21 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, dis, 9 °C

Rosa – revolutionens ørn

Rosa – revolutionens ørn

Tirsdag, 07. december, 2010, 11:15:49

»Rosa Luxemburg – ide og handling« er en pragtfuld biografi om en pragtfuld kvinde. Ud over bogens mange historier møder læseren et hav af personligheder og begivenheder.

Luxemburg var som Marx og Lenin både teoretiker og praktisk revolutionær, og hendes teoriudvikling er nøje knyttet til den konkrete klassekamp. Det vil i hendes tilfælde sige det højtindustrialiserede Tyskland med dets gennemorganiserede arbejderklasse.

Boganmeldelse af Bjarne Nielsen

I 1940 udsendte tyskeren Paul Frölich (1884 – 1953) en bog om hans tidligere læremester, Rosa Luxemburg. Den er nu blevet oversat til danske og udkommet på forlaget Solidaritet.

»Rosa Luxemburg – ide og handling« hedder biografien, som er en pragtfuld bog om en pragtfuld kvinde. Ud over bogens mange spændende politiske historier møder læseren et hav af personligheder og begivenheder, der alle bidrager til at gøre bogen unik på det biografiske område.

Forfatteren Paul Frölich var tysk kommunist. Han er uddannet på en socialdemokratisk SPD-skole, hvor han blev undervist af Rosa Luxemburg. Han forlod SPD i 1902 og var en af grundlæggerne af det tyske kommunistparti i 1918. Dette forlod han i 1928 og blev medlem af KPD-O, en oppositionsgruppe fra KPD. I 1932 blev han medlem af det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti, SAP. Efter at være befriet fra en koncentrationslejr i 1934 (!) flygtede han til Frankrig, og skrev her bogen om sin gamle lærer.

Født i Polen

Rosa Luxemburg, revolutionens ørn, som Lenin kaldte hende, er født i 1871 i Lubin i Polen. Som 17-årig blev hun rebel og måtte hurtigt flygte til Zürich, hvor hun begyndte at læse naturvidenskab, filosofi, matematik og nationaløkonomi.

I 1889 deltog hun i dannelsen af det polske Arbejderforbund. I 1897 fik hun sin doktorgrad på en afhandling om »Polens industrielle udvikling«.

Zürich var samlingssted for østeuropæiske flygtninge og her mødte hun den kendte marxistiske teoretiker Plekhanov og andre fra Iskra, (Gnisten), en marxistisk eksilavis med Lenin og Trotskij i redaktionen. 

Her blev hun kæreste og kampfælle med den polske Leo Jogiches. Et forhold der varede til deres fælles død i 1919.

Indtil 1898 arbejdede hun primært inden for det illegale polsk/littauske socialdemokrati. Derefter drog hun til Berlin og arbejdede indenfor det tyske socialdemokrati, SPD, ligesom hun var dybt engageret i Anden Internationale.

reform eller revolution

Luxemburg var som Marx og Lenin både teoretiker og praktisk revolutionær, og hendes teoriudvikling er nøje knyttet til den konkrete klassekamp. Det vil i hendes tilfælde sige det højtindustrialiserede Tyskland med dets gennemorganiserede arbejderklasse.

En af hendes største fortjenester er bogen, Socialreform eller revolution (1899), som var et svar på reformismen, udtrykt af Bernsteins.

Bernstein påstod, at kapitalismens periodiske kriser ville forsvinde ved fremkomsten af monopoler og globalisering og øget regulering, ligesom fagforeningsorganisering og parlamentarisk kontrol ville sikre et retfærdigt samfund og dermed fred mellem klasserne.

Luxemburg og historien har fuldstændigt klædt ham og reformismen af til skindet. Rosa Luxemburgs bog er fortsat et godt argument for revolutionens nødvendighed. Hun argumenter også for, hvorfor den parlamentariske vej ikke er gangbar i kampen for socialismen, da »der bag det borgerlige legalitets slør er den herskende klasses vold«, hvilket hendes egen skæbne og senere nazismens magtovertagelse er skræmmende dokumentation for.

Om spontanitet

I 1905 stod Polen og Tyskland i strejkernes tegn, inspireret af revolutionen i Rusland. Under en agitationsturne i Warszawa blev hun og Jogiches fængslet under umenneskelige forhold og senere returneret til Tyskland via det revolutionære Skt. Petersborg.

Med udgangspunkt i den højspændte situation, hvor hun mente, at fagbevægelsen generelt var for defensiv og ofte reaktionær, skrev hun Massestrejke, parti og fagforeninger (1906).

I forbindelse med massestrejkerne udviklede hun sin ’spontanitetsteori’ om, at »først kampen samler den proletariske masse sig som klasse, og først under kampens forløb bliver klassen bevidst om sine opgaver«, altså en læreproces, hvor arbejderne gennem kamp øgede deres klassebevidsthed. Noget Lenin med sin bog, Hvad må der gøres, havde et noget andet syn på.

Kapitalens akkumulation

I 1907 blev Rosa Luxemburg lærer ved SPD’s centrale partiskole i politisk økonomi.

Imperialismen var offensiv og forberedte krig. For Luxemburg var imperialismen, konkurrencen mellem monopoler og stater, en integreret del af kapitalismen, hvorfor kapitalismen er lig med krig.

Konklusionen var at socialister erklærede krig mod krigen og øgede presset for social omvæltning

Medens hun underviste partiaktivister i politisk økonomi, skrev hun samtidig på sit hovedværk, Kapitalens akkumulation. Et bidrag til den økonomiske forklaring på imperialismen.

Bogen beskæftiger sig med de gensidige relationer mellem de industrielt avancerede lande og de tilbagestående landbrugslande og påviste, at den frembusende imperialisme, samtidig med den i en lang periode stabiliserede kapitalismen, truer med at begrave menneskeheden i ruiner.

Hovedpointen i bogen er, at imperialismens væsen var udbredelsen af kapitalens magtstrukturer fra de gamle, kapitalistiske kernelande til nye områder samt kapitalens indbyrdes økonomiske og politiske konkurrencekamp om disse områder. Hun definerede desuden imperialismen som et politisk udtryk for kapital-akkumulationsprocessens realisering af ekstraprofitter og som kapitalens forsøg på at underlægge sig de ikke kapitalistiske områder, det vil sige den tredje verden. Desværre højaktuelt som aldrig før.

Magtkampe

I 1913 brød der magtkampe ud mellem SPD’s højre– og venstrefløj. Kampen stod om holdningen til en generalstrejke og finansieringen af oprustningen til krigen.

 På venstrefløjen var foruden Rosa Luxemburg også Karl Liebknecht, Clara Zetkin, Hugo Eberlein og Marx-biografiens forfatter, Franz Mehring. De mobiliserede 142 ud af 333 delegerede.

»Nu er Socialdemokratiet kun stinkende lig« og »Det tyske socialdemokratis ledere de største forbrydere, verden nogensinde har set«, udtalte Luxemburg hånende om SPD’s ledelse, da de havde sendt det højreorienterede frikorps mod den revolutionære opstand i Berlin i forbindelse med starten på Første Verdenskrig.

I parlamentet havde kun Karl Liebknecht stemt mod krigsbevillingerne.

Socialdemokratiets krise

I februar 1914 røg Rosa Luxemburg i fængsel og holdt i den forbindelse en antimilitaristisk brandtale, der gav genlyd over hele Europa. Da hun efter 14 måneder blev løsladt, blev hun straks fængslet igen og først løsladt, da kejserriget brød sammen i 1918 og krigen var slut.

Under krigen blev Karl Liebknecht sendt til fronten, medens dele af SPD’s venstrefløj, nu grupperet i Gruppe Internationale, var gået under jorden.

I fængslet skrev Luxemburg pjecen Socialdemokratiets krise (1916), der kritiserede den tyske imperialisme og årsagerne til Anden Internationales sammenbrud. 

Lenin gav i 1916 Luxemburg svar på hendes pjece, der dannede grundlaget for Spartacusforbundet og kalder hende blandt andet ’venstreradikal’. Trods hans kritik af hendes imperialismeopfattelse og antikrigsprogram, skrev han, at den var et stykke »udmærket marxistisk arbejde«.

I begyndelsen af 1916 samles antikrigsmodstandere fra hele Tyskland. Man vedtog et internationalistisk program. Samme år skiftede ’Gruppe International’ navn til Spartacus.

Da Luxemburg blev løsladt senere på året, blev hun modtaget af over 1000 revolutionære kvinder. Hun blev hurtigt en aktiv del af Spartacus. Den 1. maj 1916 kaldte gruppen til den første store antikrigsdemonstration under parolerne »Fred, frihed og brød« og »Ned med de ansvarlige krigsforbrydere, krigschauvinister og krigsprofitører«. Alene i Berlin mødte over 100.000 op. Politiet anholdt Liebknecht og anklagede ham for landsforræderi.

Den russiske revolution

Senere blev Luxemburg fænget og oplevede således den russiske revolution fra fængslet. Hun hilste den velkommen med ordene:

»Alt, hvad et parti denne historiske stund måtte præstere af mod, beslutsomhed, revolutionær fremsynethed og konsekvens, det har Lenin, Trotskij og deres kammerater fuldt ud opfyldt. Hele den revolutionære ære og aktionsduelighed, som totalt mangler hos det vestlige socialdemokrati, blev udvist af bolsjevikkerne. Deres oktoberrevolution betød ikke kun den russiske revolutions virkelige redning, men også den internationale socialismes æresoprejsning«.

Hun var dog ikke begejstret for alt. I Den russiske revolution (1918) kritiserede hun bolsjevikkerne for at opløse den grundlovgivende forsamling. Afskaffelsen »er værre end den sygdom, den skal helbrede«.

Demokratiet var for hende eneste kilde til fornyelse og kritik. »Frihed, kun for regeringens tilhængere, for medlemmerne af parti, er ingen frihed. Frihed er altid frihed for den som tænker anderledes. Ikke på grund af ’retfærdighedsfanatisme’, men fordi alt, det belærende, helbredende og rensende som den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side«.

Hun sagde profetisk: »Ingen socialisme uden demokrati. Intet demokrati uden socialisme«. 

Disse citater må uanset revolutionær observans give anledning til eftertanke. Skriftet udkom først i DDR i 1963 og på russisk i 1990.

Efter sit fængselsophold og den tyske revolutions første måneder oplevede hun hvorledes indkaldelsen af de borgerligt demokratiske organer var en udløber af og ikke et alternativ til den herskende klasses overherredømme. Altså en indrømmelse af, at Lenin havde set rigtigt vedrørende spørgsmålet om den grundlovgivende forsamlings opløsning. Lenins stærkt centraliserede parti tog magten, medens fraværet af et sådant var medvirkende til den tyske revolutions nederlag.

Uenigheden omkring nationalitetsspørgsmålet skyldtes delvist, at hun affejede spørgsmålet om national selvstændighed som uforeneligt med klassekampen, medens Lenin underordnede det klassekampen. Historien har vist os, at Lenin, ved at se modsætningernes enhed i den nationale undertrykkelse og kampen for national uafhængighed som underordnet den internationale kamp for socialismen, havde ret.

Rosa Luxemburg begik blandt andet den fejl at undervurdere det nationales psykologiske betydning i befolkningen.

Spartacusforbundet

Den 9. november 1918 blev hun løsladt og sluttede sig straks til Karl Liebknecht. Dagen efter blev Spartacusforbundet stiftet og hun blev redaktør af dets avis, Røde Fane.

Når Rosa Luxemburg ikke brød med SPD før 1916 og lavede et parti fra bunden, som bolsjevikkerne, skyldtes det, at SPD bekendte sig til marxismen og på dette grundlag havde massiv støtte i arbejderklassen med over en million medlemmer. Her skal man også huske på, at den bolsjevikiske organisationsmodel var en undtagelse, beregnet på et Rusland, hvor Socialdemokratiet var illegalt.

Denne anmelder tror, at læren fra Tyskland, som udviklet kapitalistisk land, måske er mere interessant for os end læren fra et særegent feudalt Rusland!

I Luxemburgs udkast til grundlag for forbundet, skrev hun, at »Spartacusforbundet er ikke et parti, der ønsker at komme til magten hen over hovedet på arbejderklassen eller ved hjælp af den. Spartacusforbundet er snarere den del af arbejderklassen, der er sig sin opgave bevidst. Det er den del, der på hvert trin leder den brede arbejderbevægelse frem til dens historiske opgave« og det »vil aldrig overtage regeringsmagten med mindre det klart og utvetydigt kræves af den overvejende del af den tyske arbejderklasse«.

Den 9. november 1918 kaldte spartakisterne til kamp og dannede arbejder– og soldaterråd, og hele året gik med revolutionære kampe. Den 6. december startede kontrarevolutionen anført af SPD’s Ebert.

Den 30. december blev Tysklands Kommunistiske Parti, KPD, stiftet. I januar 1919 var revolutionen knust.

Den 14. januar skrev Rosa sin sidste artikel i Røde Fane. »Orden hersker i Berlin! Tåbelige bødler! Jeres ’orden’ er bygget på sand!«

Hendes sidste ord var, at revolutionen »igen og igen vil vende tilbage og udtale: Jeg var, jeg er og jeg skal blive«.

Dagen efter blev hun og Karl Liebknecht myrdet.

Organisationsspørgsmålet

Luxemburgs største kontrovers med Lenin var om organisationsspørgsmålet. Dog skal noteres at begge gik ind for et stærkt fortropsparti, men hun frygtede en styret arbejderklasse, der blev en træg masse uden initiativ. Som det senere skete i eksempelvis Sovjet og sluttelig i DDR, hvor man gjorde befolkningen til passive tilskuere.

Det er muligt, at hun overvurderede spontaniteten, i modsætning til Lenins vurdering af forholdet mellem spontanitet og organisation, men denne modsætning skal nok søges i deres baggrunde. Luxemburgs erfaringer var fra SPD, en udviklet, struktureret og lettere bureaukratisk klasseorganisation, medens Lenins Hvad må der gøres (1902-04) udsprang fra forhold, hvor vilkårligheden herskede.

Da teorierne skulle afprøves, viste Rosas svagheder, medens Lenins fungerede med de farer for bureaukrati og centralisering, som hun havde advaret mod. En central udtalelse er, at »bolsjevikkerne har vist, at de kan alt, hvad et ægte revolutionært parti er i stand til at yde indenfor grænserne af de historiske muligheder. Man antager ikke, at de skal udføre mirakler – thi en mønstergyldig og fejlfri proletarisk revolution i et isoleret, af en verdenskrig skabt, af imperialisme halvkvalt, af det internationale proletariat forrådt, land, det ville være et mirakel«.

Derefter kommer advarslen, som mange kommunister måske overså, »faren begynder først, når de gør en dyd ud af nødvendigheden og ønsker at fæstne den af disse skæbnesvangre betingelser påtvungne taktik i et fuldstændigt teoretisk system«. Tiden gav hende desværre ret.

 Dette kapitel er bogens højdepunkt og en større debat værd.

Rosa i dag

En vigtig årsag til fortsat at hylde og bruge Rosa Luxemburg, er hendes udogmatiske tilgang til såvel teori som praksis. Ingen er ufejlbarlig og kun hvor meninger brydes, kommer man sandheden nærmere.

Hendes forståelse for, at socialismen kræver demokrati og frihed, og at vores materialismeopfattelse ikke må blive mekanisk, er også mere rigtigt end nogensinde.

Paul Frölichs bog er en gave til de, der ønsker en politisk julegave. Læg dertil en fin bibliografi og godt register med navne, organisationer og blade samt unikke fotos.

Paul Frölich: Rosa Luxemburg – ide og handling. 512 sider, rigt illustreret. 200 kroner plus evt. forsendelse 60.50 kr. Kan bestilles via vssolidaritet@gmail.com

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. dec. 2010 - 11:15   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger