, som de velhavende fastboende og turister ejer eller lejer for at fange de store trofæfisk.

Den største fiskehandler i Malindi Yusuf køber også fisken fra sportsfiskerne, og han fortæller, at der nu landes mange flere af de store fisk end tidligere, men nu er problemet også, at piraterne skræmmer mange sportsfiskere fra at jage de store fisk nord for Malindi, op mod den somaliske grænse.

»Så det er måske godt for fiskerne i dag, men ikke i morgen, hvis sportsfiskerne og deres familier ikke længere tør at komme til området for at fiske«, siger Yusuf.

turismen

Det er turismen, han tænker på, for da Kenya ikke har nogen stor eksport af fisken fra havet, bliver de fleste fisk spist af de mange turister.  

Det samme fortæller Sylvester fra at af de selskaber »Kingfisher« som udlejer de store fartøjer til sportsfiskeriet: »Piraterne skal væk og jeg er ligeglad med hvordan man gør det, for min skyld må man gerne bombe dem der hvor de holder til, væk skal de.«

I byen Lamu, som ligger et par hundrede kilometer nord for Malindi i det meget smukke Lamu øhav, lever lokalbefolkningen af turismen og fiskeriet, og her er de, der lever af turismen, også bekymret for sportsfiskeriet.

Fiskerne derimod giver uden forbehold udtryk for glæde over trawlforbuddet og glæde over, at det internationale fiskeri er blevet jaget bort af piraterne.

I den nordligste by i Kenya, Kiunga ved den somaliske grænse fortæller formanden for det lokale råd, at selv om det er få af hans fiskere, som har udstyr som eksempelvis langliner, så fanger de rigtig mange store fisk nu.

Han er ved at klargøre en last på fem ton store fisk, som skal sejles til Lamu med et gammelt glasfiberfartøj, som de har købet af de somaliske fiskere. Skipperen på fartøjet fortæller, at de også sejler til Mogadishu og Kismayo i Somalia for at købe fisk til lave priser. Og de har ingen problemer med piraterne. Det ser ud, som om fiskerne i det nordlige Kenya har en slags aftale med piraterne, så de får lov til at være i fred.

Vi sejler rundt i området og besøger fiskelandsbyer, hvor fiskeriet foregår, som det har gjort i flere hundrede år. De smukke dhows og kanoer med de trekantede sejl er de fartøjer, fiskerne bruger i dag som for hundrede år siden. Der er også mange motor- og speedbåde i Lamu og rundt i øhavet, men de er beregnet til turisterne. Al transport i området foregår på vandet.

Efter fire ugers undersøgelse i det kenyanske fiskeri, efter mange samtaler med fiskere og officielle repræsentanter og andre med forstand på fiskeriet, kan vi konkludere: Det internationale fiskeris fangster i og uden for de somaliske og kenyanske farvande har en stor indflydelse på, hvor meget de lokale kystfiskere kan fange. Det overrasker os ikke, for det er også, hvad vi i Levende Hav har advokeret for i mange år. I Kenya får man syn for sagn i disse år. Det kenyanske trawlforbud har også betydning, men det er helt andre arter, det fiskeri fanger, og forklarer derfor ikke de store fangster af tun, sejlfisk og hajer. Det er de samme fisk, som den internationale flåde fangede, før de blev jaget væk fra området af de somaliske pirater.

Undersøgelsen

Levende Hav er medlem af EU’s rådgivende udvalg (LDRAC) for EU’s køb af licenser uden for EU. Vi er valgt til at varetage de lokale kystfiskeres interesser, og det betyder en daglig kamp mod den europæiske fiskeindustri, som altid påstår, at deres fiskeri er bæredygtigt, og det derfor ikke skader hverken naturen, bestandene eller de lokale fiskerier.

Udviklingen i det kenyanske fiskeri, giver bedre og stærkere argumenter for, at der fremover tages mere hensyn til kystfiskernes interesser i de lande EU indgår fiskeriaftaler med. Det skal dog tilføjes, at EU’s fiskeri i det Indiske Ocean kun udgør en lille del af det samlede internationale fiskeri, som har omfattet op til 1000 fartøjer.

Men denne sag handler heller ikke så meget om EU og dets fiskeri partnerskabs aftaler, men om det faktum, at det store havgående fiskeri ganske enkelt fratager kystfiskerne deres rettigheder til fisk og fiskeri. Denne sag handler om bæredygtig udvikling, som er uforenelig med, at store industrier ødelægger livsgrundlaget for store befolkninger, som kun har fiskeriet at leve af. For det er fortsat helt urealistisk, at de millioner af familier alle kan leve af turismen. Og dertil skal lægges det vigtigste i denne sag – alle disse mennesker spiser fisk hver eneste dag.     

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2011 - 10:25   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik