19 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 13 °C

Socialismens økologi

Socialismens økologi

Lørdag, 22. januar, 2011, 11:02:11

Det belgiske ugemagasin Solidaire, der udgives af Belgiens Arbejderparti, bragte i april sidste år dette interview med John Bellamy Foster, hvor den amerikanske marxist giver nye argumenter i kampen for en socialistisk økologi.

af John Bellamy Foster, redaktør af Monthly Review og professor i sociologi på Oregon Universitet

Solidaire: Mange grønne analytikere forkaster en marxistisk analyse, fordi den efter deres opfattelse er fokuseret på produktion og vækst, og naturen er reduceret til et gavebord, som menneskeheden bare kan bruge løs af. Vil du modsige den opfattelse?

John Bellamy Foster: Fokuseringen på produktion har selvfølgelig været det dominerende perspektiv gennem de sidste to århundreder eller mere, og det på tværs af det politiske spektrum.

Marx var en undtagelse. Han leverede uden sammenligning det 19. århundredes mest avancerede analyse af det økologiske spørgsmål. Han argumenterede for nødvendigheden af, at de associerede producenter på rationel måde regulerede stofskiftet mellem menneskene og naturen, og at det skulle ske på en måde, der førte frem til det højeste niveau af individuel og kollektiv menneskelig udvikling med det mindst mulige forbrug af energi.

At Marx skulle opfatte naturen som en »gratis gave« til menneskene, er en påstand, man hører igen og igen. Men den er baseret på en fundamental misforståelse.

Det var slutpunktet for hans kritik af kapitalismen og på samme tid et afgørende element i hans definition af kommunismen.

Marx præsenterede den mest vidtgående vision for bæredygtig menneskelig udvikling gennem argumentet om, at individer ikke ejede jorden, at ingen lande eller folk ejede jorden, at vi har ansvar for at vedligeholde og om muligt at forbedre jorden for efterfølgende generationer (som gode familieoverhoveder).

Nogle marxister efter Marx (f.eks. William Morris) fulgte Marx' økologiske anskuelser. Andre fokuserede i stil med kapitalisterne snævert på produktion og bidrog til den tragiske arv fra 1930’ernes Sovjetunion.

Alt dette er forklaret i mine bøger Marx' Økologi og The Ecological Revolution.

Påstande om, at Marx skulle opfatte naturen som en »gratis gave« til menneskene, er en påstand, man hører igen og igen. Men den er baseret på en fundamental misforståelse. Alle de klassiske økonomer – Smith, Malthus, Ricardo, Say, J. S. Mill og Marx – refererede til naturen som en »gratis gave«.

Det var en del af den klassiske økonomi og gik videre til de neoklassiske økonomer. Neoklassiske økonomer, endog førende økoøkonomer, bruger stadig den samme beskrivelse i deres lærebøger.

Men Marx klargjorde, at han her skrev om bevægelseslovene for kapitalismen som et historisk specifikt system og ud fra et kritisk standpunkt. Helt korrekt fremførte han, at naturen af kapitalen blev betragtet som en gratis gave. Naturens manglende værdi var indbygget i kapitalismens værdilov.

Han fremførte, at når kun arbejdet anses for at producere værdi (bytteværdi) under kapitalismen, var det en afspejling af systemets forvrængede karakter, eftersom naturen i lige så høj grad var en kilde til rigdom (brugsværdi) som arbejdet.

Faktisk havde arbejdet selv naturen som udspring. Det var ikke noget ligegyldigt spørgsmål for Marx. Det er det første punkt i hans Kritik af Gotha-programmet, der retter sig imod de socialister, som ikke indså, at naturen og arbejdet tilsammen udgør rigdommens kilder med naturen som den ultimative kilde. Marx argumenterede, at kapitalismen skabte privat profit delvist ved at nedbryde offentlig (natur-)rigdom.

 

På den ene side siger du, at ingen eller langsom vækst er en ulykke for den arbejdende befolkning. De mister deres job. Hvordan kan du være mod vækst, når manglende vækst betyder sult, fattigdom og arbejdsløshed. Men på den anden side synes du at understrege behovet for nulvækst.

Du skriver: »Det, der skal reduceres, er ikke bare CO2-fodaftrykket, men de økologiske fodaftryk. Det betyder, at væksten i verden og især i de rige lande må mindskes eller endog gøres negativ«.

Det er ikke noget rart budskab for arbejderne i de rige lande. Hvordan kan du forlige disse to synspunkter, og på hvilken måde er dit budskab forskelligt fra budskabet fra de miljøforkæmpere, som taler for negativ vækst, idet de retter sig mod væksten, men ikke systemet?

Klart nok er der tale om en modsigelse, men den kommer ikke fra mig, den er indbygget i de kapitalistiske samfund. Under kapitalismen vil der være økonomisk krise, så snart der ikke er en økonomisk vækst, eller væksten dæmpes i væsentlig grad (mere specifikt: når profittens og akkumulationens vækst bliver negativ eller stagnerer). Systemets karakter er: Voks eller dø!

Hver gang, der er en økonomisk krise, betyder det, som jeg sagde, »en ulykke for arbejderne«, da de i sidste instans tvinges til at bære omkostningerne. Det er det vi nu mærker overalt.

Hvordan skal vi takle denne dobbelte økonomisk-økologiske modsætning, som er indbygget i kapitalismen? Jeg synes, svaret er ligetil: Det, vi må bekæmpe, er systemet selv.

Men det er også sandt, at menneskehedens fodaftryk nu er for stort, og vi er ved at overskride alle slags fysiske grænser for systemet. Dette er lige så meget en realitet, og en realitet, der vil melde sig kraftigere og kraftigere med fortsat eksponentiel vækst.

Hvordan skal vi takle denne dobbelte økonomisk-økologiske modsætning, som er indbygget i kapitalismen? Jeg synes, svaret er ligetil: Det, vi må bekæmpe, er systemet selv.

Folk har brug for arbejde og sikkerhed og for livets grundlæggende fornødenheder. De har også brug for muligheder for menneskelig udvikling. Men disse ting kan ikke opnås ved at forøge produktionens totale niveau i det uendelige ud fra den påstand (som stort set aldrig holder stik), at der falder en passende mængde krummer af til dem nederst i systemet. Vi må i stedet fokusere på de centrale menneskelige behov, på lighed og på menneskelig udvikling.

»For dem, for hvem nok kun er lidt, er ingenting nok«, skrev gamle Epikur (som Marx var en stor beundrer af). Han vendte sig imod, at det at »rage til sig« skulle ligge i selve menneskets natur.

Socialismen har i sin oprindelse et egalitært syn på tilfredsstillelsen af de menneskelige behov gennem rationel produktion og kollektiv menneskelig udvikling. I socialismen er der ikke som i kapitalismen nogen modsætning mellem ideologien og begrebet »nok«.

 

Kan det ikke tænkes, at kapitalisterne vil erkende, hvor påtrængende klimaproblemet er og lægge pres på regeringerne for at få en grøn politik? Når alt kommer til alt rammes de jo også af stigende priser på råmaterialer, tab fra økologiske katastrofer, sociale uroligheder osv.

Nogle kapitalister er bevidst om det. Men som faktiske kapitalister, dvs. personificeringer af kapitalen (et system baseret på evig ekspansion), er deres opgave at øge deres profit, kapital, rigdom. Den opgave, en administrerende direktør har fået betroet, er at varetage investorernes interesse frem for alt, det vil sige at få virksomhedens værdi til at vokse.

Man kunne selvfølgelig godt forestille sig et tilfælde, hvor en virksomhedsleder lod sig forføre af den tanke, at miljøet kom før profitten i firmaets operationer. Så længe denne vildfarelse forblev i hans tanker, ville ingen formodentlig tage sig af det, men i det øjeblik virksomhedslederen gik så vidt som til at handle på basis af sin vildfarelse, skulle han nok blive fjernet af vrede investorer.

Firmaer er maskiner til akkumulering. Stigende økologiske omkostninger ændrer ikke det mindste på det. Systemet kan miste profit på grund af høje priser på råvarer (f.eks. stigende oliepriser). I så fald vil de uden tvivl foretage dispositioner, for at profitten fortsat kan være sikret. Men den ide, at de generelt vil reducere deres økologiske fodaftryk, modsiger alt, vi ved om kapitalens natur og kapitalens logik.

Øget energieffektivitet er selvfølgelig godt i sig selv. Men her sætter systemet sine meget snævre grænser, i hvert fald når det drejer sig om de store linjer. Det meste af det, vi producerer i monopolkapitalismens tidsalder, er overflødigt, og vi opbruger enorme resurser for at producere det.

I din bog Why Ecological Revolution siger du følgende: »For den anti-imperialistiske bevægelse bør det være en hovedopgave at optrappe modstanden mod militærudgifterne og stoppe subsidierne til den globale agro business (industrialiseret, kapitalistisk storlandbrug samt de monopoler, der er leverandører og aftagere – o.a.)«.

Under kapitalismen vil det uundgåeligt resultere i tab af arbejdspladser i de udviklede lande. Hvordan kan marxister gøre det til et klassespørgsmål og ikke bare et middelklasseanliggende?

Jeg tror ikke, at dette bare er et anliggende for middelklassen, eller bare fortrinsvis for middelklassen. Vi lever i et globalt system. Størstedelen af den globale arbejderklasse er i periferien og bliver holdt på plads af den militarisme og imperialisme, der udgår fra centrum. Så modstand mod imperialismens militære apparat og dens andre undertrykkelsesorganer er helt i den globale arbejderklasses interesse. Det er dette globale proletariat, der er den mest revolutionære kraft i verden i dag, som man kan se af de kampe, der løbende finder sted i Latinamerika, Asien og Afrika.

Realistisk set kan man ikke i dag tale om arbejderklassen i snæver national forstand. Det nuværende imperialistiske magtsystem (i sidste instans bakket op af militær magt) holder lønninger og arbejdsbetingelser nede i periferiens lande, hvilket i næste instans trykker lønningerne ned i USA og andre rige lande.

Ser vi på USA, rekrutteres de soldater, der fører disse ting ud i livet, fra den fattigere del af befolkningen med overvægt fra etniske minoriteter. Det er mennesker, der ofte har sympati for de undertrykte folk rundt i verden. Disse mennesker kunne drage den konklusion, at de er villige til at dø for deres land, men ikke til at dø for de transnationale selskaber.

USA’s arbejdere ønsker desperat alternative beskæftigelsesmuligheder, muligheder, som ikke er til stede for nuværende. De ønsker at arbejde på områder, der relaterer til menneskelig udvikling og velfærd, miljøbeskyttelse osv., og ikke til destruktive områder som krig og imperialisme.

Arbejdere får ofte at vide, at hvis de ikke støtter militærbevillinger, eller hvis de går imod miljøskadelige aktiviteter (f. eks. åbne arktiske naturparker for olieudvinding), så mister de deres job. Men dette må kaldes ved sit rette navn – »job-afpresning« – og bekæmpes som sådan.

Agro business kan ikke påstås at øge beskæftigelsen. Den formindsker den rent faktisk globalt set ved at forjage mennesker fra deres jord i den tredje verden og ved at bruge arbejdsbesparende maskineri. Samtidigt fører den til maksimal nedbrydning af miljøet. Sommetider gør det fødevarerne billigere, men kun på bekostning af enorme sociale og miljømæssige omkostninger, der betragtes som »eksternaliteter« og derfor ikke indføres i regnskabsbøgerne.

Agro business har vist sig at være en meget ineffektiv måde at skaffe mad på, økologisk set, men en fortræffelig måde at berige dem, der befinder sig i toppen af fødevareindustrien. Det er selvfølgelig også det primære formål.

 

Mange sætter deres lid til, at klimaproblemet kan klares ved teknologiske løsninger: Øget energieffektivitet i produktion og forbrug samt i anvendelsen af fossile brændstoffer, energivenlige huse, hvidevarer mm og grønne energikilder. Hvad er dit svar til dette?

Øget energieffektivitet mm. er selvfølgelig gode ting i sig selv. Men i henseende hertil sætter systemet sine meget snævre grænser, i hvert fald når det drejer sig om de store linjer. Det meste af det, vi producerer i monopolkapitalismens tidsalder, er overflødigt, og vi opbruger enorme resurser (energi og råmaterialer) for at producere det.

Jo flere mennesker, der er på planeten, jo større belastning er der alt andet lige på planetens bæreevne. Stabilisering af befolkningstallet, eller endog en reduktion af det, ville generelt set være en god ting.

Hertil kommer det problem, at selv om vi reducerer den energi, der går til at producere en enhed af en bestemt vare, er systemets målsætning at producere så meget som muligt, således at øgningen i antallet af enheder mere end opvejer de økologiske fordele fra mulige besparelser mht. input pr enhed.

William Stanley Jevons undrede sig i 1860’erne over det faktum, at selv om hver dampmaskine var mere effektiv end sin forgænger, således at mindre kul var nødvendigt for at producere en given mængde energi, så steg og steg efterspørgslen efter kul. Det var fordi, enhver forøgelse af energieffektiviteten blev brugt til at øge akkumulationen.

Mere effektive dampmaskiner førte altså til, at der blev produceret flere og større dampmaskiner. Det betød igen mere efterspørgsel efter kul og således større kulproduktion. Dette kendes under navnet »Jevons paradox«, som man ikke kan komme uden om under kapitalismen.

 

Der findes også andre vildere, futuristiske, teknologiske scenarier såsom at øge tilbagekastningen af sollyset til rummet (ved at anbringe hvide øer på havet eller ved hjælp af satellitter), eller trække CO2 ud af atmosfæren eller røgen fra kraftværker og deponere det i jorden, eller gøde oceanerne med jern for at stimulere algevækst, der kan opsuge CO2. Hvad mener du om den slags løsninger?

Det er kapitalismens pseudo-revolutionære teknologiske alternativ til den nødvendige sociale og økologiske revolution. Magthaverne er i stigende grad klar over, at systemets business as usual ikke er i stand til at forhindre klimakatastrofen eller andre miljøtrusler.

Men snarere end at tilstræbe en ændring i de sociale produktionsrelationer – dvs. acceptere nødvendigheden af en økologisk revolution, som ville omforme systemet fundamentalt – fremmaner kapitalisterne i stedet teknologiske luftsyner.

For at forstå farligheden af den form for ingeniørkunst, udøvet på selve kloden, må man erkende, at man har gøre med et system, der er så komplekst, at man ikke fuldt ud kan opnå indsigt i det. Nogle har f. eks. foreslået, at man kan putte jernspåner i oceanerne for at fremme algevækst og dermed CO2-absorption. Men det kunne få andre konsekvenser såsom udvidelse af de døde områder i oceanerne (iltmangel).

Hvis vi prøver på at anvende ingeniørmæssige indgreb på planeten, vil vi uundgåeligt skabe mere omfattende former af det, som Marx kaldte brud på naturens stofskifte med alle former for uforudsigelige effekter. Det er vejen ud i vanviddet: troldmandens lærling ophøjet til herre over planeten.

Nobelprisvinderen, atmosfærekemikeren Paul Crutzen foreslår, at vi kunne dumpe svovlpulver i atmosfæren via kanoner eller flyvemaskiner for at hæmme solens indstråling. Men hvis økonomien fortsætter med at vokse, skal vi forøge mængden af svovl, der skal dumpes i atmosfæren år efter år, og vi har reelt ingen ide om, hvad følgevirkningerne ville blive, hvis vi intervenerer i naturen i en så enorm målestok.

Opsugning af CO2 vil kunne hjælpe, hvis teknologien nogensinde kommer på plads. Men det ville ikke løse det tilgrundliggende problem.

 

»Cap and trade« (handel med CO2-kvoter) er for nogle økologer den magiske løsning på klimaproblemet (under den forudsætning, at kvoterne sættes på auktion og ikke bare foræres væk).

Det system indgik i implementeringen af Kyotoprotokollen. Ideen er at lægge et loft på den totale emission af drivhusgasser, således at de firmaer, der forurener ud over dette, må erhverve sig kvoter fra dem, som holder sig under loftet, eller kompensere ved at gennemføre grønne projekter i ulande.

Da der her fastlægges en bestemt grænse for den samlede emission, kunne det se ud til at være et effektivt instrument, eller er det?

Cap and trade eller andre systemer for salg af emissionstilladelser har i EU vist sig at være ineffektive mht. at kontrollere emission af drivhusgasser. Et loft er teoretisk set en maksimalt tilladelig værdi for en emission,men det fungerer lige så vel som et gulv på den måde, at hvis et firma skærer i sin CO2-emission, tillader det et andet firma at øge sin, så længe den samlede loftsværdi ikke overskrides.

Cap and trade påstås at sikre, at emissionerne ikke overstiger loftet. Men da der er indført en række supplerende muligheder, der fungere lige som middelalderens afladshandel, er det officielle loft en illusion. Rent faktisk gennembrydes loftet af de supplerende muligheder.

Alle disse ting opmuntrer til alle slags illusionsnumre fra firmaer og regeringer. Der findes ingen mekanisme, og kan sandsynligvis ikke findes nogen mekanisme, der kan regulere de nævnte muligheder, hvortil hører projekter i den tredje verden.

I den cap and trade-lov, som Repræsentanternes Hus vedtog i juni 2009, er der utallige undtagelser, f. eks. for kulmineselskaberne. Loven fylder 2000 sider, hvilket illustrerer den manipulation, der er foregået, samt dens groteske kompleksitet.

Den amerikanske lov lægger ikke op til, at kvoterne skal på auktion, men til uddeling af emissionstilladelser til firmaerne, baseret på deres tidligere udledning. Da der er tale om en metode, baseret på markedsmekanismen, vil den have tendens til i første række at fremme akkumulationen.

I den henseende er den også ret succesfuld, idet den frembringer profit og peger mod, hvad der kaldes et subprime CO2-marked. Dette forklarer noget af den støtte, som cap and trade nyder i forretningscirkler. Men som middel til at bremse den globale opvarmning er den, som James Hansen, USA's ledende klimaforsker siger, porten til helvede.

 

Det er bemærket, at du går ind for en CO2-afgift og voksende priser på brændstoffer. Mange socialister ser det som et socialt set meget uretfærdigt tiltag, fordi CO2-afgifter er direkte og ikke progressiv beskatning.

Det må være klart for enhver, at vi må handle stillet over for en accelererende klimakrise, hvis vi synes, at det er værd at redde planeten og menneskeheden. En af de mest effektive måder at knække CO2-kurven på under de givne betingelser er at øge prisen på fossile brændsler gennem beskatning.

Jeg synes, at James Hansens forslag er langt det bedste, et, der afspejler et klasseperspektiv. Han kalder det »afgift og dividende«. Det er en afgift på fossilt brændsel ved kilden eller mineindgangen, eller hvor det indføres i landet (dvs. som pålægges selskaberne ved produktionsstedet). Efter hans forslag vil de indkomne midler blive givet 100 procent til offentligheden som en dividende på månedsbasis og ikke falde i hænderne på staten (som er underkastet finansielle interesser) eller kapital.

Da de fleste mennesker har et CO2-fodaftryk, der er under gennemsnittet, vil den dividende, de modtager, være større end den prisforøgelse, som selskaberne vil hente ind via skatten. Endvidere vil et sådant tiltag opmuntre til miljøbevarelse ved at give en kontant belønning til enhver, der reducerer sit CO2-fodaftryk uafhængigt af vedkommendes placering i samfundet. Afgiften skal så løbende øges.

James Hansen mener, at simpelheden og klarheden ved denne fremgangsmåde og det faktum, at langt de fleste vinder ved den, vil sikre den nødvendige folkelige opbakning. En rigmand som Al Gore med herskabsvilla osv. (for ikke at nævne en virkelig storkapitalist som Bill Gates) vil få en dividende (fastsat ud fra et gennemsnit), som er ubetydelig i forhold til hans CO2-fodaftryk. Derimod vil almindelige arbejdere få en dividende, som er stor i forhold til deres CO2-fodaftryk.

Den samlede effekt vil blive en progressiv omfordeling, dvs. fra de rige til de fattige.

 

Som et ekko af Malthus mener nogle, at der simpelthen er for mange mennesker på jorden. Vi skulle radikalt sætte stopper for produktionen af børn og reducere indbyggertallet til et acceptabelt niveau, som ikke truer kloden. Hvad mener du om det?

Jeg tror, du går fejl af Malthus her. Uanset legenden bekymrede han sig ikke om miljøet og har aldrig brugt ordet »overbefolkning«. Det ville også have modsagt hans teori (som handlede om ligevægten mellem befolkning og fødevareproduktion). Hans ærinde var at retfærdiggøre det daværende klassesystem. Ikke desto mindre er der i dag åbenbart »neo-malthusianere«, som argumenterer på den måde, du beskriver.

Man må ræsonnere ud fra, at jo flere mennesker, der er på planeten, jo større belastning er der (alt andet lige) på planetens bæreevne. Stabilisering af befolkningstallet, eller endog en reduktion af det, ville generelt set være en god ting.

De fleste af de rigere lande er passeret gennem den demografiske overgang, som ses ved et vist niveau af økonomisk udvikling. Her falder befolkningstilvæksten mod nul. Men de fleste fattigere lande har ikke nået hertil. Deres forarmelse skyldes, at så meget af deres økonomiske overskud eksproprieres af de rige lande gennem det ugunstige bytteforhold.

Ikke desto mindre har nogle fattige lande som f. eks. Cuba passeret den demografiske overgang ved et lavere niveau af økonomisk rigdom på grund af deres større vægt på uddannelse, lighed og kvinders reproduktive rettigheder.

Det er af afgørende vigtighed at indse, at befolkningsvæksten ikke en gang er i nærheden af at være hovedkilden til den økologiske nedbrydning. FN's demografer venter, at verdens befolkning i dette århundrede vil stabilisere sig på op imod 12 milliarder. Men økonomiens vækst, som har været ca. syv gange større end befolkningens vækst, og som ikke forventes at stabilisere sig, er et meget større problem. Det er økonomiens voksende niveau, som er hovedtruslen mod planeten.

Den opfattelse, at vi alle er i samme båd og lige ansvarlige, har kun mening, hvis vi alle havde lige ret til at bestemme over brugen af resurser og produktionsmidler. Men det er jo klart nok ikke tilfældet.

Som svar til dem, der lægger overdreven vægt på befolkningsspørgsmålet, er det vigtigt at understrege betydningen af uligheden. En baby fra en rig familie i USA konsumerer enormt meget mere af verdens resurser end en baby fra en fattig familie i Bangladesh. Hvad de to rigeste personer i USA (Bill Gates og Warren Buffett) ejer, er mere end den totale årlige indkomst af 160 millioner indbyggere i Bangladesh.

At håndtere det økologiske problem ved simpelthen at tælle hoveder er at gå uden om det væsentlige.

 

I Europa kastes skylden for den globale opvarmning for det meste over på offentligheden: »Enhver bør tage sin del af ansvaret for at reducere udsendelsen af drivhusgasser«. Det er blevet politikernes motto.

Gennem en blanding af trusler og økonomiske tilskyndelser opfordres man til at gøre noget, som f. eks. at sortere sit affald og installere termoruder. Disse ting er a) åbenlyst utilstrækkelige i forhold til situationens alvor og b) svært gennemførlige for folk med lav indkomst. Hvad kan offentligheden rent faktisk gøre?

Den opfattelse, at vi alle er i samme båd og lige ansvarlige, har kun mening, hvis vi alle havde lige ret til at bestemme over brugen af resurser og produktionsmidler. Men det er jo klart nok ikke tilfældet.

I USA ejer de 400 rigeste individer (alle dollarmilliardærer) lige så meget tilsammen som den fattigste halvdel af befolkningen, i alt 150 millioner mennesker. De førstnævntes besiddelser består i hovedsagen af værdipapirer (aktier, obligationer, realkreditpapirer osv., dvs., ejerskab af produktionsmidler), mens de sidstes næsten udelukkende består i ejerskab af eget hjem. Det er ikke svært at se det enorme svælg i økonomisk magt og i indflydelse på samfundets udvikling, som dette skaber.

Den enkelte borger kan beslutte, hvordan han eller hun håndterer eget affald (sortering og genbrug eller ej). Men i USA er husholdningsaffald vurderet til kun at udgøre 2,5 procent af det affald, som deponeres. Resten er affald fra industri, fra bygge- og nedbrydningsaktiviteter og såkaldt »specialaffald«, f.eks. mineaffald.

Dette hjælper til at klargøre det faktum, at samfundets centrale beslutninger vedrørende miljøet træffes i det, som Marx kalder »produktionens skjulte rum«, uden for offentlighedens rækkevidde og uden, at det store flertal af befolkningen har kontrol over det eller bare har viden om det.

Den enkelte kan altid finde måder at gøre sig mere »grøn« på i forhold til, hvorledes han eller hun køber eller anvender diverse goder. Men konsumptionsrelationerne er stærkt afhængige af produktionsrelationerne, snarere end omvendt. Det betyder, at spørgsmålet om produktionen skal tages op, hvis disse spørgsmål skal tages seriøst. Det rejser igen spørgsmålet om socialisme.

 

Er det muligt på kort tid at overgå til en økonomi uden brug af fossile brændstoffer? Greenpeace mener, at det er, og arbejder på, at energiproduktionen i 2050 har nået dette mål. En socialistisk økonomi er nødvendig, men hvad bør regeringerne gøre på kort sigt?

Greenpeaces initiativ er vigtigt. Situationen er alvorlig. For at nå ned på 350 ppm CO2 i atmosfæren (nødvendigt for at forebygge at klimaændringerne bliver selvforstærkende) bliver de rige lande nødt til at skære deres CO2-udledning ned til nul eller endog til en negativ værdi (ved at trække CO2 ud af luften gennem skovplantning og bæredygtig anvendelse af landarealer).

Som tingene står, kan dette ulykkeligvis ikke gøres under det eksisterende system. Overgang til en økonomi uden fossile brændstoffer er simpelthen ikke mulig under dagens kapitalisme, dvs. med det krav, systemet har til økonomisk vækst og profit. Teknologi alene kan ikke klare det inden for de standarder, som sættes af kapitalen/den private ejendom.

Dette er efter min mening blevet demonstreret ret definitivt af økonomen Minqui Li i en række publikationer, sidst i en artikel fra 2009 i tidsskriftet Development and Change. De sociale relationer (produktionsmåden) må nødvendigvis ændres. I stedet for må vi fremme en økologisk revolution med kurs mod en bæredygtig menneskelig udvikling, som samtidigt beskytter kloden.

En baby fra en rig familie i USA konsumerer enormt meget mere af verdens resurser end en baby fra en fattig familie i Bangladesh.

Vi må gøre os klart, at hvis ikke kapitalismen kan redde jorden – og i realiteten fortsætter med at være hovedkraften bag dens ødelæggelse – så er det kapitalismen, der må vige pladsen.

Man må huske, at klimaændringen kun er en lille del af den generelle trussel mod jordens økosystemer. Den ledsages af mange andre trusler, såsom forsuring af oceanerne, jorderosion, ørkendannelse, vandmangel, indskrænkning af biodiversiteten, forurening med giftige stoffer, bruddene på nitrogen- og fosforkredsløbene osv.

Alle disse forårsages af den foreliggende produktionsmåde. Kapitalismens eneste løsning på det økologiske problem er Samsons: at rive civilisationens tempel ned over hovedet på sig selv.

Det eneste virkelige alternativ er socialismens økologi.

John Bellamy Foster er redaktør af det amerikanske socialistiske magasin Monthly Review og professor i sociologi på Oregon Universitet. Artiklen er henter fra Ret & Vrang – Tidsskrift for marxistisk teori og politik.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2011 - 11:02   30. aug. 2012 - 11:41

Idekamp